De ældre får stimuleret deres sanser

Når Rytterkasernen i Odense får besøg af plejepersonale fra andre kommuner, som skal se, hvordan leve- og bomiljøet fungerer, bemærker de ifølge gruppeleder Lone Hansen ofte, hvor usædvanligt stille og roligt der er.

''Da jeg selv besøgte Olivenhaven i Kolding (det første leve- og bomiljø i Danmark, red.), undrede jeg mig også over, at der kunne være så stille og roligt på et plejehjem,'' fortæller Lone Hansen.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og er gruppeleder for personalet i fem bogrupper med hver 6-7 beboere. For fire år siden blev hun ansat til at stå for udflytningen af beboerne fra et plejehjem, der skulle nedlægges. Rytterkasernen er en gammel soldaterkaserne, der er genopbygget til leve- og bomiljø i tre etager. Nederst bor demente, i midten ældre med somatisk sygdom og øverst yngre hjerneskadede.

Lone Hansen mener, den rolige stemning skyldes, at beboerne får stimuleret deres sanser i leve- og bomiljøet, fordi de selv i det omfang, de kan og har lyst, hjælper til.

''Her er ingen beboere, der bliver taget op af sengen, før de selv har lyst, og det er i orden at sove til klokken 12. Der er ingen faste tider, hvor kaffevogn eller saft bliver kørt rundt. Beboere og hjælpere dækker bord, mens andre hviler sig. Kaffen står fremme lige indtil aftensmaden, så man selv kan tage,'' fortæller Lone Hansen.

I leve- og bomiljøet er der ingen køren frem og tilbage til sang, stofmaling og træning som i mere traditionelle plejecentre. Aktiviteter består af de dagligdags gøremål som madlavning, lægge tøj sammen, dække bord og sætte service i opvaskemaskinen. Andre aktiviteter er at få læst højt fra avisen eller få hjælp til at udfylde en krydsogtværs. Hver onsdag er der en tur til torvet for at købe ind. De store indkøb foregår via en faxet liste til supermarkedet, som bringer varerne ud.

Omkring hver tredje ældre på Rytterkasernen hjælper til med det praktiske arbejde. Nogle har ikke kræfter, andre har ikke interesse. Det er ofte de samme personer i en gruppe, som deltager.

Bedre normering

Det faste personale står for alle aktiviteter, også den vedligeholdende træning. Er der brug for ekstra hjælp, kommer der en fysioterapeut i afdelingen for at instruere personalet. Hvis en beboer vil lave stoftryk, finder personalet tingene frem. Fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker bliver kun brugt som konsulenter, og bogrupperne holder tværfaglige møder med konsulenterne hver 5. uge.

''Nogle beboere har været utilfredse med, at der ikke er så mange faste aktiviteter, som de var vant til fra det gamle plejehjem. Det at få avisen læst højt bliver ikke opfattet som en aktivitet,'' siger Lone Hansen.

Hun er selv overbevist om leve- og bomiljøets positive indvirkning på de ældres trivsel. Flere beboere har ændret adfærd, efter de flyttede. En beboer, som var et slags ''problembarn'' på det gamle plejehjem, fordi hun ''altid kom rendende efter hjælp til ting, hun kunne klare selv,'' er nu faldet til ro. En dement dame, som gerontopsykologerne mente var for skrøbelig og afkræftet til at flytte, lever stadig og er i bedre form end tidligere. På det gamle plejehjem var hun på flydende kost, i dag kan hun selv skære sin mad ud og spise.

''Det skyldes først og fremmest, at vi har en bedre normering. Vi har tid til at hjælpe en beboer med at spise et halvt stykke mad,'' siger Lone Hansen.

Normeringen er to personer i dagvagt og halvanden i aften- og weekendvagt - det gælder grupperne, hvor der bor ældre med somatiske sygdomme. Halvdelen af de ansatte er social- og sundhedsassistenter, den anden halvdel er social- og sundhedshjælpere eller sygehjælpere. Den bedre normering i leve- og bomiljøet skyldes bl.a., at personalet har flere opgaver som at lave mad og vaske tøj.

Et socialt væsen

Dengang de gamle skulle flyttes fra plejehjemmet til det nye leve- og bomiljø, gjorde Lone Hansen meget ud af at informere beboerne på forhånd.

''Det er en stor omvæltning at flytte ind i et

Side 13

leve- og bomiljø. Det kræver, at man er et socialt væsen. Jeg forberedte beboerne på, at de ville kunne komme til at bo i en gruppe med 6-7 ældre med et fysisk handicap, eksempelvis en lam eller en blind. At det næsten er et krav, at man spiser sammen, og at man bliver inddraget i at lave madplaner. Som beboer har man medbestemmelse, men ikke mere end at man skal kunne blive helt enige.

Jeg fortalte også, at de ville få mulighed for at lave noget sammen, hvis tre beboere f.eks. gerne vil i sommerhus sammen, men at ideerne skulle komme fra dem selv,'' siger Lone Hansen.

Mange af de ældre syntes, det lød spændende, men var nervøse for, om de nu kunne klare det. Enkelte valgte ikke at flytte med, men ifølge Lone Hansen var det først og fremmest, fordi Rytterkasernen er placeret tæt på Odenses kvarter for narko og prostitution.

Nips og polstrede lænestole

Rytterkasernen ligner på overfladen ethvert andet plejecenter med et cafeteria, lange brede gange med linoleum og store vinduespartier. I hver gruppe er beboernes egne boliger placeret omkring en fælles stue og et fælles køkken. Institutionspræget bliver brudt af indretningen i stuen, som er møbleret efter beboernes eget valg med polstrede lænestole, broderede sofastykker, pendulur, malerier og en hel masse nips. Køkkenet er ikke et institutionskøkken, men en almindelig standardmodel.

''På husmøderne er beboerne selv med til at bestemme, hvad deres budget skal bruges til. Om de f.eks. vil bruge 10.000 kr. på en lænestol med vippesæde, eller om de hellere vil købe noget andet. Når fjernsynet går i stykker, er det også beboerne, der skal beslutte, om de vil bruge penge på et nyt,'' siger Lone Hansen.

På opslagstavlen hænger en liste over de madretter, som beboerne skal have i den næste måned, eksempelvis farsbrød, frikadeller og risengrød. Beboerne bliver inddraget i madplanen, men ifølge Lone Hansen er det stort set udelukkende personalet, der kommer med forslag.

''Mange pårørende går vældig meget op i, at beboerne kan få deres madønsker opfyldt, men når de gamle skal komme med forslag til maden, så siger de som regel, at det er lige meget. I selve spisesituationen betyder maden derimod meget,'' siger Lone Hansen.

''På det gamle plejehjem var der ikke andet end brok over maden. Hvis de i dag brokker sig over, at den stegte lever ikke er til at tygge, beder vi dem om at gå ud i køkkenet og fortælle medarbejderen, hvordan det skal gøres. Vi kan bestemt lære noget, for mange af de ældre er bare dygtigere til at lave mad,'' siger Lone Hansen.

Måltiderne foregår i den fælles stue, hvor personalet sidder med ved bordet. Beboerne kan dog selv vælge, hvor de vil spise.

''I en af vores grupper er der en beboer, som spiser alle sine måltider i sin egen bolig, og det blander vi os ikke i. Hun har et stort netværk og får besøg hver dag, så hun får sit sociale behov dækket. Af og til kan en beboer ødelægge stemningen for de andre, og hvis det er slemt, så forsøger vi at lave om på bordplanen. Nogle beboere vælger at udvandre og gå ind til sig selv, hvis de ikke kan holde ud at se på, at andre beboere spiser grimt,'' siger Lone Hansen.

For at få de små grupper af beboere og personale til at fungere sammen, er personalet af og til nødt til at hjælpe med at få løst en konflikt.

''I personalet har vi en holdning om, at problemer med en beboer skal klares ude i gruppen, hvor beboeren kan være med. Da en mandlig beboer opførte sig racistisk over for én af vores elever, tog vi en snak med ham og sagde, at sådan ville vi ikke finde os i, at han opførte sig. Han syntes, det var hårdt, men sådan ville det jo også foregå andre steder,'' siger Lone Hansen.