Arbejde i de grønlandske sundhedsdistrikter

Foto: Kystledelsen

I den senere tid er udvælgelsen af sygeplejersker til stillinger i Grønland blevet mere selektiv. Udvælgelsen er dog stadig ikke omgærdet af helt så strenge udvælgelseskriterier og test, som hvis man vil ud med Red Barnet eller Danida. På den måde er Grønland stadig en del af Danmark.

Man skal ikke søge job i Grønland for at lege turist. Som sygeplejerske oplever man store udfordringer og ansvar. Man har i langt større grad livet mellem sine hænder – og døden er også tættere på.

"Du tager ikke til Grønland for at være sygeplejerske på et specialeområde - her skal du kunne varetage alt fra vugge til grav og alle typer af sygdomme," fortæller chefsygeplejerske Ellen Kraglund.

Selv tog hun til Grønland for to år siden, da hun søgte - og fik - stillingen som chefsygeplejerske i den nyoprettede driftsorganisation, Kystledelsen. På det tidspunkt var Ellen Kraglund sundhedsfaglig konsulent i Frederiksberg Kommune og havde aldrig haft ønske om at komme til Grønland.

"Så det var noget af et spring, men jeg har ikke fortrudt et øjeblik," siger hun med overbevisning.

Ellen Kraglund er chef for sygeplejerskerne i de 16 sundhedsdistrikter, som dækker Grønlands kyster. I alt er der normeret 156 stillinger til de 16 distrikter. Nogle af sundhedsdistrikterne omfatter mange bygder, og i de store bygder er der oprettet sygeplejerskestationer med faste sygeplejersker. "Det er klart, sygeplejersken her varetager langt flere opgaver, end en sygeplejerske i Danmark gør, og hun går bestemt også ind og varetager nogle af lægens opgaver, dog er der altid mulighed for at få kontakt til en læge," forklarer Ellen Kraglund.

"Så er man træt af specialisering, er her en god mulighed for at tage det hele menneske ind og gøre noget ved det."

På grund af den administrative fordeling af opgaverne har sygeplejerskerne også et tættere samarbejde med sundhedsplejersker og hjemmesygeplejersker i Grønland.

"Politisk er der jo meget fokus på det sundhedsfremmende arbejde. Blandt andet er der en ny bekendtgørelse på vej i forhold til sundhedsfremmende ordninger for børn og unge – altså sundhedsplejerskeområdet," fortæller Ellen Kraglund.

Til forskel fra Danmark hører hjemmesygeplejen og sundhedsplejen i Grønland under Sundhedsvæsenet. "Det er der fornuft i, fordi sundhedsplejerskerne og hjemmesygeplejerskerne ude i distrikterne er tilknyttet sygehusene. Det betyder, at man har et kollegialt samvær med sygeplejerskerne og det øvrige sundhedspersonale på det lokale sygehus – og det giver en stor tilfredsstillelse, at man har det kollegiale samvær og kan sparre lidt med andre sygeplejersker."

En oplevelse for livet
I takt med en øget opmærksomhed på sygeplejen i Grønland er rekrutteringen blevet mere selektiv. ”Vi er meget mere bevidste om, hvad det er for nogle mennesker, vi gerne vil have herop," fortæller Ellen Kraglund.

”Vi begynder også at kunne tilbyde gode lønninger. Ved sidste overenskomst fik vi en stigning på 10,3 pct. Men det er stadig ikke en højere løn, end man får i Danmark.”

Til de sygeplejersker, som overvejer at søge til Grønland, har Ellen Kraglund følgende råd: ”Du skal gøre op med dig selv, om du kan undvære cafélivet, koncerter og stormagasiner. Hvis du har lyst til at udfordre dig selv rent sygeplejefagligt, så er der en god mulighed for det her. Så får du simpelthen en oplevelse for livet. Og så skal man komme her med en portion ydmyghed over for, at man er rejst til en anden kultur og et andet land.

Det er fint nok, at man har lyst til at opleve et andet lands natur og kultur osv., men vi ansætter selvfølgelig dem, som har lyst og mod på arbejdet, og som ikke føler, at de skal være turister i Grønland."

Det muliges kunst

"Hvis man kommer som sygeplejerske fra en intensiv afdeling på Herlev og kommer til Grønland og ud til Sisimiut, må man regne med, at man ikke har alle specialisterne lige ved hånden. Man gør, hvad man kan gøre på det lokale sygehus – og man tager alle gode kræfter i brug for at behandle og pleje patienten. Man må bide noget i sig og sige: ”Jamen, det er det muliges kunst. Vi gør, hvad vi kan" - og så må man acceptere, at der ikke er specialister   Side 41

lige rundt om hjørnet, og at der måske heller ikke er de muligheder mht. teknologi osv., som man er vant til på højt specialiserede afdelinger i Danmark. Det ved jeg af erfaring, at nogle af sygeplejerskerne ikke accepterer - at vi kan nå hertil og så ikke længere. Og så dør patienten måske. Det er sådan, det er at være her."

Ellen Kraglund fremhæver også hele problematikken omkring tolkning som en af de store forskelle fra arbejdet i Danmark. "Man arbejder med patienter, hvor det er nødvendigt med tolk, og det er i sig selv en meget stor udfordring. Tolken kan være en person, som ikke er tolkeuddannet og derfor ikke kender den medicinske terminologi osv. Det stiller store krav til kommunikation.”

Helt kan Ellen Kraglund dog ikke lade være med at fremhæve den grønlandske natur.

”Fjordsystemet er jo pragtfuldt, hvis man kan lide at sejle. Altså, man skal jo ikke være i Grønland, hvis man ikke kan lide fritidsinteresser, der relaterer sig til naturen. Hvis du ikke kan lide at tage på fisketure, på sejlads, på vandreture eller gå på jagt, så skal du ikke tage til Grønland. Men hvis man kan lide det, så har man de mest fantastiske muligheder."

Og selv om Grønland går en kold årstid i møde, er chefsygeplejersken ved godt mod: "Det med mørket er altså noget af en skrøne."