Slut med skuffeprojekter

Da vi i efteråret 2000 startede den første projektlederuddannelse i Sygehusvæsenets Kursusafdeling, Sønderjyllands Amt, var det vores mål, at uddannelsen skulle medføre konkrete ændringer i klinisk praksis til gavn for patienterne. Efter et halvt år var 19 ud af 20 deltagere i gang med implementering af deres projekter, og 11 af deltagerne havde præsenteret deres projekter i andre sammenhænge, både nationalt og internationalt. Om implementeringen fortalte deltagerne, at der selvfølgelig har været barrierer, som skulle overvindes, men de har oplevet at have fået redskaber til netop at forudse og imødegå disse barrierer. Og det vigtigste er måske, at de har formået ikke at tage modstanden personligt, men som en forventelig del af implementeringsprocessen.

Kurset har især været anderledes ved, at der har været arbejdet med evidensbasering af praksis og implementeringen som to selvstændige sideordnede discipliner gennem hele forløbet. Grundantagelsen har været, at implementeringen begynder samtidig med, at man får en idé til kvalitetsforbedring. Det vil sige, at man som projektleder skal kunne spænde over viden både omkring evidens og implementeringsprocesser.

Involveret før kursusstart

Kursisternes arbejdsledere har været involverede allerede før kursusstart. De var på to dages introduktionskursus et halvt år før kursusstart. Formålet var at ruste lederne til at skabe den nødvendige opbakning for deres kursist og at indgå aftaler om, hvordan samarbejdet mellem dem som ledere og os som uddannelsesansvarlige skulle forløbe.

Ledernes opgave sammen med kursist og det øvrige personale blev at udvælge en klinisk problemstilling, der var relevant for praksis. Kravet er, at det kan dokumenteres, at problemstillingen er nødvendig for praksis. Det er ikke begrundelse nok, at kursisten synes, at emnet er spændende at arbejde med. Det nye består i, at undervisningen i videst muligt omfang har taget udgangspunkt i deltagernes konkrete projekter. Emner for undervisningen har været fastlagt, men konkret niveau, indhold og rækkefølge er bestemt i forløbet. Det har forudsat to hovedundervisere i hhv. evidensbaseret praksis og i projektledelse/implementering, og at de under hele forløbet har været i tæt dialog indbyrdes og med uddannelseslederen.

Ingen fast pensum

Der har ikke været et fast pensum, kursisterne skulle igennem, de skulle læse det, der var relevant for dem.

Undervisningsformen har introduceret kursisterne til at formulere de spørgsmål, de skulle have svar på enten i litteraturen eller ved at undersøge praksis. De har øvet sig i at kunne diskutere på generelt niveau, forholde sig til teori og konstruktivt hjælpe hinanden med at finde den rigtige løsning til det givne problem.

Vejledning har været givet både individuelt, i grupper og i plenum.

Uddannelsen forudsætter et tæt samspil mellem praksis og teori, og at den, der skal udvikle praksis, lærer optimalt ved at være tæt knyttet til praksis samtidig med, at vedkommende tilegner sig ny teoretisk viden.

Uddannelsens indhold har været koncentreret om forskningsmetoder og projektarbejde, litteratursøgning og dataindsamlingsmetoder samt analyse, formidling, etik og jura.

Uddannelsen forløber over 27 måneder med 222 undervisnings- og vejledningstimer fordelt på internatkursus og undervisningsdage inden for det første år. Dertil kommer et 12 timers kursus for kursisternes ledere, undervisningsdag i det praktiske forløb og endelig statuskonference. Der udarbejdes fire skriftlige opgaver inden for det kliniske område og to inden for implementering. Den afsluttende opgave bedømmes eksternt.

Undervisningen er baseret på tankegangene om evidensbaseret sundhedsvæsen og kvalitetsudvikling. Under uddannelsen tilegner kursisterne sig metoder og redskaber, der gør dem i stand til at gennemføre projekter i klinisk praksis.

De lærer således både at afdække og prioritere mellem relevante problemstillinger, at kunne identificere mulige årsager til problemer, indhente den nødvendige viden til at kunne komme med relevante løsningsforslag og endelig - og ikke mindst - at evaluere effekten af ændringer.

Erfarne klinikere

Kursisterne er erfarne klinikere. Alle har enten selv stået for kliniske projekter eller medvirket til at implementere sådanne. Kursisterne fortæller generelt, at deres erfaring er, at projekterne ofte er blevet til ''skuffeprojekter,'' dvs. der ikke skete den ønskede ændring af praksis, og det på trods af, at projektet beviseligt ville bedre plejen og behandlingen til patienten.

Det betyder, at der er væsentlige forhold, kursisterne skal ændre i forhold til egen ageren i relation til implementeringen, og på det punkt har uddannelsen givet nogle konkrete redskaber. -

Linda Holm er uddannelsesleder i Sygehusvæsenets Kursusafdeling i Sønderjyllands Amt, Preben U. Pedersen er forsker på Rigshospitalet, og Linda S. Scheel er Quality Manager i Sønderjyllands Amt.