Boganmeldelser

Lærebog med oplæg til værdibaseret debat

Lissi Hansen (red.)

Personlige kompetencer

København: Munksgaard 2004
216 sider, 158 kr.

Personlige kompetencer er blevet et meget synligt begreb i uddannelsen til social- og sundhedsassistent, og her beskrives, hvad personlige kompetencer kan indeholde. 

Bogen er næsten kronologisk opbygget. Den begynder med afsnittet ”I gang med en uddannelse”, fortsætter med lidt historie om medarbejdere i social- og sundhedssektoren inden de seks afsnit, der handler om kompetencer. Bogen er rigt illustreret med tegninger og talebobler. Mange cases, eksempler og øvelser lægger op til diskussioner med holdkammeraterne om holdninger, etik og moral. Der lægges op til en værdibaseret debat. Teksten fylder ikke meget mellem tegninger og øvelser. Bogen henvender sig direkte til dig ved at bruge tiltaleformen du, og i eksemplerne er der brugt navne f.eks. Malene og Henrik. 

I afsnittene om, hvad kompetencer kan være, nævnes nogle definitioner. Forfatterne kommer ind på sociale, kulturelle og lærings- og udviklingskompetencer samt kompetenceudvikling i skole og praktik. I et afsnit beskrives formelkompetence, der er beskrevet i lovgivningen, og realkompetence i praksis og muligheder, der er for at udvikle den. 

Forfatterne tager udgangspunkt i egne erfaringer og viden om personlige kompetencer i social- og sundhedsuddannelserne. Flere steder nævnes OECD og internationale organisationers betydning for de sociale kompetencer. Under afsnittet ”Identitet” henvises der til den franske sociolog Pierre Bourdieu. 

Der er ingen litteraturliste, hvor læseren kan finde dokumentation for indhold og definitioner. Der henvises til OECD, men det nævnes ikke, hvilken rapport der henvises til, og det samme gælder for Bourdieus teorier. 

Bogen tager fat på et meget stort og komplekst område, men den formår ikke at gå i dybden. Den kan anbefales som inspiration ved udarbejdelsen af den personlige uddannelsesplan. 

Af Marianne Dyrhauge, sygeplejelærer, Social- og sundhedsskolen, Vejle Amt. 

Børn, som øver sig i at smile

Else Stenbak, Pauline Hagensen

Børn som pårørende

København: Socialt Udviklingscenter SUS 2004
48 sider, 50 kr.  

Vi ved godt, at der rundt om os lever børn alene uden voksne at tale med om deres besværligheder, deres sorg og smerte ved livet. Men måske er vi ikke så opmærksomme på, at vi hver især er én af de voksne, som kan tage et initiativ til at se, høre og tale med børn og handle sammen med dem eller på deres vegne. Det er i hvert fald tydeligt i den lille publikation fra Socialt Udviklingscenter, SUS, at der er et stort behov for hjælp hos mange børn, der har en rolle som pårørende.

Publikationen sætter fokus på de vanskelige opvækstvilkår, når børn er pårørende. Dem, vi kalder for ”de voksne børn”, er dem, der i en alt for tidlig alder må påtage sig et alt for stort ansvar. Fordi børn er afhængige af fars og mors tilstedeværelse i hjemmet og deres omsorg, gør de alt, hvad de kan, for at ingen udenforstående skal vide noget om, hvor galt det står til. Mange børn bliver tilmed rost for deres indsats i hjemmet, og det gør det svært at gå ud af rollen som ”det voksne barn” og bede om hjælp. 

Publikationen handler om børn, som har et nærtstående familiemedlem, en far eller mor med misbrugsproblemer, sindslidelse, udviklingshæmning eller hjerneskade. Børn, hvor den ene forælder sidder i fængsel, hørende børn med døve forældre og børn, som har mistet en nær pårørende eller kommer fra et hjem, hvor far eller mor er syg over længere tid. 

Målet med den overskuelige publikation er at inspirere fagfolk til at kvalificere deres indsats over for børn som pårørende. Der er indsamlet oplysninger og materiale, som er blevet forelagt to ekspertpaneler. Disse består af voksne børn, som i deres egen opvækst har haft problemerne inde på livet, og af professionelle med erfaring med børn som pårørende. Den første gruppe blev bl.a. bedt om at udtale sig om, hvad der havde været den bedste hjælp, og de blev bedt om forslag til hjælp, de kunne anbefale. Ved hvert kapitel er der derfor forslag til forbedring af indsatsen og henvisninger til bøger, kontaktgrupper og hjemmesider. 

Bagest er der seks billeder fra en barndom med en psykisk syg forælder. I et af dem står: ”Min klasselærer kigger indgående på mig og siger, at der er mange børn, der er ulykkelige i øjnene. Min klasselærer er rigtig sød. Måske skulle jeg prøve at sige noget til hende? Men hvad skal jeg sige? Tænk, hvis far får noget at vide. Så vil jeg hellere dø. Fra den dag øver jeg mig endnu mere på at smile med øjnene.”

Af Karen Nielsen, sygeplejerske og psykoterapeut