Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Margareth Thatcher i krinoline

Gad vide, hvordan sygeplejerskers status, løn og arbejdsforhold havde været i dag, hvis den poetiske nattergalemyte ikke havde domineret billedet af sygeplejen?

Sygeplejersken 2002 nr. 29, s. 15

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Oversygeplejerske Heather Vulture havde for vane hver aften at gå en runde for at se, om alt var i orden. Med sin taske gik hun fra seng til seng. ''Al banden og rå tale ophørte af sig selv,'' når hun gik forbi, hedder det i nogle soldaterbreve.

Man ser det for sig. Tavse patienter, skælvende af frygt for et slag med håndtasken, hvis der var uorden, som var det Margareth Thatcher, der gik stuegang.

Sandhed eller myte? I hvert fald en lettere historieforfalskning. Sæt et andet navn ind, f.eks. Florence Nightingale, og erstat håndtasken med en lampe. Nu ser vi ikke mere en myndig grib fra heden på kontrolrunde, men en yndig lille nattergal fra Firenze, der flyver rundt i krinoline mellem sengene og spreder håb.

En poetisk nattergalemyte

Gad vide, hvordan sygeplejerskers status, løn og arbejdsforhold havde været i dag, hvis den poetiske nattergalemyte ikke havde domineret billedet af sygeplejen? Denne undren fik mig til at iværksætte en undersøgelse af, hvilke associationer til personlighed ikke-sygeplejersker får, når de hører navnet Florence Nightingale. Og hvis de skulle sammenligne Florence med en anden person, hvem skulle det så være?

Svarprocenten var 100. 20 pct. af besvarelserne måtte udgå, da en informant måtte ekskluderes, fordi hun faktisk var sygeplejerske, omend hun ikke havde praktiseret i mange år. De fire informanter lod associationerne flyde frit. 1. Selvsikker, flittig, ansvarlig, følsom. 2. Omsorgsfuld, vedholdende, omhyggelig, en helgen. 3. Opofrende, næsten for god, uselvisk, uskyldig, heltinde, stærk og magtfuld, forbilledlig. 4. Engel, opofrende, mild. (Og så har vedkommende gudhjælpemig også svaret, ''lampe'' som om det var et karaktertræk).

Konklusionen må være, at den poetiske nattergalemyte lever i bedste velgående blandt ikke-sygeplejersker. Viljen, selvsikkerheden og magten nævnes, men domineres helt af de helgenagtige personlighedstræk. Jeg skal ikke så tvivl om, at miss Nightingale også besad sådanne træk, der har drevet hende mod målet. Men det er da interessant, at hendes talenter og kunnen (i dag kaldet kompetencer) ikke indgår i myten.

I ''Ve og vel - medicinens historie fra oldtid til nutid'' fremhæver Roy Porter hendes organisationstalent og ledelsesevner. Hun havde en ukuelig vilje, var streng og stiv, stillede krav om grundig teoretisk og praktisk uddannelse og kaldte statistik for den vigtigste videnskab. Kald, hengivenhed og disciplin skulle nok præge sygeplejen, men i særdeleshed skulle sygeplejen være professionel.

Mother Theresa og Lilli Gyldenkilde

Og hvilke andre personer kunne informanterne så finde på at sammenligne Florence Nightingale med?

Det udsøgte selskab bestod af Mother Theresa (2 point), prinsesse Diana (1 point), Jeanne d'Arc (2 point), Kirsten Stallknecht (1 point). I kontrolgruppen af sygeplejersker blev følgende nævnt: Mother Theresa, Lilli Gyldenkilde, Eve Curie, Kirsten Stallknecht, Margareth Thatcher. I sandhedens tjeneste må nævnes, at samtlige informanter har en vis tilknytning til Dansk Sygeplejeråd, hvilket kan forklare, at et enkelt navn er dukket op flere gange. Informanterne har også en vis berøringsflade til sygeplejersker af den benhårde, kontante slags med kun enkelte bløde punkter (ikke i hovedet).

Måske ville det have gavnet sygeplejen, hvis oversygeplejersken i Skutari havde heddet Heather Vulture og havde gået med håndtaske. Nattergale-, Diana- og Mother Theresa-myten sælger imidlertid godt, men nok mere ugeblade og almisser ved indsamlinger end faglig udvikling.