Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stadig polio uden for Europa

Det kræver en stor og målrettet indsats at udrydde frygtede sygdomme. Vi har talt med en dansk sygeplejerske, der koordinerer vaccinationsprogrammer i Vestafrika.

Sygeplejersken 2002 nr. 29, s. 6-7

Af:

Anne Lea Landsted, journalist

Billede

Side 7 

Polio er udryddet i Europa. Det blev for nylig offentliggjort på et møde på verdenssundhedsorganisationen WHOs Regionalkontor for Europa i København. Hermed blev der sat punktum for seks års vellykket og målrettet kampagne for at få udryddet den frygtede virus, der en gang hærgede Europa og truede med at invalidere en hel generation.

''Det er det første store skridt i retning af en global udryddelse af polio, men vi var aldrig nået så langt uden den enorme opbakning fra alle 51 medlemsstater og deres sundhedspersonale,'' sagde Dr. Marc Danzon, der er direktør for WHO i Europa.

Det sidste udbrud af vild polio fandt sted i Tyrkiet i 1998. Her blev en toårig dreng, der ikke var vaccineret, paralyseret af virus. WHO vil ikke udelukke, at der fortsat kan dukke enkelte tilfælde af polio op, men regionen har nu tilstrækkelig kapacitet til at konstatere virussen og holde den under kontrol.

WHO håber at kunne få udryddet polio på verdensplan inden år 2005. Men det kræver en fortsat og målrettet vaccinationsindsats af især børn i fattige og konfliktområder.

Gul feber

Jette Hartvig er sygeplejerske. Hun har de sidste år ved flere lejligheder koordineret vaccinationsprogrammer mod gul feber og mæslinger for Læger Uden Grænser i Vestafrika. Hun kender om nogen det enorme arbejde, der ligger bag gennemførelsen af hver eneste kampagne.

''Jeg tror, de færreste forestiller sig, hvor mange komponenter en vaccinationskampagne egentlig består af. Vaccinen skal være disponibel, og i Guinea var der tale om over en million gul feber-doser, som skulle tilvejebringes. Handleplaner, mål, delmål etc. for kampagnen skal være dokumenteret. Aftaler med sundhedsministerier skal være underskrevet. For Guineas vedkommende påtog Læger uden Grænser sig at vaccinere nogle områder, og regeringen påtog sig andre områder. Identificering og eventuel træning af sundhedspersonale skal udføres, udstrakt monitorering skal ske løbende etc. Opbevaringen af vaccinen i de forskellige transportfaser skal følge internationale regler for specifikke rumtemperaturer. Og det er noget af en udfordring i lande som Guinea og Liberia med ustabil elforsyning og mange strømsvigt,'' siger Jette Hartvig.

''Gul feber-vaccinen kostede ca. 10 dollars pr. dosis og er oveni yderst sensitiv. Hvis den bliver ødelagt, er det en katastrofe menneskeligt og økonomisk. Ved nogle udbrud af f.eks. gul feber risikerer du lige så mange dødsfald, som der er udbrud.'' Denne del varetages for en stor del af logistikere. Vort internationale team bestod af to logistikere, to sygeplejersker, en administrator og en koordinator. I Keruana i Vestafrika havde vor logistiker opfundet et ringeapparat (model ''Georg Gearløs''). Ved strømsvigt blev hele byen vækket af en øredøvende alarm, som hylede i den afrikanske nat, og alle, vort team såvel som de lokale, styrtede ud i natten mod bygningen med vaccinen for at få gang i nødgeneratoren.

Jette Hartvig blev i marts sidste år hasteindkaldt som koordinator efter udbrud af en gul feber-epidemi i Guinea. I løbet af 45 dage vaccinerede den danske sygeplejerske og hendes sundhedsteam over 300.000 mennesker mod gul feber. Det stoppede øjeblikkeligt udbruddene, og glæden i området var stor.

''Som sygeplejerske er det en stor tilfredsstillelse og glæde med det samme at kunne se resultatet af sin indsats. Og opleve folks inderlige taknemmelighed. I Guinea blev vaccinationsteamet efter sand afrikansk tradition overøst med gaver, og vi var nødt til at indføre en regel om, at vi kun måtte modtage små gaver. ''Dette gjaldt dog ikke diamanter, som vi blev tilbudt i diamantområdet, Keruana.''

Jette Hartvig fortæller om et besøg med rundvisning af den lokale sundhedsborgmester, så han kunne følge kampagnens arbejde i de forskellige landsbyer. Han ville gerne vide lidt mere om Læger Uden Grænsers arbejde. Overalt blev de modtaget med mad og gaver. En særlig gestus var det at forære æresgæsten mælk. Borgmesteren blev derfor forsynet med flere liter i en dobbelt plasticpose og var trods ihærdige opfordringer ikke til sinds at efterlade mælken.

''Vejene i området var hullede, så vi bumpede derudad. Pludselig gik posen med mælk i stykker, og vi sad i mælk til anklerne.''

Jette Hartvig har også screenet flygtningelejre og vurderet, om der var basis for at iværksætte et vaccinationsprogram.

''Noget af det første, vi undersøger, når vi modtager en større flygtningestrøm, er udbrud af mæslinger. Det kommer forud for både sanitet og hygiejne, fordi mæslinger har den største børnedødelighed på det afrikanske kontinent. Er der tegn på udbrud, planlægger vi øjeblikkeligt et vaccinationsprogram. Polio-udbrud står længere nede på listen.''

Koordination er nøgleordet i alle vaccinationsprogrammer, og her er danske sygeplejersker efterspurgte som koordinatorer.

''Danske sygeplejersker er gode til at organisere og koordinere. De er uddannede til at danne sig et overblik og vurdere et behov. Derfor er vi også i høj kurs, når der skal iværksættes vaccinationsprogrammer.'' Jette Hartvig har koordineret vaccinationsindsatser mod mæslinger, stivkrampe og gul feber i Liberia og Guinea i Vestafrika. -

Vaccination mod polio på Filippinerne i februar i år. Verdenssundhedsorganisationen WHO håber at kunne få udryddet polio på verdensplan inden år 2005. Men det kræver en fortsat og målrettet vaccinationsindsats af især børn i fattige og konfliktområder.Arkivfoto: PolfotoJette Hartvig: ''Danske sygeplejersker er gode til at koordinere, derfor er vi i høj kurs, når der skal iværksættes vaccinationsprogrammer.'' Arkivfoto: Scanpix