Boganmeldelser

Besat af vægttab

Louise Mathiesen, Birgit Petersson

Anoreksiens fangearme - en ung piges dagbog

København: Akademisk Forlag 2001
168 sider, 168 kr. 

Louise var 17 år, da hun begyndte at skrive dagbog. Den handlede om mad og vægt og om, hvordan hun kunne brække sig, uden det blev opdaget. Ved dagbogens start vejede Louise 60 kg. Ved dens slutning tre år senere vejede hun 44 kg. Beskrivelsen af indlæggelsen på Holstebro Sygehus i syv måneder er uhyggelig. Behandlingen virker forældet, og der fokuseredes kun på vægtøgning. I perioder lykkedes det at bringe Louises vægt op. Det gjorde Louise bange, og hun modarbejdede ved at spise afføringsmidler, smide mad ud og kaste op i det skjulte. Når det blev opdaget, opstod konflikter med personalet, hun fik inddraget sin udgangstilladelse og fik fast vagt.

Anden halvdel af bogen er Birgit Peterssons faglige kritik og kommentarer til Louises

dagbog. Hun ser anoreksi som et symptom på en alvorlig personlig konflikt, der er fortrængt og kun holdes væk ved hjælp af fikseringen i vægttabet. Derfor er hun kritisk over for den adfærdsterapeutiske behandling, der kun var med til at forstærke symptomerne. Ved at isolere den unge fra familie og venner, frarøves den unge muligheden for at udvikle sig. Kedsomhed på hospitalet fører til konflikter med personalet og i værste fald udvikling af depressioner.

Birgit Petersson arbejder selv psykoterapeutisk med individ og/eller grupper ud fra en psykodynamisk tankegang. Hendes erfaring er, at klienter med anoreksi næsten altid har et problem med deres evne til at være selvstændige. I opvæksten har de enten oplevet for megen omsorg eller har ingen fået. De, der har fået for megen omsorg, føler skyld ved at frigøre sig fra forældrene. De, som ingen omsorg har fået, forsøger ubevidst at gøre sig små og afhængige igen, i håb om at få det, de aldrig fik som børn. Birgit Petersson støtter selvstændighedsprocessen, bl.a. ved at lære de unge at udtrykke følelser. De unge mangler tit ord for deres følelser, derfor arbejder hun med deres drømme for derigennem at hjælpe dem til at få nye begreber og ord ind i deres liv.

Birgit Petersson er bekymret for det grå marked af alternative behandlere, der vil behandle mennesker med anoreksi, fordi de fleste unge med anoreksi gør alt for at behage andre mennesker og er dårlige til at sige fra. Her bliver Birgit Petersson næsten som den overbeskyttende mor. Hun erkender dog, at også i det etablerede system er der folk, som arbejder uetisk og ufagligt. Vægtkontrollen anser Birgit Petersson som unødvendig. Hun mener, det er bedst ikke at veje, for det er tydeligt at se, når den unge taber sig. Man kan godt leve med lav vægt, som næsten er bedre end tvangsfodring. Hun undres over, at vi ikke kan acceptere en pige med anoreksi, der vejer 44 kg, når idoler i mode- og underholdningsbranchen vejer det samme.

Forebyggelse af anoreksi med information i skolen er forsøgt i England, men viste sig at virke stik mod hensigten. Således udviklede flere sygdommen i de klasser, der blev informeret, mens de klasser, som ingen information fik om anoreksi, ikke havde tilfælde af sygdommen. Forebyggelsen ligger i at reagere på unge, som pludselig taber sig meget og unødigt og hjælpe dem til tidlig behandling.

Blandingen af Louises meget ærlige beretning om tre år i helvede sammenholdt med Birgit Peterssons sobre måde at reflektere over Louises dagbog på er god og levende. Det er længe siden, jeg sidst har beskæftiget mig med anoreksi, derfor var jeg ret forundret over, at der ikke er sket noget med behandlingsmetoderne i det etablerede system de sidste 20 år. Birgit Petersson beskriver sin egen metode godt, men beskrivelsen af, hvad der sker ude i verden for at forbedre og udvikle behandlingsmetoderne til unge med anoreksi, er overfladisk.

Af Berit Fekkes, selvstændig psykoterapeut og sygeplejerske. 

Døre der smækker i

Laila Launsø
Døre Der Åbner Sig

Om grænseoverskridende læger og farmaceuter i det danske sundhedsvæsen
Højbjerg: Hovedland 2001
195 sider, kr. 259

''Døre, der åbner sig'' kalder Laila Launsø sin præsentation af grænseoverskridende læger og farmaceuter i det danske sundhedsvæsen. Men der bliver smækket flere døre i, end der åbnes. I hele bogen fremstilles det offentlige sundhedssystem som støvsuget for medmenneskelig forståelse, mens systemets opponenter ses som fyldt til randen med empati og indsigt.

Så enkelt er det aldrig, og hvis Launsøs ambitioner om en sammensmeltning af den alternative og den offentlige sygdomshåndtering er ægte ment, så tjener hendes sort-hvide billeder sagen dårligt. Det er karakteristisk, at kun de offentligt ansatte behandlere formodes at kunne lære nyt. De alternative ser ikke ud til at kunne profite

re af en dialog. De har allerede set lyset.

Desuden er bogens manglende systematik velegnet til at opretholde det offentlige systems skepsis over for alternative behandlere. Launsø angiver at have interviewet 20 læger og farmaceuter i det danske sundhedsvæsen. Nærlæsning viser, at kun fire af de interviewede er ansat i sundhedsvæsenet, mens resten er beskæftiget udenfor. Der gengives kun 17 af de 20 interviews, og gengivelserne er af så forskellig substans og længde, at det er svært at opfatte dem som led i samme undersøgelse.

Det er kvalitativ forskning, når den er ringest, fordi der ikke er foretaget en stringent analyse af de indsamlede data, der blot hobes op i tilfældig rækkefølge og med skiftende intensitet og varierende oplysninger. Anekdotiske fortællinger er særdeles uegnede som argumentation. Det er også påfaldende, at litteraturlisten er meget selvhenvisende. 30 pct.-listen udgøres af Launsøs egne publikationer. Repetition er heller ikke en velegnet argumentationsmetode. Endelig mangler der henvisninger til dokumentation adskillige steder. Det påstås eksempelvis (side 93), at ukonventionelt arbejdende læger kan reducere obstetrisk kirurgiske indgreb til en fjerdedel. Jamen med nutidens ventelister ville det da være rart at vide hvem og hvordan.

Det er et gammelt og velgennemprøvet trick at hæve sig op ved at nedgøre modstanderen. Med sine informanter i baghånden lader Launsø læseren forstå, at den etablerede behandling er præget af alt for snævert fokus på det syge organ, og at læger i almindelighed opfatter sygdom som noget afgrænseligt, der skal bekæmpes, og slet ikke har tillid til den naturligt forekommende heling. Desuden kan de ikke danne sig et overblik og afskærer sig ved at anvende diagnosesystemet, løsrevet fra patientens livssammenhæng. De ser mennesker som kemiske fabrikker, fokuserer på teknisk effektivitet og lukker af for alt, der ikke kan måles og vejes.

Hvis nu Launsøs betragtninger byggede på interviews med de formastelige, og hun kunne underbygge sine påstande med citater og observationer, ja så måtte man vel bøje sig for hendes (for)domme. Men hun har netop ikke talt med den gruppe, hun så håndfast tildeler dumpekarakterer, men derimod med en håndfuld mennesker, der på forhånd har meldt ud, at de er i opposition til den etablerede behandling. Det er måske symptomatisk, at disse definerer sig med modsætningsforholdet og derfor har brug for meget firkantede meninger om det, de opfatter som deres modstandere. Når jeg betænker de lange diskussioner, der har været om apparatfejlsmodellen i det etablerede system, og de mange enkeltpersoner i den udskældte gruppe, jeg kender, der i den grad har begrebet, at der er personer rundt om de syge organer, så har jeg svært ved at tage de fremsatte beskyldninger alvorligt. Bogen kan ikke bruges til at fremme et samarbejde mellem det offentlige og det alternative behandlingssystem. Dertil er viljen til at dele sol og vind lige alt for lille.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske. 

Se muligheder frem for begrænsninger

Berit Lagerheim

At leve og udvikles med handicap

2. udgave oversat fra svensk af Annelise Malmgren i samarbejde med Gunvør Munch
København: Hans Reitzels Forlag 2002
276 sider, 250 kr.

Når forældre får et fysisk eller psykisk handicappet barn, får de behov for at få svar på mange spørgsmål ud over dem, som altid melder sig hos nybagte forældre. Med udgangspunkt i barnets udvikling har børnepsykiateren Berit Lagerheim skrevet om, hvordan barnet og familien kan leve og udvikles med handicappet. I et meget læsevenligt sprog kommer hun ind på de forskellige aspekter ved at være forældre til et handicappet barn. Udgangspunktet er at se muligheder frem for begrænsninger, og det gøres ud fra forskellige synsvinkler.

Der er følelser som usikkerhed og afmagt på spil i mødet mellem handicappede børn, deres familier og de professionelle. Lagerheim tager udgangspunkt i sine egne følelser som børnepsykiater og kommer med forslag til, hvordan følelserne kan bruges konstruktivt.

Familien befinder sig i en usædvanlig vanskelig livssituation, ofte med symptomer på krise, stress og sorg, så den har brug for meget støtte for at tilgodese det handicappede barn og eventuelle søskende. Barnets udvikling i relation til forskellige handicap beskrives, og der er mange eksempler på, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at reagere på for ikke at overkompensere. Søskende har det ofte svært, og forældrene kommer ofte til at stille alt for store krav til det barn, som kan klare tingene selv.

Disse problemer beskrives og analyseres, så ingen behøver at føle sig forkerte, men så det bliver synligt, hvordan familie og professionelle støtter bedst muligt. Udgangspunktet er, at et handicappet barn er et barn med muligheder for udvikling, og det gør det til en meget positiv bog med respekt for de mennesker, der befinder sig i situationen. Spredt gennem bogen er der små digte om det at være handicappet. En del af disse digte er skrevet af en ung blind og hørehandicappet pige. Digtene supplerer teksten fint og viser, at det er muligt, omend svært, at leve og udvikles med et handicap.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.