Faglig kommentar: Går den, så går den

Hr. Jørgensen havde haft nogle uforklarlige mavesmerter og blev indlagt til observation på kirurgisk afdeling. Han havde tidligere været indlagt med apopleksi på samme sygehus. Hr. Jørgensens to døtre fulgte med ham ind på sygehuset. Det kneb for hr. Jørgensen at gøre sig forståelig, så det var døtrene, der fortalte om den specielle aflastningsmadras, deres far var vant til at ligge på hjemme. Trods halvsidig lammelse og mange timer i sengen hver dag havde hr. Jørgensen hverken tryksår eller trykspor.

Sygeplejerskerne på den kirurgiske afdeling var opmærksomme på tryksårsforebyggelsen med det samme. Hr. Jørgensen blev risikoscoret som noget af det første. Det blev vurderet, om han var orienteret i tid og sted, om han var kontinent, og om han kunne vende og dreje sig i sengen ved egen hjælp. Body mass index og væskebalance indgik også i risikovurderingen. Det tog ikke mere end et par minutter at konstatere, at hr. Jørgensen havde scoret maksimumpoints og dermed var i højrisikogruppe. Ifølge afdelingens retningslinjer skulle patienten derfor ligge på en speciel vekseltryksmadras, der kunne lejes af et firma for 122 kr. om dagen. Og sådan blev det. Hr. Jørgensen lå sikkert og bekvemt på specialmadrassen en uges tid, indtil man fandt ud af, at han ikke fejlede noget kirurgisk, men burde udredes medicinsk.

Argumenter preller af

Hr. Jørgensens kontaktperson gik selv over på den medicinske afdeling, der skulle modtage hr. Jørgensen for at uddybe sygeplejerapporten og sikre sig, at afdelingen var parat til at overtage leasingkontrakten på specialmadrassen. Det var afdelingen overhovedet ikke indstillet på. Personalet på den kirurgiske afdeling kunne bare lægge patienten over på en såkaldt projektmadras, som flere af sygehusets afdelinger havde investeret i. Den medicinske afdeling havde i øvrigt ikke selv nogen ledige projektmadrasser, og det havde kirurgisk afdeling heller ikke. Alle argumenter og dokumentation af, at hr. Jørgensen var i højrisikogruppe for at få tryksår, prellede af. Enden blev, at hr. Jørgensen for øjnene af sine chokerede døtre blev løftet over på en almindelig skummadras og kørt hen på den medicinske afdeling, mens specialmadrassen blev returneret til firmaet.

Kan en patient leje sit leje?

Budgetansvarlighed er godt og nødvendigt. Men kan det kaldes ansvar, hvis man derved risikerer, at det går ud over patienternes sundhedstilstand? Men går den, så går den, og pengene er sparet. Opstår et sår, kan man jo altid overlade problemerne til den kommunale hjemmepleje.

122 kr. om dagen for effektiv trykaflastning. Er det meget? Til sammenligning koster bundskiftning af en hospitalsseng noget i retning af 20-25 kr. Men vil et sygehus ikke ofre 122 kr. om dagen på enkelte højrisikopatienter, så var det vel mere fair at oplyse patient og pårørende om, at afdelingen ikke investerer i forebyggelse, og så give dem mulighed for at leje det nødvendige. I hr. Jørgensens tilfælde kunne man jo bare have hentet den specialmadras, han var vant til, og som kunne få lov at ligge ubenyttet i al den tid, han var indlagt.

Forestil jer larmen blandt borgere, presse, politikere og læger, hvis man af budgetmæssige årsager undlod at give f.eks. antibiotika eller antikoagulationsbehandling trods indikation. Sygepleje må åbenbart stadig ikke koste, og det finder man sig i.