Boganmeldelser

Erotik, vold og hofdannelse

Tian Sørhaug

Om ledelse

Magt og tillid i moderne organisationer
København: Hans Reitzels Forlag 2001
192 sider, 225 kr.

Skal ledere kunne gå på vandet? Søger man svaret i Tian Sørhaugs bog, er svaret: Ja! Lederen skal kunne skabe en illusion om, at hun eller han kan gå på vandet, men bevare bevidstheden om, at det kun omfatter rollen som leder. Overfører man magien til ens personlighed, falder man igennem og får sig en kold dukkert.

Nuanceret og illustrativt beskriver Sørhaug, hvorfor ledere skal besidde sådanne magiske kræfter (eller illusionen om dem). Udgangspunktet er, at livsverdenen ikke er så skrøbelig, som man måske nogle gange tror. Den er ikke specielt truet af den rationelle systemverden. Tværtimod er det ofte de rationelle processer, der er truet af ''livsverdenens blomstrende og ofte brutale undergravningstaktikker.'' Med vore kroppe, seksualitet, aggressivitet og længsler har vi stærk indflydelse på det organisatoriske. Det handler derfor også om, hvordan lederen skal navigere i et sådant rum, når der tilsyneladende er så mange andre ting på spil. Med et praktisk eksempel beskriver Sørhaug, hvordan der kan udvikles en dyb og uundgåelig afhængighed af den overordnede i de organisationer, der lever af kompetence. Det forhold, at kompetence, der ikke bliver set, heller ikke bliver brugt, giver grobund for magiske praksisser, hvor lederen kan blive genstand for kollektive fantasier med enorme potentialer for magt. En erotisk magt, fordi de i en sådan situation kan få andre til at gøre ting, de ellers ikke ville have gjort.

Disse mekanismer sættes ind i et historisk perspektiv i et kort resume af norske og amerikanske ledelsesforståelser. Sørhaug gør rede for værdier, holdninger og organisationsudvikling specielt set i lyset af den amerikanske konsulent George Kenning og den norske psykolog Einar Thorsrud. En beskrivelse, der bl.a. fører frem til en analyse af værdier og holdninger i vidensamfundet med de konsekvenser for ansættelsesforhold og for ledelse, de har.

Man kommer meget vidt omkring på de 180 sider. Bogen er kompleks, sproget er abstrakt, og det kan være vanskeligt at holde den røde tråd. I starten kan det virke provokerende eller irrelevant, at termer som eksempelvis erotik, vold og hofdannelse bliver brugt til at beskrive ledelsesforhold, men holder man lidt fast, tror jeg, de fleste genkender nogle væsentlige mekanismer, de normalt ikke er opmærksomme på og derfor ikke har forholdt sig til på det bevidste plan. Som socialantropolog med et bredt erfaringsgrundlag som bl.a. leder, skriver Sørhaug først og fremmest om ledelsens fænomenologi på det generelle plan i et hvilket som helst regi.

Bogen er teoretisk gennembearbejdet med et bredt kildemateriale og kan formentlig være af interesse for sygeplejersker, der i forbindelse med videreuddannelse ønsker viden om mekanismerne bag ledelse.

Af Jette Ammentorp, oversygeplejerske, stud.scient.san. Kolding Sygehus.

Hvorfor er det gået så rædsomt?

Instruktion: Henning Carlsen

Noget om det danske sygehusvæsen

Video
Frederiksberg: Dagmar Film Produktion 2002
Varighed 128 min., kr. 198

Det er min overbevisning, at alle møder op hver dag med de bedste intentioner om at yde deres bedste for patienterne. Alle hævder, at de er der for befolkningens skyld, men de arbejder efter deres egen dagsorden.

Et idealistisk, politisk korrekt og tillidvækkende udsagn om sundhedsvæsenets personale og et kynisk, politisk ukorrekt og urovækkende udsagn om samme personale, begge fremkommet i løbet af Henning Carlsens samtaler med en række læger i sygehusvæsenet. Hvilket udsagn er mon det sandeste? Eller skal sandheden søges et sted midt imellem? Eller siger udsagnene mere om ophavsmændenes eget syn på sundhedsvæsenet netop den dag, samtalen fandt sted? For måske ville de samme læger udtale sig anderledes i en anden sammenhæng. Svaret får vi ikke i videoen ''noget om det danske sygehusvæsen.''

Filminstruktør Henning Carlsen er som så mange andre blevet træt af korte indslag og slaglinjer, når sundhedsvæsenets succeser og problemer tages op i de elektroniske medier. En oversygeplejerske, en jurist og 16 læger, stort set alle professorer og fra de mest indflydelsesrige cirkler i sundhedsvæsenet, har fået lov til at ytre sig i betydeligt længere tid, end vi er vant til fra fjernsynet. Det er knap 7 minutter til hver i løbet af de 128 minutter, videoen varer. Det er ikke meget, men de interviewede når ikke desto mindre at få sagt meget om bl.a. sygdomstyper, ansvar, behandling, overenskomster, uddannelse, udvikling, forskning, arbejdsklima, utilsigtede hændelser og økonomi. Vi har hørt det meste før: At folks forventninger til behandling for hvad som helst lægger et megastort pres på sundhedsvæsenet, at svenskere lever længere end danskere, at lægernes overenskomst om en arbejdsuge på 37 timer gik imod lægernes ønsker og ikke harmonerer med patienternes behov, at pengene går til de mest synlige patienter, at managementtankegangen har fået for stor indflydelse osv. De interviewede har en uomgængelig baggrundsviden i kraft af deres stillinger, men det er deres personlige meninger om sundhedsvæsenets tilstand, der er i fokus, hvad der absolut ikke er irrelevant, når der er tale om folk med indflydelse. Hvem argumenterer mest overbevisende? Eller handler det også om karisma, som ganske mange af dem har i rigt mål? Onkologen og kynikeren Mogens Kjær kan f.eks. om nogen fylde en skærm og få sagt sin mening uden akademiske omsvøb. ''Hvorfor er det gået så rædsomt,'' spørger han, uden at være særlig konkret med, hvad han mener med, at det er gået så rædsomt. Årsagen finder han bl.a. i indstillingen til uddannelse og arbejde: ''Folk vil ikke ofre tid nok til at blive gode. Vi holder ikke en meter blandt de dygtige i udlandet.''

Videoen kan tjene som debatoplæg for især aktørerne i sundhedsvæsenet, og de forskellige udsagn og holdninger kan være interessante at bore i i uddannelsesmæssig sammenhæng. Mærkeligt nok er videoens force samtidig en svaghed. De 15 temaer er klippet sammen af udtalelser fra flere af de medvirkende. Kameraet står helt stille, de medvirkende taler til en person, man ikke ser eller hører. ''Det er jeg enig med dig i,'' siger en læge på et tidspunkt. Enig med hvem og i hvad? Et noget uheldigt klip. Roen, forklaringerne og de velformulerede meningstilkendegivelser gør seeren til en god lytter, men det er samtidig svært at bevare overblikket og holde fast i tråden i over to timer. Der er grundlæggende enighed om sundhedsvæsenets problemer set med lægeøjne, men der har nok været flere meningsforskelle, end jeg har bemærket i første omgang. Jeg har derfor savnet noget konfrontation og diskussion i selve videoen. Det er naturligt og let at bladre frem og tilbage i en bog, men alt for besværligt at spole frem og tilbage i en video.

Mellem de 15 temaer vises korte klip fra en hjerteoperation på et lillebitte barn. Hjerteoperationer på småbørn hører jo i den grad til blandt hurrahistorierne, at man let kan overse elendighederne andre steder. Spørgsmålet er, om klippene fra operationen forplumrer eller understøtter budskabet om et sundhedsvæsen med store og mangefacetterede problemer. Jeg ender med at være enig med Henning Carlsen:

Det hjertesyge barn og dets forældre har al mulig grund til at være lykkelige for denne succesrige del af sundhedsvæsenet, som også hører med i det samlede billede.

Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder, Sygeplejerskens redaktion.