Udbrændthed - set indefra

Jeg er ekspert i at se andre. Du kender muligvis selv den indgroede professionelle faglighed, hvor man midt i køen i Netto hører en astmatisk vejrtrækning eller ser en gigtkroget finger. Der skal ikke mere end et enkelt blik til, så er jeg i stand til at komme med de første forslag til et behandlingsforløb.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at denne erhvervsskade havde taget overhånd hos mig, det var blevet til en livsstil i stedet. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men min evne til at se, hvad der var godt for andre, førte jeg bare med ind i mit privatliv. Jeg sørgede for, at madpakkerne var smurt, at skidtet ikke groede op om ørerne på os, og at sko og skoletasker ikke fyldte hele entreen.

Selvfølgelig gjorde jeg ikke det hele selv, familien hjalp da tiloverhånd hos mig, det var blevet til en livsstil i stedet. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men min evne til at se, hvad der var godt for andre, førte jeg bare med ind i mit privatliv. Jeg sørgede for, at madpakkerne var smurt,

Fjern smerten

Som en god sygeplejerske var jeg åben og kunne rumme andres frustrationer og følelsesmæssige turbulenser. Jeg forstod dem så udmærket. Jeg forstod, at smerter kunne udløse både vrede, angst og afmagt. Jeg forstod, sygeplejersken skulle fjerne smerten, så det ikke længere gjorde ondt i livet.

Men det var her, frustrationen opstod, og rimeligheden fik pladsmangel. Jeg kunne ikke fjerne noget, der ikke var mit. Jeg syntes, det var synd for patienterne, og knoklede for at lette dem i deres tilstand. Selvom jeg på overfladen sagde, at jeg ingen Florence Nightingale var og ikke kunne redde alle mennesker i verden, var der alligevel inderst inde en del af mig, der satte lighedstegn imellem det, at hvis jeg kunne få andre til at få det godt, ville jeg have gjort en god gerning, og så var jeg en god sygeplejerske og havde bevist over for mig selv, at jeg var noget værd. Jeg måtte erkende, at min motivation for at hjælpe andre slet ikke var, som jeg troede.

Bunden var nået

En livsløgn blev afsløret for mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Meningen med mig og mit liv var ikke til at se. Jeg kunne ikke se, at der var nogen, der havde brug for mig. Jeg blev selv til en nyttesløs patient med morbus Reiter, thyreotoxikose og behandlingskrævende takykardi, og de sidste livskræfter brugte jeg på den blotte overlevelse. Udbrændingen var i fuldt flor, og bunden var nået.

Nu er jeg jo heldigvis en god og tapper sygeplejerske, så jeg begyndte at samle data om mig selv, og jeg ville finde det sted, hvor jeg kunne heales og blive rask hele vejen ind i knoglerne. Jeg ville lære så meget om mig selv, at jeg kunne svare på spørgsmålene: Hvordan har jeg det lige nu? Hvordan ønsker jeg at have det? Hvad har jeg haft gjort for at nå dertil, hvor jeg nedbrød mig selv? Hvad gør jeg nu for at opbygge mig?

Jeg opdagede, at når jeg stillede krav til mig selv om at være på en bestemt måde, også selvom det var ubevidst, og jeg ikke levede op til det, skabte jeg inde i mig selv en skuffelse, straf, skyld og skam, der nedbrød mit selvværd. Jeg forsøgte at

Side 35

Billede

Side 36 

bruge den model, der tidligere havde virket for mig - at tilfredsstille andre, og jeg følte mig god, men også overbebyrdet. Konsekvensen var udbrænding igen, det jeg havde gjort var at tage udgangspunkt i det, jeg troede andre ville opfatte som godt, og så troede jeg også, at det var godt.

Så var det, at jeg fik sagt ja til en vagt for meget, hjalp patienterne, lægen og kollegaen med ting, de faktisk selv kunne, og jeg knoklede mig selv halvt ihjel for ikke at sætte mig selv i et dårligt lys. En uopdaget konfliktskyhed styrede mig ubevidst og lod mine grænser være udviskede og usynlige på mange områder. Nu har jeg dog erfaret, at det tilsyneladende dårlige lys ofte har været et rigtigt godt lys for mig selv bagefter. Der skete nemlig det samme, som når jeg gav mig tid til patienterne, og de kom til at føle, at de var noget værd. Da jeg gav mig tid til mig selv, begyndte jeg at opleve, at jeg var noget værd. Jeg blev stille og roligt set af mig selv, uden at kræve bestemte præstationer eller resultater. Store forandringer sker, når der tænkes i nye baner.

Alle stemninger smitter

Nogle har risikeret at konfrontere sig med angsten for det nye og ukendte og for, hvad andre ville sige om dem. Hvis de ikke havde udvist det mod, ville vi stadigvæk tro, jorden var flad, og at lidelse var en uopløselig tilstand. Lidelse var for mig et længe undertrykt signal, der startede med en stemning eller følelse, der fortalte, at en grænseoverskridelse havde fundet sted.

Jeg ved i dag, at alle slags stemninger smitter. Hvis jeg var forvirret i en vagt, skabte jeg uro i afdelingen. Når jeg var irriteret og hundsede med mine familiemedlemmer, fik jeg surhed igen. De andre havde den mulighed, at de kunne gå. Jeg måtte nødvendigvis leve med mig selv og sammen med mig selv resten af livet. Jeg kunne ikke flygte fra mig, selvom jeg ofte gerne ville.

Jeg måtte erkende, at jeg har haft tilsyneladende smarte og etiketterigtige vaner, der har hæmmet mig i at vise, hvem jeg også er. Jeg har sendt destruktive stemninger som bitterhed og nervøsitet indad. Jeg har sendt så mange modsatrettede impulser rundt i mit system, at det blev frustreret, kortsluttede og gik ned. Giftige tanker skaber giftigt arbejdsmiljø. Bekymrende tanker skaber et bekymret arbejdsmiljø. Tanker, der tænker i samme retning, skaber målrettethed, og frie tanker skaber udvikling. Når jeg tænker i tillid til mig selv og omverdenen, skaber jeg åbenhed, og når jeg tænker i respekt for mig selv og omverdenen, skaber jeg tryghed. Jeg ville gerne være et kærligt menneske, men hvordan kunne lyset skinne igennem beskidte forsvarsværker?

Sygeplejersker ved, at en god hygiejne er fundamentet for en sund og lægende helingsproces. Det gælder også vores mentale velbefindende og dermed de aftryk af stemninger, vi sætter i hverdagen. Mentalhygiejnisk træning (1) hjalp mig til denne erkendelse. Jeg havde brug for at rense ud i de destruktive tankemønstre. Hver gang jeg gik i gang med noget nyt eller svært, startede bekymringsmaskinen, om det jeg ikke kunne, ikke måtte eller ikke turde. Jeg erkendte, at den strenge bedømmelse kom fra mig selv. Jeg fik udvidet mine redskaber, så jeg kunne se og høre det støj og møg, der lå gemt i hjørnerne. De syg(e)-domme, der nær havde sendt mig på revalidering, fortog sig stille og roligt i takt med, at jeg lærte mig selv at kende indefra.

Lært noget som sygeplejerske

Jeg ved, at tiden ikke læger alle sår. Jeg ved, at det er det, jeg gør, i den tid der går, der giver sårene mulighed for at hele op. Jeg har måttet beklage over for mig selv, at jeg har overset og tilsidesat mig selv. Skridt for skridt har jeg måttet se på mine opfattelser og mine motiver for at sige og gøre, som jeg gjorde. Mange opfattelser og motiver var gode nok, men enkelte måtte justeres. Ikke mindst den, at jeg har brugt al for megen energi på at få folk til at gøre, som jeg syntes.

Endnu en gang må jeg erkende, at jeg kan trække hesten til truget, men jeg kan ikke tvinge den til at drikke. Jeg kan kæmpe for patienterne, men jeg kan ikke tvinge dem til helbredelse. Jeg kan ændre på nogle ydre omstændigheder, så deres mulighed for helbredelse er større, og jeg kan ændre på mig selv, så mine succeser og fiaskoer ikke bliver målt i andres tilsyneladende lykke eller ulykke.

Mine valg er mit liv. Jeg lærte at se, hvilke handlinger der ville gavne mig, og så vælge ud fra det. Jeg lærte at opleve indefra. Jeg lærte at være mig. Jeg har lært noget om sygepleje. -

Mette Petersen arbejder som sygeplejerskevikar og er instruktør i Foreningen for Mentalhygiejnisk Træning. 

Litteratur

1. Olsen, Arne. Dine valg er dit liv - hvordan vælger du?: Svanesang forlag; 1997.