Faglig kommentar: Bid ballerne sammen

Sygepleje udfoldes i et miljø spækket med bulldog-lignende dødbidere, som aldrig ler. Sygeplejerskernes kinder hænger slapt ned langs munden, fordi musklerne aldrig bliver motioneret, og stemningen er traurig og trykket. 

Man forledes til at tro det, hvis blikket løber hen over en samling stillingsannoncer. Humor er en førsteprioritets kvalifi - kation. Skidt pyt med viden om mobilisering og ernæring, bare ansøgeren er morsom. Ved nærmere eftertanke forstår jeg det godt. Humoren trives på den gode arbejdsplads. Den gode arbejdsplads er sjov. Det giver overskud, sammenhold og forløser, hvis humoren findes, og selvhøjtidelige typer bliver nemmere at holde ud, hvis man bare engang imellem kan få dem til at trække svagt i den underudviklede muskelmasse rundt om munden. Forestillingen om, at intens uanfægtelighed nødvendigvis borger for høj intelligens, bliver kortvarigt punkteret. 

Det er straks værre, hvis man skal bestemme, hvad humor er. For mig kan det være ord, der bytter plads, eller sætninger, der, sagt i bedste mening, er udtryk for neologisme dannelse. 

Benny Andersen opererer med udtrykkene ”den usikre lykke” i modsætning til ”den sikre ulykke.” 

Ikke til at falde om af grin over, men en fiks lille sætning, som udtrykker noget vigtigt. For hvad foretrækker man? Jeg husker også, at jeg morede mig, da min dengang 10-årige søn Kristoffer godt bænket på en Gasthof i Sydtyskland interesseret spurgte ”Mor, var Jesus tysker?” Han mente, at det i bekræftende fald var en god forklaring på, at der hang kors og Kristusfigurer så mange steder. 

Min datter på tolv år er med på vognen. 

Jeg brokkede mig over et jagtgevær, jeg netop har arvet. ”Hvad skal jeg med et gevær, hvor kasserer man et skydevåben, mon politiet vil have det?” Hun løftede blikket fra sin engelsk bog og svarede lakonisk:

”Jeg synes, du skal tage det med i banken, så kommer politiet helt af sig selv.” For mindre end to uger siden så jeg ved en gemen fejltagelse sport, mens jeg snittede grøntsager. 

En mandlig sportsudøver måtte forklare et sviende nederlag i en særlig form for løbedisciplin. Der blev kørt lidt rundt i det, og sportsjournalisten skulle afslutte sit indslag: ”Hvad vil du så gøre i fremtiden, så du kan opnå bedre resultater, Peter Sørensen?”

”Tja, hm, øh, der er vel kun en ting at gøre. Jeg må bide ballerne sammen,” svarede den arme mand. Man ser det for sig. Klemme ballerne sammen eller bide tænderne sammen bliver her til et fyndigt og billeddannende udtryk, som studieværten ikke kunne lade være med at hæfte sig ved. ”Vi må håbe, at det går bedre for Peter Sørensen, når han fremover bider ballerne sammen,” rundede hun af med et stort smil. 

Det var humor for mig. Det kan være noget ganske andet for dig, men hvis din arbejdsplads trænger til humor, må du i gang. Find en allieret eller en ambassadør for tant og fjas og dyrk hende. Lær mindst én vittighed udenad. (Kvinder kan af uransagelige årsager aldrig huske vittigheder.) 

Udfør et diagram over humorens veje, som de ser ud og tænk over, om diagrammet er for spinkelt, og der er for få aktører. Sig som et æsel i stedet for at sige ”god morgen.” Mal halvdelen af håret grønt før en aftenvagt. Find i hvert fald på noget. Så kan du altid få nyt job. Hvilket som helst job, du måtte ønske. Samtidig er der en risiko for, at du bidrager til et bedre arbejdsmiljø.