Når sorgen er hjemløs

Foto: Poul Rasmussen

Kan personalet tillade sig at tage afsked med patienten? Kan de tillade sig at græde? Kan de give deres sorg symbolske udtryk ved at sende blomster med en hilsen til patienten eller deltage i den kommende begravelse eller bisættelse?

Sygeplejerskerne på Nefrologisk Afdeling på Herlev Sygehus kontaktede mig i forbindelse med en ung døende patient, som havde bevæget dem dybt. Det var tydeligt, at den enkelte sygeplejerske oplevede, at hun var overladt til sig selv, fordi der ikke var den rumlighed eller hjemlighed for sorgen, som ligger gemt i fælles ritualer og fælles sorgkultur.

Når en dialysepatient dør, bliver hendes skilt i rækken af patienter taget ned. Kommer den sygeplejerske, som har passet patienten, på arbejde efter 4-5 fridage, må hun spørge sig frem sådan lidt i smug eller prøve at få fat på patientens papirer og se, hvad hun kan læse sig til.

Sammenligner vi den form for sorgkultur med sorgkultur på plejehjem, hospice eller i Folketinget, springer visse forskelle i øjnene. Dør et folketingsmedlem, så samles Folketingets medlemmer til det første møde efter dødsfaldet for at mindes den afdøde. På den tomme stol er der blomster. Der bliver talt mindeord om afdøde. Alle rejser sig, mens der udtales et ære være hans eller hendes minde. Det undrer mig, at der ikke på samme måde ritualiseres omkring dødsfaldet af eksempelvis en dialysepatient. At der ikke blandt personalet holdes en organiseret mindestund, uden at man plagierer Folketingets sorgkultur. En måde at mindes, som vil muliggøre, at der bliver rum og hjem for de tanker, følelser og erindringer, som personalets medlemmer har om samværet med dette menneske på ondt og godt.

På mange afdelinger har succeshistorierne deres rumlige udtryk. Der er opslagstavler, hvor takkebreve, kort, tegninger og billeder fra taknemlige patienter hører hjemme. Hvor har billeder af og beretninger om de døde patienter deres rum?

På hospice og på plejehjem er muligheden for at sige ordentligt farvel til stede for medbeboere og personale. Der tændes ofte lys for den døde ude i det fælles eller offentlige rum. Udsyngning er tit en samværsform, hvor familie, personale og ofte også medbeboere er sammen. Fælles om mindet om den døde, fælles i sorgen. Sorgen, der er forskellig alt efter de relationer, man havde til den døde.

Manglen på sorgkultur udtrykker noget. For det første, at der hos personalet er personlige erfaringer, der åbenbart skal

Side 23

forblive private. De betragtes måske endda ligefrem i vejen i forhold til det professionelle. For det andet udtrykker denne mangel, at døden er at forsvinde i mørket, ubemærket. Ofte giver den attitude anledning til angst hos de andre patienter og hos personalet. Patienten tænker med angst på den dag, hvor han bare er væk. Personalet har frygt for, hvordan det skal gå, når den næste patient dør under lignende omstændigheder.

Til ros for personalet på Nefrologisk Afdeling skal jeg sige, at de i den konkrete situation efter vores samtale drøftede, hvordan de skulle forholde sig.

Medlevende under dødsfald
Jeg underviser sygeplejersker bl.a. på sygeplejestudiet på den uddannelse, der er knyttet til en etårig indtroduktionsstilling for nyuddannede sygeplejersker og på efteruddannelse inden for det onkologiske speciale. Min undervisning er i høj grad baseret på refleksion over praksis. Derfor beder jeg sygeplejerskerne om at fortælle fra praksis.

En gennemgående sygeplejefortælling, som jeg hører handler om, at sygeplejersker er medlevende i forbindelse med dødsfald. De er sammen med døende og deres pårørende på en måde, hvor det professionelle og det menneskelige hos dem selv er i frugtbar gensidig vekselvirkning. De tør gøre gode gerninger. Dvs. være sammen med de pårørende og den døende i erkendelse af, at de skylder den døende og de pårørende netop det. De vover at være i rummet sammen med den døende og de pårørende. De tør lade sig berøre menneskeligt og lade dette menneskelige indtryk få udtryk i form af professionel omsorg. Når jeg hører, hvad disse sygeplejersker gør, så kan jeg kun tage hatten af. De yder kvalificeret omsorg på en måde, som enhver ville ønske at blive mødt med.

Alligevel bliver de bebrejdet for det, de gør. Af deres kolleger. ''Du er for involveret. Du har ikke lært, hvad empati betyder. Du har mistet overblikket.'' Sådan lyder kritikken. For mig betjener de kritiserende kolleger sig af en ideologi. En falsk bevidsthed. Ved hjælp af et forskruet empatibegreb brændemærker eller stigmatiserer de en sygepleje, hvor der er rum for og hjem til alt menneskeligt. Det er min fornemmelse, at kritikken af en omsorgsfuld, helhedsorienteret sygepleje er en konsekvens af bl.a. en meget snæver sorgkultur, ja, en begrænset kultur omkring døde. På sygehuset og i samfundet.

Jeg har undersøgt, hvad der er skrevet om, hvordan sygeplejersker forholder sig, når de gør en død i stand. Det er meget lidt. Mine studerende fortæller mig, at enhver sygeplejerske med respekt for sig selv har sit eget ritual, når hun gør en død i stand. Nogle lukker vinduet op, så sjælen kan komme ud. Andre taler til den døde på en bestemt måde. Derfor kan der blive kaos, hvis to sygeplejersker skal gøre den samme døde i stand sammen, og de ikke er enige om, hvordan de skal forholde sig. De studerende siger, at de uddannede faktisk ikke taler om dette at gøre den døde i stand uden for den dødes stue. Undtagelsen er samtaler med studerende. At en så væsentlig del af sygeplejerskens praksis er så lidt undersøgt, og at den er omgærdet af tabu, peger i retning af, at sorgen er hjemløs på sygehuset blandt personalet.

Kapellet gemt af vejen
Ethvert sygehus har et kapel. Det ligger ofte afsides. Gemt af vejen. På et af Danmarks største sygehuse, hvor jeg ofte er kommet som pårørende til et livstruet familiemedlem, er der ikke engang tydeligt skiltet til kapellet. Som om man er bange for at udtrykke den sandhed, at her er der også mennesker, som dør.

Mange ansatte på sygehuse og hospitaler har aldrig været i kapellet. De ved ikke, hvordan der ser ud. Sådan er det f.eks. på Herlev Sygehus, hvor der dør ca. 1.500 mennesker om året. Patienterne og de pårørende gør sig ofte mange forestillinger om, hvordan de døde kommer til kapellet, og hvordan der ser ud. Deres referenceramme er ofte spillefilm og tv-serier. Skal personalet kunne tale troværdigt med patienter og pårørende om det, så må de have været i kapellet.

Dør en patient i hjemmet eller på plejehjem, vil sygeplejersker fra hjemmeplejen eller plejehjemmet ofte være til stede ved begravelsen/bisættelsen. Eller når den døde hentes fra sit hjem.

Efter min opfattelse er det sjældent, at sygeplejersker er til stede i sygehusets kapel, når den døde hentes af de pårørende.

Side 24

Ligesom begravelsen/bisættelsen tit foregår uden tilstedeværelsen af den eller de sygeplejersker, der har passet patienten mest. Undtagelsen er f.eks. begravelsen af en ung mand, der døde af kræft 18 år gammel. Der må personalet bare være med. De er for fyldte af sorg til at lade sig begrænse af forældede professionsidealer.

Pårørende vil ofte gerne se personalet ved afhentningen af den døde, fordi personalet er blevet deres netværk omkring den døde. Jeg tror også, at personalets medlemmer ville have godt af at være til stede. For så får sorgen rum. Personalets sorg altså.

Mine eksempler udtrykker, at der på sygehuse ofte er et professionssyn, som er problematisk. Et syn på det at være sygeplejerske, som også kan ses spejlet i værdigrundlag for sygeplejen. Det hedder i et værdigrundlag for sygeplejen, at sygeplejen er et møde mellem patient og sygeplejerske. Patienten beskrives som unik. Og det er fint. Vi er alle originaler for Vor Herre. Ikke én er en kopi.

Sygeplejersken - en ikke-person
Patienten har fire dimensioner: En somatisk, en psykisk, en social og en åndelig. Disse fire dimensioner påvirker hinanden, og tilsammen konstituerer de patienten som menneske. Sygeplejersken beskrives så uden disse fire dimensioner.

Sygeplejersken er altså en profession, der er karakteriseret ved at være en ikke-person. Efter min opfattelse forhekser dette værdigrundlag selve sygeplejen, altså sygepleje som møde mellem patient og sygeplejerske. For sygeplejerskens personlighed er på et idéplan dømt ude. Det er farligt. For patienten og de pårørende. Fordi et ægte møde forudsætter, at der er tale om mennesker, som mødes.

Må sygeplejersken ikke møde op som et professionelt menneske, kommer hun til at begå overgreb i bedste mening. Det er også skadeligt for sygeplejersken. Er der sider af hendes menneskelighed, der ikke må være fundament for hende som professionel person, så lider hendes menneskelighed og sundhed skade. At der tænkes sådan, også i moderne sygepleje, har virkningshistoriske årsager.

De moderne sundhedsvæsener er begyndt i klostre, diakonissehuse og religiøst bestemte institutioner. Og er siden præget af en positivistisk orienteret lægevidenskab. Den religiøst funderede sygeplejerske skulle som Guds tjener gøre sig tom for sig selv og sit for at kunne være kanal for Guds lindrende og helbredende kræfter. Sygeplejersken som lægens forlængede arm skulle gøre sig metodisk tom for sin egen forudforståelse og dermed også egne følelser.

Når et forfejlet empatibegreb kan bruges til at forhindre sygeplejersker i at være medlevende og have sorg i forhold til patienter og pårørende, så vidner det om, at professionstænkningen mangler sans for det personliges betydning.

For mig er også sygeplejepersonalet sit eget vigtigste redskab. En sygepleje, der vil være professionel, må derfor have rum for og hjem til menneskelige fænomener såsom sorg.

Det handler om at skabe refleksionsrum. Om reflekteret at ændre eksisterende kultur.

Refleksion, eftertænksomhed. Det handler om psykologi, åndelighed og etik.

Sygeplejersker er storforbrugere af psykologiske teorier og redskaber. Forestillinger om, hvad den gode sorg er, og hvad professionel holdning er, hentes fra psykologiske håndbøger. Jeg savner det udsyn, som ansættelsen af psykologer til personalet kan give. At psykologi er mere kompliceret end de værktøjskonstruktioner, personalet laver sig på grundlag af de simple teorier. Så kunne vi måske også få arbejdet lidt mere kvalificeret med, at nogle har så meget brug for at forsvare sig mod at blive menneskeligt berørt i deres arbejde, at de gemmer sig bag ved ord som empati.

Rituelle udtryk

Sorg har også med åndelighed at gøre. Sorg har brug for rituelle udtryk. Her kan man bruge præsten og andre fagpersoner, der arbejder med det åndelige som en del af det menneskelige. Præsten kan være en god sparringspartner for personalet, når det handler om sorg. Præsten er også på hjemmebane, når der tumles med spørgsmål som ''hvorfor'' og ''hvad er meningen.'' Det er faktisk tilfældigt, hvor meget præsten bliver brugt til det. Også i forhold til personalet. Bl.a. fordi det åndelige ofte identificeres med og reduceres til psykologi. Jeg plejer i den forbindelse at sige, at der er psykologi i alt - også åndelighed - men det er ikke alt, der er psykologi.

Etik er der i alt, hvad der har med menneskeligt liv at gøre, men det er de færreste sygehuse, der har ansat fagpersoner med kompetence i etik til at give det øvrige personale modspil. Det handler ikke om at få givet facitlister - men om at få hjælp til at reflektere over praksis ud fra etiske synsvinkler. Det er min hypotese, at der i en del af personalets sorg også gemmer sig en sund tvivl omkring nogle af de ting, som vi gør ved vore patienter. Vi er f.eks. dygtige til at indlede en behandling af en kronisk tilstand, mens vi ofte har meget sværere ved at bringe den til ophør, når situationen ikke længere er værdig for patienten.

At give sorgen hjemstedsret på sygehuset er også at se disse etiske dilemmaer i øjnene. At give sorgen hjem, at lade den være hjemme, er for mig at se vigtigt. Det handler om at fastholde menneskelighed.

Til syvende og sidst er det en ledelsesopgave, at det sker. Kun når personalet får omsorg - også med hensyn til fænomenet sorg - kan de yde den omsorg, som patienter og personale har ret til at forvente. -

Tom Andersen Kjær er sygehuspræst på Københavns Amtssygehus i Herlev.