Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma: Hvor loyal skal jeg være?

Sygeplejersken 2004 nr. 28, s. 47

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

dilemma%2028%202004Illustration: Bodil Molich

En travl aftenvagt på en kirurgisk afdeling har jeg som sygeplejerske ansvaret for 10 patienter, bl.a. en ældre herre indlagt til observation efter et fald i hjemmet. Han har feber, er træt og sengeliggende, men svarer relevant på spørgsmål. Hustruen og en voksen søn er hos manden. I løbet af få timer ændrer hans tilstand sig, han bliver blussende, får kraftnedsættelse i venstre side og kan til sidst ikke kontaktes. 

Overlægen befinder sig tilfældigvis på afdelingen, så jeg henvender mig direkte til ham. Jeg fortæller ham om patienten og siger, at jeg tror, patienten har udviklet en form for hjerneblødning, og de pårørende forventer et tilsyn af en læge. Hertil svarer overlægen rasende: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det?” Jeg svarer, at de pårørende har krav på en samtale om tilstanden og forlader rystet kontoret. 

Halvanden time senere spørger sønnen, hvor lægen bliver af. 

Jeg fortalte ikke de pårørende, at lægen nægtede at tilse patienten, for de skal ikke midt i deres bekymring og angst inddrages i en konflikt. Jeg er rasende og føler mig magtesløs, da jeg synes, jeg må være loyal mod lægen. Men hvor langt går loyaliteten over for samarbejdspartnere, og kunne jeg have grebet situationen anderledes an? Hvad mener du? 

Eydna Vigstrup Skov er sygeplejerske på kirurgisk afdeling på Sygehus Nord i Thisted.

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 29 2004  

Tilkald en anden læge

Eydna har stået i en rigtig ubehagelig situation, og man forstår hendes magtesløshed og raseri, men samtidig er der nogle ting, jeg studser over.  

Kunne Eydna ikke have tilkaldt en anden læge? Hun skriver, at overlægen tilfældigvis er på afdelingen - måske skyldes hans rasende udbrud også en form for magtesløshed og vrede over at blive kastet ind i en situation, som han egentlig ikke har været involveret i. Han er åbenbart ikke i stand til at se så langt, at Eydna har brug for hjælp, og f.eks. foreslå en alternativ udvej. Hvor er den læge, der har vagt? Han/hun må vel være selvskreven til en samtale med de pårørende. Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig ikke finde sig i at blive tiltalt i det tonefald, som Eydna er udsat for - og hvis det er gængs tiltaleform fra overlægens side, må man tage sagen op med den pågældende, evt. med hjælp fra sin afdelings- eller oversygeplejerske. I selve situationen hjælper det ikke de ulykkelige pårørende, at man inddrager dem i konflikten. 

Dorthe Fromberg, konsultationssygeplejerske, Brønshøj.

Patientens advokat

Som sygeplejersker skal vi være patientens advokat.  

En overlæge, der har mere end blot en rigtig dårlig dag, skal du ikke være loyal over for, medmindre du vil være loyal over for omsorgssvigt. Hvis nu denne mand går hen og dør, hvad vil du så gøre? Og ikke mindst - hvordan vil du have det med det? 

Du skal være loyal over for dit erhverv og passe på dig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan du ville have det, hvis du var pårørende, og din far/mand bare bliver dårligere og dårligere - og sygeplejersken ikke handler på sine observationer.  

Gitte Mygind, Vejlby Lokalcenter.

Tilbage til orkanens øje

En ældre mands tilstand ændrer sig betydeligt i løbet af få timer på en travl kirurgisk afdeling. Afdelingens overlæge undlader at tage stilling til sygeplejerskens ønske om et lægeligt tilsyn til patienten samt en orienterende samtale med patientens pårørende. 

Ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer (1.5) skal sygeplejersken i sit samarbejde med alle faggrupper udvise respekt. I tilfælde af interessekonflikt skal hensynet til patientens tarv varetages. 

Derfor må sygeplejersken, hvor ubehageligt det end måtte være, vende tilbage til orkanens øje og endnu en gang forsøge at komme i konstruktiv dialog med overlægen vedr. patientens tiltagende dårlige tilstand og de pårørendes bekymring.  

Endelig kan den vagthavende læge jo også påtage sig tilsynet af den ældre mand, men dette bør kun ske med overlægens vidende. 

Det er rigtigt ikke at inddrage de pårørende i konflikten, men søge den løst imellem parterne.  

Lone Langkjær, sundhedsplejerske i Ejby Kommune. Medlem af Sygeplejeetisk Råd.