Fire måneder uden bad

Nu er det værste overstået. Men det tog Mette og hendes kolleger i det skærmede afsnit næsten fire måneder, før det lykkedes dem at få den demente gamle dame i bad.

''Vi synes, vi kan stå inde for, hvad vi har gjort. Men det har været en balance på en knivsæg,'' siger Mette. ''Jeg har haft det skidt med håret, der hang i stænger, lugten ud af munden og lugten af gammel urin. Jeg kan jo se i hendes kardeks, at det har været hende meget magtpåliggende at være ren og pæn. Alt har været meget sirligt, selv i den fase, hvor hun ikke har lugtet for godt. Selv om håret er i stænger, er det knivskarpt redt. Så på den måde sender hun stadig et signal om, at hun kan lide at være pæn. Hun er den første til at finde neglelak frem fra skabet og gerne ville have det på.''

Nægtede at bruge ble

Da damen flyttede ind i det skærmede afsnit, befandt hun sig godt i starten. Selv om personalet skulle være meget vedholdende med deres tilbud om hjælp til hygiejnen, kom hun jævnligt i bad. Men først på sommeren var der stor udskiftning i personalegruppen. Tre medarbejdere ud af fem var nye, og så gik det galt.

''Det var, som om genkendeligheden smuldrede lidt. Da vi syntes, tilliden var bygget op igen, begyndte vi at prøve. Men vi fik helt markante afslag,''siger Mette, der ellers har lang erfaring i at arbejde med demente.

I næsten fire måneder afslog beboeren alle tilbud om bad på trods af, at personalet forsøgte alt - konsulterede faglitteraturen og søgte hjælp hos kommunens demenseksperter. Den gamle dame passede selv toiletbesøgene, selv om hun ikke altid fik tørret sig ordentligt bagefter. En gang imellem lykkedes det dog Mette og kollegerne at få lov til at komme med ud på toilettet og hjælpe hende.

Så det var ikke sådan, at hun gik rundt med kager af gammel afføring. Men i en periode var hun plaget af inkontinensproblemer. ''Det løb ned ad benene, og lægen talte om stressinkontinens,'' siger Mette. ''Så vi forsøgte med små bind, men dem tog hun af og gemte i skabene eller smed i toilettet.''

I bad efter uheld

Påklædningen måtte de heller ikke hjælpe hende med, men når de lagde rent tøj frem til hende, tog hun det som regel selv på. ''Problemet er, at hun tit forlader stedet, og det bliver somme tider uden strømper og frakke.''

Hun kan selv finde hjem, og beboerne i området kender hende. Specielt en gruppe alkoholikere, som holder til på nogle bænke i nærheden, er meget omsorgsfulde. De holder øje med hende, følger hende hjem og gør personalet opmærksom på det, hvis hun er kommet af sted i for lidt tøj.

Hun besøger dagligt en lejlighed i området, hvor hendes afdøde mor engang har boet. Personalet har talt med de nuværende beboere i lejligheden, som synes, hun skal have lov til at komme.

''Så skete det en dag, at hun faldt og blev fulgt hjem af nogle beboere i området,'' fortæller Mette. ''Der kom hun så, og jeg sagde: ''Jamen, du har jo blod på dit pæne tøj, kom, så skal jeg hjælpe dig med et bad.'' Og så sagde hun ''Ja, tak.''

Forbløffelsen er stadig hørlig i Mettes stemme, når hun fortæller om episoden. Men efter badet, det første i næsten fire måneder, gik der igen en måneds tid, hvor beboeren afslog alle tilbud. Næste gang, det lykkedes, var, da Mettes kollega fik den ide at slå over i sang.

Nu synger personalet hende ud på badeværelset. Somme tider vil hun ikke, men det lykkes at få hende i bad et par gange om måneden.

Måtte overskride grænser

Undervejs har Mette haft mange overvejelser om omsorgssvigt. Om hvornår situationen var så tilspidset, at personalet blev nødt til at gennemtvinge et bad.

''Hvis hun på et tidspunkt var kommet til at lugte så meget, at det kom negativt tilbage til hende, så tror jeg, jeg ville have holdt fast. Hvis det f.eks. var ubehageligt for de andre beboere her og for de mennesker, hun møder, når hun færdes ude i samfundet.''

Det lykkedes altså uden magtanvendelse. Men Mette synes alligevel, hun har været nødt til at overskride sine egne grænser. I forholdet til den demente har hun måttet påtage sig en autoritet, hun egentlig ikke ønsker. ''Når hun siger nej, siger vi: ''Jamen det skal du, for det er din badedag.'' Og så giver hun efter.''

Problemerne er heller ikke overstået, fordi den gamle dame accepterer den faste badedag. Tandbørstning afviser hun stadig, og hun vil ikke have hjælp til påklædningen.

''Hvis vi prøver, lægger hun sig under dynen og bliver der resten af dagen. Så vi må nøjes med at lægge tøjet frem til hende. I middags gik jeg efter hende, da hun gik ud. Hun havde frakken på, men ingen strømpebukser. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få hende med tilbage for at se, om hun havde underbukser på. Det var jo koldt.

Og det havde hun ikke. Det er sådan noget, der rører ved en."