Godt at være bagklog

''Det er selve kunsten i sygeplejen og det at være professionel. Hele tiden at tage stilling til den enkelte patient,'' siger Lil Wittrup. Foto: Poul Rasmussen.

Psykisk sygepleje er ikke kun et sæt redskaber. Det handler ifølge psykolog Lil Wittrup i høj grad om at udvikle bevidsthed om egne reaktioner, få større selvindsigt og flere handlemuligheder. Hun er ansat på Onkologisk Afdeling på Herlev Sygehus, og hun har stået for undervisning og supervision af sygeplejerskerne på Nefrologisk Afdeling.

''Det går ud på at lære at lytte til sig selv og mærke efter, når der er et eller andet i relationen til patienten, der skurrer lidt. Tænke over ''hvad er det hos mig, der gør, at jeg lader mig provokere?'' Ofte handler det om, at sygeplejersken vil for meget, f.eks. finde løsninger og forsøge at gøre patienten glad og tilfreds, men det er jo helt urealistisk. Man kan ikke løse det problem, som dialysen er, men man kan støtte og hjælpe patienten med at klare sin tilværelse,'' siger Lil Wittrup.

Sygeplejerskerne skal forsøge at se problemet fra patientens synsvinkel og hjælpe patienten med at forholde sig til det. Selve problemløsningen er patientens ansvar.

''Vi bruger supervision til at reflektere over vanskelige oplevelser fra dagligdagen. Det kan være, personalet føler afmagt over en patients vrede. Vrede kan komme til udtryk på mange måder. Det kan være et behov for at kontrollere, hvornår man vil hentes af taxa-en, eller hvornår man ønsker at få serveret frokost. Personalet kan blive frustrerede over, at patienterne går op i sådanne bagateller, men kontrol over små ting kan være meget vigtigt for en patient, der har mistet kontrollen over sit liv på et større plan. At forstå betydningen af patientens situation er virkelig vigtigt.''

Ifølge Lil Wittrup er det en helt klassisk psykologisk reaktion, når en dialysepatient ikke vil følge de råd, han får om sygdommen.

''Patienten har lidt et tab af frihed, tab af selvbestemmelse, tab af det afslappede samvær i familien og mange andre tab. Restriktionerne minder dialysepatienten om, at han ikke længere kan leve et normalt liv. Hvis vi bliver provokerede over den måde, han tackler sin sygdom, er der noget, vi ikke har forstået. Vi har ikke forstået, hvorfor det er så svært for patienten at efterleve restriktionerne på trods af al den hjælp, han får.''

Hun mener, at personalet har pligt til at motivere, men det er patientens ansvar, om han vil følge rådene.

''Det er let at blive fordømmende, hvis man føler, at patienten svigter sine børn, men man skal huske, at der jo ikke er nogen, der ønsker at svigte sine børn. Hvis løsningen lå lige for, ville patienten nok selv have fundet den. Det er faktisk manglende respekt for patienten at tro, at man bare kan komme udefra med en nem løsning på et kompliceret problem,'' siger Lil Wittrup.

Hun mener, det har stor betydning for patienten, at sygeplejerskerne kan yde en kompetent psykisk sygepleje.

''Det betyder, at patienten føler sig forstået og respekteret, når han oplever, at der er nogen, der er interesseret i, hvilken betydning sygdommen og restriktionerne har i hans liv. Det hjælper patienten, hvis personalet viser forståelse ved at sige ''det er hårdt for dig, at du ikke kan tillade dig at drikke et par øl sammen med dine venner.'' At turde tale om, at restriktioner er godt for noget, men også dårligt for noget andet.''

Nærhed og afgrænsning

Sygeplejersker, der passer kroniske patienter, står over for en særlig udfordring, fordi de kommer så tæt på patienten, at forholdet næsten kan blive for personligt og dermed belastende for sygeplejersken.

''At vise empati over for patienten er at bruge sinindlevelsesevne. Sygeplejersken skal vise nærhed og lytte og spørge, men samtidig skal hun kunne holde en nødvendig afstand, hvor hun kan træde tilbage og se problemet klart og bruge sin viden. Hun kan risikere at blive oversvømmet af patientens mange problemer, og her skal hun erkende, at hun ikke kan hjælpe patienten med alle problemer på én gang. Det gælder om at se, hvad man kan bidrage med, og så lade en masse andet være.''

I forhold til vrede og aggressive patienter foreslår Lil Wittrup, at man forholder sig åbent til patientens muligheder og f.eks. spørger ''jeg kan mærke, at du er vred, og det vil jeg gerne snakke om.''

Over for direkte voldelige patienter skal man derimod bruge en afgrænsningsteknik, hvor man bruger sin autoritet som fagperson til at stå ved, hvordan man er nødt til at opføre sig, når man er patient i afdelingen.

''Der er altid en særlig problemstilling bag de voldelige patienter, de kan f.eks. være personlighedsforstyrrede eller misbrugere. Men det er vigtigt, at sygeplejersken ikke tager patientens opførsel personligt. Man kan bedre håndtere patientens vrede, hvis man kan afgrænse den fra et personligt angreb og i stedet se, at det handler om, at patienten er vred over det liv, han skal leve.''

Det er krævende at skulle være åben over for den enkelte patient hver eneste dag.

''Det er selve kunsten i sygeplejen og det at være professionel. Hele tiden at tage stilling til den enkelte patient,'' siger Lil Wittrup.