Faglig kommentar: Tro, håb og psykiatri

Mennesker, som er svært syge af kræft, blodprop i hjernen eller i hjertet, skal støttes til at bevare håbet. Det har alle sygeplejersker lært, og det lærer alle sygeplejestuderende stadigvæk.

Håbløs har ingen brug for at være.

Inden for psykiatrien har håbet været længere undervejs, men en ''Recovery''-bølge skyller gennem det etablerede system netop nu. Recovery betyder, at mennesker kan komme sig helt eller delvis - også fra alvorlige sindslidelser som skizofreni, og at personale i psykiatrien skal styrke og støtte troen på recovery gennem aktivt samarbejde med psykiatribrugeren.

Selvopfyldende profetier findes inden for psykiatrien på samme måde som i en skoleklasse. ''Hvis man går ud fra, at mennesker bliver kronisk syge, så skal de også nok blive det,'' har psykiateren Loren Mosher udtalt.

Den faglige sammenslutning for sygeplejersker beskæftiget med psykiatrisk sygepleje (FS11) havde recovery på programmet på landskurset i 2002 og har det igen i 2003, så tankegangen bag recovery er ikke ukendt for danske sygeplejersker.

I tidsskriftet Social Kritik nr. 85 marts 2003 bliver begrebet recovery og det bagvedliggende syn på mennesker med sindslidelser forklaret og diskuteret i to artikler: ''At komme sig'' af Pernille Jensen og ''Kan et håb i hånden være bedre end ti pilleglas på hylden?'' af Benny Lihme. Artiklerne giver stof til eftertanke.

For hvem er de gode professionelle? To forskere svarer, at det er ''dem, som på forskellig vis støttede personens egne valg og strategier, og som tillod personerne at opleve sig mere som samarbejdspartnere end som passive patienter.''

Det lyder simpelt og indlysende, men gennem beretninger fra patienter og deres familier ved vi, at det tilsyneladende er uendelig vanskeligt at praktisere i virkeligheden. Men der er ingen vej udenom. Brugere af psykiatrien og deres pårørende har sagt farvel til formynderiet, så sygeplejersker må nødvendigvis følge trop. Perspektivskiftet er på vej. Som to forskere spørger: ''Kan man i iveren efter at opretholde en professionel, terapeutisk distance komme til at miste noget af nysgerrigheden over for, hvem man har foran sig? Er der en risiko for, at fagfolk bliver for optagede af at gøre det rigtige - og slavisk følge herskende praksisnormer og leve op til de nyeste retningslinjer for best practice?''

Dermed siger de to ikke, at det er nok at være sød og venlig. Udfordringen ligger i at kombinere faglig viden/metoder med relationen. Forskerne anbefaler at synliggøre relationsarbejdet og at lade den faglige indsats tage afsæt i relationen, hvis patienten, den sindslidende, ønsker det. Den relation, der vel at mærke ikke bliver opbygget på en dag eller to, men som det kan tage lang tid at etablere.

I forståelsen af recovery skal den medicinske model, rehabiliteringsmodellen og empowermentmodellen medinddrages, og modellernes forskellige værdigrundlag og modsætninger skal frem i lyset, skriver Pernille Jensen. Samtidig må recovery ikke blive et nyt krav til patienterne, så det ender med at blive noget, de ikke lever op til eller gør godt nok.

''Hvad kan hjælpe dig, hvad har hjulpet dig tidligere?'' er spørgsmål, sygeplejersken må stille det menneske, der er sindslidende.

Den professionelle nysgerrighed er værd at holde fast i. Den var der, da vi var elever og studerende, men bliver udvasket eller væk over tid, hvis ikke vi arbejder på at holde fast i den. For at recovery ikke skal blive reduceret til endnu en metode blandt mange andre, kan man forestille sig, at landskursus for sygeplejersker beskæftiget med psykiatri i fremtiden har en del pladser besat med brugere af psykiatrien. Kan man ikke?