Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Alvorlig mangel på sygeplejersker

Chefsygeplejerske Jelka Mlakar sidder på sit kontor i en af de 26 bygninger, der tilsammen udgør Sloveniens og hele regionens største hospital. Hun mangler allerede sygeplejersker og frygter, hvad der skal ske, når en stor del af hospitalets sygeplejersker om få år går på pension.

Sygeplejersken 2003 nr. 50, s. 17

Af:

Søren Palsbo, journalist

SY_2003_50_06_01Det store centralsygehus i hovedstaden Ljubljana råder over 2.500 sengepladser og har 6.000 ansatte, heraf 800 sygeplejersker og 1.760 ”health technicians.”

Jelka Mlakar: ”Antallet af sygeplejersker bliver et problem i løbet af nogle år, fordi vi i 1975 åbnede en række nye afdelinger, og mange af dem, der blev ansat dengang, er her stadig. Det betyder, at de vil gå ud af sygeplejen i løbet af de nærmeste 6-7 år, og det drejer sig om et stort antal, som det bliver meget vanskeligt at finde en erstatning for. Allerede nu kunne vi ansætte 100 flere sygeplejersker hvert år, men vi kan ikke få fat i dem.

Nu åbner et tredje uddannelsessted for sygeplejersker i Slovenien ud over Ljubljana og Maribor, nemlig Izola ved Adriaterhavet. Men det vil stadig kun lige være nok til at erstatte de sygeplejersker, der går på pension,” siger hun. Chefsygeplejersken håber, at Sloveniens EU-medlemskab vil betyde, at der sker forbedringer for sygeplejerskernes uddannelse og videreuddannelse:

Jelka Mlakar: ”Vi har haft et sygeplejefakultet i en tre års periode, men så kom der en ny universitetslov, og så måtte sygeplejerskerne skifte til andre uddannelsesområder, såsom ledelse, økonomi, sociologi mm. Det skete for fem år siden, og vi er kede af, at der fortsat ikke er mulighed for, at sygeplejersker kan videreuddanne sig på universitetsniveau inden for sygepleje og sygeplejepraksis.

Jeg mener, at sygeplejerskerne generelt har en voksende anerkendelse i det slovenske samfund.

Lægestrejken for ikke så længe siden gjorde befolkningen opmærksom på, at sygeplejerskerne besidder stor kompetence. Lægerne gjorde os faktisk en tjeneste ved den lejlighed.”

Deltager sygeplejerskerne i den offentlige debat om sundhedspolitikken?

Vicechefsygeplejerske Alenka Krist:

”Sygeplejerskerne er ikke politikere. Man kan sige, at vi er patienternes politikere. Men der er ikke så mange, der deltager i den offentlige debat.”

Hvordan er sygeplejerskernes tilfredshed med lønnen?

Alenka Krist: ”Lønnen er ikke så ringe for sygeplejersker, når aflønningen for vagter lægges oveni. Skolelærere er faktisk dårligere lønnet end sygeplejersker,” siger hun.

De slovenske sygeplejersker har et anciennitetsbestemt lønsystem med fem løntrin, til dels bestemt af dokumenteret efteruddannelse.