Synspunkt: Sygeplejerskers arbejdsvilkår må frem i lyset

Det seneste kvartalsmøde for tillidsrepræsentanter i Hovedstadens Amtskreds havde et spændende og udfordrende emne: hvordan almindelige sygeplejersker kan få skabt kontakt til pressen og dermed få gjort opmærksom på de forhold, vi arbejder under.

Opfordringen var ikke til at tage fejl af. Det er sygeplejersker, der ved, hvordan arbejdsvilkårene er. Os og ingen andre. Mange sygeplejersker holder sig væk fra den offentlige debat. Og der kan være gode grunde til ikke at træde frem.

Der har været sager, som har resulteret i, at sygeplejersker skulle stå skoleret over for ledelsen, fordi de havde gjort opmærksom på deres arbejdsforhold. Tanken om at blive upopulær hos ledelse og måske kollegaer fylder mere end ønsket om at gøre opmærksom på et dårligt arbejdsmiljø.

Og hvad gavner det? Det kan virke håbløst igen og igen at gøre opmærksom på de ting, som ikke fungerer, samtidig med at der overalt bliver bebudet besparelser, nedskæringer og sorte fremtidsudsigter i form af sygeplejerskemangel.

Men vi har ret til at gøre brug af vores ytringsfrihed, og det er væsentligt at huske på det, hvis vi vil være aktive i den sundhedspolitiske debat.

Vi har mange meninger om vores fag og om vores arbejdsmiljø, men de begrænser sig desværre til at blive diskuteret på afdelingerne. Men debatten skal flyttes fra skyllerummene og kaffestuerne ud i offentligheden.

Det er første skridt på vejen til, at der kan gøres noget ved de eksisterende forhold.

De senere år er fordommene om sygeplejersker blevet ændret. Fra at være søde er vi blevet omklassificeret til at være kaffedrikkende sygeplejersker, der brokker os over arbejdsforholdene uden at gøre noget ved det. Vil vi have det prædikat på os?

Jeg tror, at jeg kan svare på de flestes vegne ved at sige, nej det vil vi ikke. Der er altså ingen vej udenom. Vi er nødt til at få mere fokus på vores arbejdsforhold i offentligheden.

Og hvad har vi at miste? Som tingene ser ud, kan det ikke blive meget værre.

Set i lyset af den nye regerings forslag om at bevilge flere penge for at få bragt ventelisterne ned er det ikke sygeplejerskernes arbejdsmiljø, der er i højsædet. Og dog - indirekte, da forslaget går på, at vi skal arbejde lidt mere, end vi i forvejen gør, for at blive belønnet. Det er et udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig viden om de forhold, sygeplejerskerne allerede arbejder under. Jeg tror ikke, sygeplejerskerne har lyst til mere overarbejde.

Overarbejde er allerede en konsekvens af stramme normeringer og sygeplejerskemangel.

Det er ikke unormalt at tage dobbeltvagter og ekstra vagter. Det er ikke et særtilfælde at blive ringet op på fridage. For overhovedet at få vagtplanen til at hænge sammen yder vi alle en ekstra indsats. Alligevel bliver vi ringet op i tide og utide.

Alle giver allerede alt, hvad de har i sig, for at få tingene til at fungere på den enkelte afdeling.

Som konsekvens af, at de fastansatte sygeplejersker er belastede, er der brug for vikarbureaerne for at få vagtplanen til at hænge sammen. Det er ikke en tilfredsstillende løsning, da den ud over at være dyr også er med til at påvirke kvaliteten af plejen. Er det de vilkår, vi ønsker at tilbyde patienterne?

Set i lyset af det interview, der blev bragt med den nye sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i Sygeplejersken nr. 49/2001, ser det sort ud for sygeplejen. Han garanterer ligefrem, at hvis der ikke sker en reel merproduktion, så er der ingen penge. Han vil have os til at give den en ekstra skalle. Magen til frækhed skal man lede længe efter.

Enten har sundhedsministeren ikke den ringeste anelse om, hvad der reelt foregår, eller også vælger han at lukke øjnene for det og koncentrerer sig om det, som han prioriterer over alt, nemlig at nedbringe ventelisterne. Samtidig pointerer han vigtigheden af, at vi skal genvinde respekten for sygeplejefaget og dermed gøre det attraktivt at være sygeplejerske. Hvor attraktivt er det at få at vide, at vi skal give den en ekstra skalle, når vi i forvejen er belastede ud over, hvad der er rimeligt?

Vi kan ikke stiltiende acceptere, at det som oftest er andre ting, der er fokus på, når der diskuteres sundhedspolitik. Sygeplejersker er nødt til at gøre en aktiv indsats for, at fokus flyttes. Det er lige så vigtigt, at sygeplejerskers arbejdsmiljø diskuteres, som det er at diskutere ventelister og behandlingsgarantier.

Hermed en opfordring til alle sygeplejersker, der er utilfredse med de forhold, vi har at yde sygepleje under.

Dorthe Boe Andersen er ansat på onkologisk børneafdeling, Rigshospitalet.