Bofællesskaber en ny trend

De ligner almindelige plejeboliger på to rum med køkken og bad. Men de adskiller sig ved at være placeret i små grupper, hvor typisk 8-12 boliger er grupperet omkring en fælles stue og et fælles køkken. De såkaldte leve- og bomiljøer er en slags bofællesskaber. De kan være placeret i bygninger i flere etager, eller de kan være bygget i ét plan. Gamle plejehjem bliver ombygget til leve- og bomiljøer, og der bliver bygget nye. Et leve- og bomiljø rummer typisk mange bofællesskaber eller boenheder.

Tanken med leve- og bomiljøerne er at give de ældre tryghed i det nære miljø og socialt fællesskab med andre ældre. Efter lyst og evne kan beboerne være med til at planlægge indkøb, lave mad og dække bord. Man kan vælge at opholde sig i sin egen bolig, eller man kan drikke kaffe med naboen og engagere sig i husmøder. På husmøderne kan de ældre f.eks. tage stilling til, hvilke møbler, lysestager og kukure der skal hænge på væggen i den fælles opholdsstue. Om penge fra det fælles budget skal bruges på havemøbler eller nye gryder.

Væk fra plejehjemsrytmen

Plejefilosofien i leve- og bomiljøer er respekt for de hverdagsrutiner, som beboerne havde, inden de blev visiteret til plejebolig. Bofællesskaberne skal ikke ligne institutioner. Eksempelvis bliver beboerne ikke hjulpet i seng, vækket og klædt på til tider, der nødvendigvis passer med plejepersonalets vagtplan. Der bliver ikke serveret varm mad kl. 12 af hensyn til køkkenpersonalet i et centralkøkken, men derimod om aftenen. Aktiviteter er ikke noget, der skal afvikles inden kl. 14 af hensyn til ergoterapeutens fyraften. Konsulent og sygeplejerske Jessy Hjorth-Hansen har været med til at udvikle ideen om leve- og bomiljøer i samarbejde med arkitekt Jon Hune og konsulent Keld Anker Nielsen. Til dato har de haft over 220 kommuner på kursus. I bogen ''Fra plejehjem til leve- og bomiljøer'' fra 2002 beskriver Jessy Hjorth-Hansen bl.a., hvordan arbejdet i et leve- og bomiljø skal tilrettelægges. Der gælder nogle andre spilleregler end i en institution. En ny social orden, som kræver en faglighed, der læner sig mere op ad den socialfaglige end ad den plejefaglige adfærd.

Risiko for mobning

Kommunernes motiv til at bygge leve- og bomiljøer er først og fremmest ønsket om at skabe en bedre kvalitet for de ældre. Derudover er der ofte en økonomisk gevinst ved at bygge gamle plejehjem om til tidssvarende boliger.

Men Jessy Hjorth-Hansen mener, at det er naivt at forestille sig, at en boform kan løse alle problemer. ''Et godt miljø for de ældre handler først og fremmest om normering, og det er svært at skaffe personale nok. Kommunerne bør nok overveje, om det er hensigtsmæssigt at bygge alt efter den samme skabelon, eller om der skal være nogle variationer,'' siger hun.

Margrethe Kähler, jurist og ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen, skønner, at de nye leve- og bomiljøer svarer til omkring 75 pct. af alle nybyggede plejeboliger og ombyggede plejehjem. Hun mener, det er vigtigt, at politikerne ikke tror, at der findes én saliggørende opskrift på ældreboligbyggeri, der virker.

''Man skal huske, at det ikke er alle ældre, der har lyst til at bo i bofællesskab. Det bedste er, hvis der er flere muligheder at vælge mellem,'' siger hun.

Hendes indtryk er, at kun halvdelen af de kommuner, der går i gang med at etablere leve- og bomiljøer, har forstået, at ideen om medbestemmelse, inddragelse af beboerne i de daglige aktiviteter og beboernes indbyrdes samspil kræver flere ressourcer. Der er brug for ekstra tid, supervision og konsulentbistand.

''Leve- og bomiljøer uden den nødvendige plejefilosofi kan være det samme. Så er traditionelle plejecentre at foretrække. I et bofællesskab er man overladt til hinanden, og mobning er en risiko. Personalet skal have sociale kompetencer til at skabe et samspil og løse konflikter. Hvis ikke kommunerne

Side 9

Billede

Side 10

forstår det, så kan det meget nemt ende i de gode viljers fallit,'' siger Margrethe Kähler.

Hun er imidlertid en varm fortaler for leve- og bomiljøerne, når de fungerer godt: ''Leve- og bomiljøer er et godt koncept, fordi halvdelen af de personer, der bliver visiteret til plejeboliger, ifølge videnskabelige undersøgelser er let til moderat demente. De har svært ved at overskue et større miljø og svært ved at forholde sig til mange mennesker.

I leve- og bomiljøerne er der brug for, at personalet har fokus på samspillet mellem beboerne og kan stå for aktiviteter, der kan få beboerne til at glemme deres egen lille verden og genvinde tabte færdigheder. Det giver liv og energi i gruppen,'' mener hun.  

Trivsel afhænger af personalet
På Institut for Pension og Ældreforskning under Socialministeriet er sygeplejerske og master i public management, Bente Danholt, ved at færdiggøre en undersøgelse af de ældres trivsel i leve- og bomiljøer og i traditionelle plejecentre. Hun bekræfter tendensen til, at der ''stort set ikke er blevet bygget andet end leve- og bomiljøer i de sidste 3-5 år.''

''Leve- og bomiljø er et godt tilbud. De ældres trivsel afhænger dog ikke af de fysiske rammer, men derimod af holdningen hos medarbejdere og ledelse.

I leve- og bomiljøerne skal personalet respektere, at der er ældre, der trækker sig tilbage i egen bolig, og at der er nogle, der ikke orker at skrælle kartofler,'' siger Bente Danholt.

Side 11

En undersøgelse, som antropolog Jens Erik Kofod og fire andre forskere har lavet for Fødevaredirektoratet, viser bl.a., at det sociale samspil i visse henseender ikke fungerer på over en tredjedel af de undersøgte leve- og bomiljøer. Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem undervægt og de sociale omstændigheder omkring et måltid. De steder, hvor de ældre ikke trives godt sammen, lider flere af undervægt. Trods alt er der færre ældre, der lider af undervægt i leve- og bomiljøer end i plejeboliger generelt. Forholdet er 1 til 4 i leve- og bomiljøer og 1 til 3 i plejeboliger generelt.

Forskerne har interviewet 40 ældre i 10 grupper i otte forskellige leve- og bomiljøer.

''Trivslen i leve- og bomiljøer burde være bedre, da man forsøger at forbedre det sociale omkring måltidet. Undersøgelsen viser, at de steder, hvor det sociale fungerer, er der også færrest undervægtige,'' siger Jens Erik Kofod.

Om de grupper, hvor de ældre ikke trivedes i hinandens selskab, siger han:

''I mange af grupperne var der ældre, der fortalte, at de ikke havde lyst til at være sammen med de andre, og at de fandt det anstrengende at skulle spise sammen. En kvinde sagde ligeud, at hun havde ikke lyst til at spise sammen med fremmede og mennesker, hun ikke brød sig om, så hun holdt sig for sig selv. Et andet sted fortalte en murerarbejdsmand, at han følte sig isoleret og henvist til sin egen bolig, fordi de andre beboere enten var meget svækkede eller havde en hel anden måde at tale på pga. deres anderledes baggrund. Det er historien om, at lige børn leger bedst,'' siger Jens Erik Kofod.

Margrethe Kähler fra Ældre Sagen mener, at det også er historien om, at ældre først bliver visiteret til plejebolig på et tidspunkt, hvor de er så dårlige, at de næsten er på hospice-stadiet.

''Gennemsnitsalderen er 83, når ældre bliver visiteret til plejebolig, og i gennemsnit lever beboerne i to år. Det sidste år er de typisk meget dårlige. De har ikke overskud til hinanden.

Hvis politikerne vil noget med at skabe demokrati og socialt samspil i leve- og bomiljøer, skal der samtidig laves om på visitationskriterierne, så de ældre kommer ind noget før,'' siger Margrethe Kähler.