Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sundhedsplejersker opsporer misbruget

Et barn, der opfører sig som den voksne i familien, er et af de signaler, der vækker opmærksomheden hos sundhedsplejerskerne i Greve Kommune. Sundhedsplejerskerne er nøglepersoner i kommunens tidlige opsporing af misbrugsproblemer.

Sygeplejersken 2002 nr. 47, s. 8

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

I Greve Kommune fik sundhedsplejerskerne sidste år en ny rolle som nøglepersoner i opsporingen af misbrugsrelaterede problemer hos gravide og blandt børn på institutioner og skoler. Alle sundhedsplejersker får nu kurser, hvor de lærer at se problemstillinger og blive opmærksomme på de små tegn. Som nøglepersoner er det også sundhedsplejerskernes opgave at rådgive og vejlede det øvrige frontpersonale, typisk lærere og pædagoger.

''Til sundhedssamtaler på skolerne spørger vi f.eks. børnene, hvordan de har det, og i den forbindelse kan der være et barn, der fortæller, at det ikke vil med på lejrskole, fordi det ikke tør tage væk fra sine forældre. Det er typisk, at børnene bliver de voksne i familien, at de må passe på far eller mor,'' fortæller Kirsten Sandersen, der er ledende sundhedsplejerske i Greve Kommune.

Kommunen har ansat en misbrugskoordinator, som sørger for undervisning til sundhedsplejersker og frontpersonale. Sundhedsplejerskerne kan få supervision i tilfælde, hvor der skal træffes en svær beslutning. Kirsten Sandersen mener ikke, at man skal være bange for at konfrontere forældre med deres misbrugsproblem, selvom det er svært.

''Vi har haft et par tilfælde, hvor børn har fortalt om problemerne, og hvor forældrene i første omgang er blevet vrede over vores indblanding, men bagefter er de kommet og har sagt tak,'' fortæller hun.

Når alkoholikere typisk er meget tilbageholdende med selv at søge behandling for deres problem, mener Kirsten Sandersen, at det skyldes, at misbruget foregår i en lukket verden.

''Folk skjuler det, det er en del af symptomet. De klarer sig nogenlunde langt hen ad vejen, men børnene skjuler også problemet, og det har bl.a. den konsekvens, at de ikke tager kammerater med hjem.''

Greve Kommune har sit eget behandlingstilbud til misbrugere, som bl.a. sundhedsplejerskerne kan henvise til. Til børnene er der tilbud om samtalegrupper.