Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Bjørnetjeneste

Det kniber stadig med at acceptere frivilliges arbejde på hospitalerne, kan man læse i artiklen ''Flere frivillige på danske sygehuse'' side 9-11. Det er helt afgørende, at ulønnet, frivillig arbejdskraft ikke bruges til at dække over manglende ressourcer.

Sygeplejersken 2002 nr. 21, s. 19

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

De ser så søgende ud. Er der noget, jeg kan hjælpe dem med?'' Fru Bamse henvendte sig til den nyankomne i patienternes dagligstue.

''Næh, tak. Jo, tak. Det ville være elskværdigt af Dem, hvis De kunne fortælle mig, hvor jeg finder kontoret,'' svarede den nyankomne herre.

''Gennem glasdøren, tre døre frem og ind til venstre,'' svarede fru Bamse. ''Men jeg tror, De skal vente lidt. De holder vist møde derinde i øjeblikket. Assistenten har lige kørt en vogn ind med termokander, så de næste 20 minutter sker der ikke rigtig noget. Sæt Dem bare ned, der er vist endnu en tår på kanden og papkrus på rullebordet ved døren.''

Hr. Bjørrhn, den nyankomne, hentede papkrus, rørepind og flødebrik og satte sig hen i den tomme stol ved siden af fru Bamse. ''De er nok huskendt,'' sagde hr. Bjørrhn. ''Har De været været her længe?''

"I fire uger. Men det er sidste dag i dag." Fru Bamse sukkede.

''Ja, det er sandelig længe at være indlagt, ''sagde hr. Bjørrhn medfølende.

''Jamen, jeg er skam ikke indlagt,'' sagde fru Bamse. ''Jeg er her som frivillig hjælper.''

''Nu har jeg aldrig...,'' sagde hr. Bjørrhn "Jeg er her som frivillig. Jeg har haft vagt på kirurgisk afdeling i to uger, men jeg blev bedt om at henvende mig her på medicinsk afdeling, fordi der ikke var brug for mig kirurgisk. Er der mere at lave for frivillige her?''

''Der er masser at lave,'' svarede fru Bamse. ''Problemet er, at vi ikke må. Den ældre dame i kørestolen ved vinduet har siddet siden klokken otte i morges og ventet på at blive kørt til røntgenafdelingen. Jeg tilbød at trille hende derned, men fik at vide, at jeg under ingen omstændigheder måtte kompensere for manglende ressourcer på sygehuset. Og der mangler portører, siger de. Den var også gal i går. Jeg ville tørre noget indtørret kaffe af et sengebord, men det er rengøringsafdelingens arbejde, og det er udliciteret. Jeg må kun tørre kaffe op, hvis jeg selv har spildt.''

''Jeg kender det,'' sagde hr. Bjørrhn. ''En dame på kirurgisk afdeling havde fået at vide, at hun kunne udskrives, når hun havde lært at gå på trapper, fordi hun bor i eget hus. Jeg tilbød at tage hende under armen en tur op til næste etage og ned igen. Men så kom fysioterapeuten farende og sagde, at de kun var normerede til at træne patienterne i trappegang en gang ugentlig, så det måtte jeg ikke. Det ville skjule behovet for flere fysioterapeuter. En anden gang, da gik jeg rundt med vognen med drikkevarer, havde jeg spurgt en patient, om han ikke ville have et glas mælk sammen med kaffen, fordi han så ud til at trænge til noget nærende efter operationen. Uha, uha. Det var at blande sig i både diæt, behandling og væskebalance, fik jeg at vide af en assistent, der kom forbi i det samme.''

''Det værste var næsten, da jeg trøstede en dame, der græd. Jeg klappede hende på hånden og sagde, at hun nok skulle blive rask igen. Men det var at udtale sig om prognosen, sagde sygeplejersken, og det måtte jeg under ingen omstændigheder. Så nu har jeg faktisk siddet her i dagligstuen de sidste par uger og spillet sorteper eller whist med de oppegående patienter,'' fortalte fru Bamse. ''Men det varer nok lidt, inden der kommer nogen herud i dag. Lægerne er til konference, så stuegangen er udsat på ubestemt tid.''

''Jeg får en idé, fru Bamse. Hvis De kan finde mig en kittel, går jeg en hurtig stuegang. Om det er mig eller en ny læge, der kommer, er der såmænd ingen, der opdager. Jeg siger bare, at journalen skal med til konference, hvis der er nogen, der spørger om mere, end jeg kan svare på. Begynd bare at blande kortene, så skal jeg nok sende et par patienter herud, så De ikke skal sidde her til ingen nytte.'' -

Læs artiklerne om frivillige på sygehusene:

Flere frivillige på danske sygehuse

Modigt samarbejde