Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stråleterapi-uddannelsen

En gruppe sygeplejersker fra seks danske stråleterapiafdelinger har sammen med andre faggrupper udarbejdet et forslag til en uddannelse for personale i stråleterapiafdelinger. Uddannelsen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Sygeplejersken 2002 nr. 3, s. 37

Af:

Annette Bøjen, sygeplejerske, SD, sundhedsfaglig supervisor

Efter næsten syv års arbejde blev en uddannelse som stråleterapisygeplejerske og stråleterapiradiograf endeligt godkendt af Sundhedsstyrelsen i sommeren 2001.

Uddannelsen er blevet til på initiativ af en Speciel Interesse Gruppe under FS13. Gruppen blev etableret i 1994 og bestod af sygeplejersker fra de seks stråleterapiafdelinger i Danmark. Hovedformålet var at lave en uddannelse for personale i stråleterapiafdelinger. Meget hurtigt udvidede gruppen sit antal, idet en repræsentant fra henholdsvis radiograferne, hospitalsfysikerne, onkologerne og oversygeplejerskerne blev inviteret til at deltage. Gruppen udarbejdede et uddannelsesforslag, som Sundhedsstyrelsen i 1998 principgodkendte og derefter redigerede og udsendte som vejledning om uddannelse i 2001.

Uddannelsens formål (1) er:

  • at sygeplejersker og radiografer erhverver de supplerende kundskaber, tekniske og praktiske færdigheder, der kræves for at kunne varetage funktionsområdet i en stråleterapiafdeling.

  • Uddannelsen skal sikre et på landsplan bredt fagligt niveau. Den skal leve op til de krav, der stilles i Sundhedsstyrelsens acceleratorbekendtgørelse (2).

  • Den skal kvalificere til, at patienternes behov for sygepleje og generel omsorg varetages i forbindelse med strålebehandling.

  • Den skal stimulere til ansvarsfuld udførelse af strålebehandling, kritisk tænkning og kvalitetsudvikling af indsatsen.

  • Uddannelsen skal fremme samspil mellem uddannelse, forskning og udvikling inden for stråleterapiområdet.

For at blive optaget skal man være sygeplejerske eller radiograf. Det anbefales, at den uddannelsessøgende har mindst to års klinisk erfaring efter grunduddannelsen fra ansættelser på sygehusafdelinger.

Uddannelsen foregår under ansættelse på en af de seks stråleterapiafdelinger. Den består af 35 ugers praktik og 10 ugers teori og afvikles med en vekselvirkning mellem teori og praktik.

Den teoretiske del af uddannelsen foregår på nuværende tidspunkt enten i København eller Århus og indeholder emner som kræftsygepleje, onkologi, klinisk fysik, apparatlære, dosimetri, behandlingsteknik og planlægning, radiobiologi, strålebeskyttelse og kvalitetssikring.

Den praktiske del foregår i afdelingen, hvor kursisten tilknyttes en tutor, som er medansvarlig for læringen. Sammen dokumenterer de kursistens erhvervede færdigheder i uddannelsesmappen (3), som afspejler den kompetence og de færdigheder, som forventes af personalet i en strålebehandlingsafdeling.

Uddannelsen indeholder to teoriprøver og en praksisprøve, som alle skal bestås. Efter afsluttet eksamen udsteder Sundhedsstyrelsen et uddannelsesbevis. -

Annette Bøjen er uddannelsesleder på Stråle-terapiuddannelsen, Onkologisk Afdeling, Århus Kommunehospital.

Kilder

  1. Vejledning om uddannelse af personale i stråleterapiafdelinger (stråleterapisygeplejerske - stråleterapiradiograf). Vejledning nr. 139 af 25. juli 2001. Sundhedsstyrelsen.
  2. Bekendtgørelse om elektronacceleratorer til patientbehandlinger med energier fra 1 MeV til og med 50 MeV. Bekendtgørelse nr. 48 af 25. januar 1999. Sundhedsstyrelsen.
  3. Uddannelsesmappe for stråleterapiuddannelsen, 1. september 2001 - 31. august 2002. Bak, Helle Boelsmand, Hangaard, Connie og Bøjen, Annette. Ej publiceret. Kan rekvireres via Stråleterapiuddannelsen, Onkologisk Afdeling, Århus Kommunehospital.