Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Sygeplejestuderende retsløse under praktikforløb

Efter gældende lov kan en sygeplejestuderende ikke klage over den faglige bedømmelse af et praktikforløb. Det er uacceptabelt.

Sygeplejersken 2002 nr. 20, s. 43

Af:

Ane-Marie Blytmann, sygeplejestuderende

Den direkte anledning til, at jeg rejser problemstillingen, er, at jeg selv som sygeplejestuderende ikke bestod den afsluttende praktik, hvilket jeg forsøgte at klage over. Den faglige vejledning havde været ovenud sparsom, og den daglige vejledning i den sidste halvdel af praktikken gav mig et klart indtryk af, at ingen på afdelingen ansvarsfuldt ville bakke mig op i at bestå praktikken.

Skolen, repræsenteret af afdelingslederen for sygeplejestuderende i praktik, var ikke juridisk forpligtet til at besvare klagen, men ville dog behandle sagen, som om det var en klage over en eksamen (iflg. Bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet kap. 5, \47 31).

Alle mine kritikpunkter blev afvist med henvisning til den kliniske vejleder og sygeplejelærereren.

Dernæst skrev jeg endnu en klage, som rektor blev involveret i, og svaret blev, at hvis jeg havde klager af retslig karakter, kunne jeg rette henvendelse til Undervisningsministeriet. Jeg stillede Undervisningsministeriet to spørgsmål:

  1. Om sagen ud fra et retsligt synspunkt var behandlet korrekt, og
  2. om klager over den faglige bedømmelse af ens praktik kan rettes til et eksternt bedømmelsesudvalg.

Sagen var ifølge en fuldmægtig behandlet retsligt korrekt, og der findes ikke en ekstern klageinstans. Hermed var jeg nået til vejs ende inden for systemet.

Som det fremgår, kan sygeplejestuderende ikke klage over den faglige bedømmelse af praktikken, sådan som lovgivningen er i dag. Er man utilfreds med en faglig vurdering, kan man forsøge at rette klage til dem, man er utilfreds med. Men det er i så fald de anklagede, der bestemmer, om de overhovedet vil svare. Og skulle de indvilge i at svare, som i mit tilfælde, er det dem selv, som suverænt bestemmer, om de har ret.

Men er det acceptabelt, at sygeplejestuderende med den nuværende praktikordning er retsløse? At hun/han i bedste fald er overladt til kliniske vejlederes og læreres nåde og unåde? At hun/han reelt intet kan gøre for at klage over manglen på en uvildig retlig behandling? Man burde ukontroversielt kunne slå fast, at systemet, som det er nu, ikke blot er utidssvarende, men ganske uacceptabelt sammenlignet med det for civiliserede samfund uopgivelige princip om, at alle har ret til og krav på en uvildig retlig behandling.

Man kunne forsvare gældende lov med, at det reelt kan være vanskeligt at lade andre - for praktikken udenforstående personer - vurdere en klage over en faglig vurdering af en praktik. Således forekommer det logisk, at det kun er de lærere, der har fulgt den pågældende sygeplejestuderende gennem praktikken, som har mulighed for på et holdbart grundlag at vurdere den sygeplejestuderendes kompetencer og kvalifikationer i praktikperioden. Som forholdene er nu, synes der med andre ord ikke umiddelbart at foreligge bæredygtige alternativer til det faktum, at den sygeplejestuderende reelt er retsløs, hvad angår den faglige vurdering af praktikken.

For mig at se er ændringer derfor uomgængelige. Jeg vil foreslå følgende:

  1. Ikke blot skal den sygeplejestuderende, men også de praktikansvarlige, udfylde evalueringsskemaer hver måned. Evalueringsskemaer udfyldt af både studerende og praktikansvarlige skal indgå i den afsluttende vurdering af den studerendes kompetencer.
  2. En eksamen, hvor en ekstern censor deltager, skal afslutte praktikforløbet. De praktikansvarliges vurdering skal i forening med den i dette pkt. nævnte eksamen afgøre, om den studerende har bestået eller ej.
  3. Der skal oprettes en ekstern, uvildig klageinstans, som en studerende kan rette en faglig klage til. En sådan klageinstans vil være muliggjort gennem de pkt.1 og 2 forbedrede muligheder for dokumentation af den studerendes kompetencer.
  4. Endelig skal loven naturligvis også ændres. Det skal være muligt at klage over den faglige bedømmelse af praktikken i sygeplejeuddannelsen.

Som nævnt er det blot forslag til ændringer. Man kan uden tvivl forestille sig andre, givetvis også bedre. Det afgørende er imidlertid, at der etableres en reel mulighed for, at en studerende kan klage over den faglige bedømmelse af praktikken. Andet kan man ikke være bekendt i sygeplejerskeuddannelsen anno 2002.

For mit eget vedkommende kan jeg slå fast, at en tro på en tilnærmelsesvis retfærdig behandling af en klage inden for det nuværende system ikke længere eksisterer. Derfor håber jeg, at dette indlæg kan være startskuddet til, at der kan ske ændringer.

Ane-Marie Blytmann er studerende ved Sygeplejeskolen i Århus.