Sygeplejersker kommunikerer bedre

Foto: Morten Nilsson

”Evnen til at kommunikere er det vigtigste redskab, man overhovedet har.” Ordene stammer fra overlæge, dr.med. og lungemediciner på Frederikssund Sygehus, Martin Døssing. I over ti år har han interesseret sig for patientkommunikation. Han tog Lægeforeningens underviseruddannelse i patientkommunikation for omtrent otte år siden.

”Jeg mener, kommunikation er det vigtigste arbejdsredskab, man overhovedet har. Man kan ikke få en ordentlig sygehistorie, hvis man ikke er god til at kommunikere og kan få patienterne til at føle sig trygge og fortælle, hvad deres egentlige problemer er. Patienterne har ikke tillid til dig, hvis du er en overfladisk, kold skid. Derfor mener jeg, det er en ufravigelig betingelse for at være en god læge eller sygeplejerske, at du er god til at kommunikere. Men du skal selvfølgelig også være i besiddelse af empati og faglig viden,” siger han.

Martin Døssing mener også, at sygeplejersker generelt er bedre til at kommunikere end læger. Her tænker han især på hospitalslæger. Det kan der være mange grunde til, siger han.

”Kommunikation har i længere tid været en større del af sygeplejerskers uddannelse end lægernes. Undervisning i kommunikation fylder stadig forbløffende lidt i det lange lægestudium. Desuden er det sværere for sygeplejersker at stikke af fra patienterne. De har mere kontakt med patienterne end lægerne, som bare kommer og går en stuegang og så er væk igen. Lægerne kan lettere slippe af sted med en dårligere kommunikation, uden at de nødvendigvis behøver at føle sig som helt elendige læger, hvis de er dygtige til så mange andre ting.

Der er mange læger, der aldrig opdager, hvor dårlige de egentlig er til at kommunikere, fordi de er gode til f.eks. at administrere eller til at finde ud af, hvad folk fejler. Og så samler sygeplejersker eller andre læger op efter dem bagefter, og ingen tør rigtig sige noget til dem.

Og så går de livet igennem og tror, at de er gode til at kommunikere, og i virkeligheden er de elendige til det,” siger han.

Lad patienten spørge

Der er dog også sygeplejersker, der er elendige til kommunikation, men som regel er de rigtig gode, siger Martin Døssing. De kommer tættere på patienterne og de pårørende, og de er mere empatiske.

Men sygeplejersker har også brug for at komme på kommunikationskurser, mener han. For selv om man har empati og er god til at kommunikere, så er der nogle ting, som ikke er indlysende for én, når man ikke har modtaget undervisning i kommunikation.

F.eks. at man skal give patienter alvorlige beskeder gradvist og i takt med, at de selv er klar til at modtage dem.

”Når jeg skal fortælle folk, at de har lungekræft, så venter jeg helst, til de selv spørger, om det kan være tilfældet. For når de selv spørger, så ved jeg, de er forberedt på at få beskeden. Inden patienterne kommer til samtale hos mig, har de fået at vide, at det meget vel kan dreje sig om lungekræft. Men det er jo ikke til at vide, at man ikke skal buse ud med beskeden, hvis man ikke har lært det.”

Vent med at trøste

På samme måde er det med at udfylde pausen efter at have givet sådan en besked.

”Det er fristende at bryde pausen ved at fortælle patienten, at den kræftform, vedkommende har, ikke er den alvorligste, eller at knuden ikke er så stor. Men hvis du begynder at trøste, så bremser du den naturlige sorgproces, som folk skal igennem. Den pause skal patienten selv bryde, når han eller hun er klar. Og det er man jo ikke født med at vide,” fortæller Martin Døssing, som altid selv brød ind og glattede ud efter en alvorlig besked, inden han kom på Lægeforeningens kurser i kommunikation.

Han var også selv skeptisk i starten og tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, man ikke måtte trøste patienten.

”Og selvfølgelig må man trøste, men ikke før senere i samtalen, når patienten har brudt tavsheden. Så kan man begynde at komme plaster på såret, f.eks. ved at spørge dem trin for trin, hvilke bekymringer de har. Nogle er måske bange for, at de kommer til at dø ved at blive kvalt, og så kan man fortælle dem, at det gør de ikke, fordi kræften sidder, som den gør. Men det skal ske i deres tempo.”

En anden ting, Martin Døssing har lært, er, at man sidst i en samtale skal sikre sig, at patienten har forstået komplicerede informationer.

”Det er nemt nok at forstå for en selv, fordi man har fortalt det mange gange, og derfor skal man spørge patienten: ”Det har været smaddersvært for mig at skulle sige det her til dig. Kan du ikke fortælle mig, hvordan du har oplevet den her information, og hvordan du har forstået den? Mange af dem har fuldstændigt misforstået det, man har sagt. De er gået i chok og har ikke rigtig hørt efter. Men på den måde kan man få rettet en masse misforståelser.”

Kender lægers svagheder

Martin Døssing kommer med et sidste eksempel på, hvordan man kan tackle en svær samtale.

”Hvad gør man, hvis en kræftsyg far har sin datter med til samtalen, og hun bryder ind og spørger, hvor længe faderen har tilbage at leve i? Jeg plejer at sige til den pårørende, at det kan vi vende tilbage til, hvis faderen får brug for at tale om det. Og hvis jeg synes, at der er brug for at være mere grov, så spørger jeg, om datteren tror, det er faderens behov at få det at vide lige nu,” fortæller han.

Han mener, at sygeplejersker sagtens kan undervise læger i patientkommunikation:

”Personligt ville jeg gerne undervises af en sygeplejerske, der har praktisk erfaring med at give den svære besked. Sygeplejersker kan sagtens undervise f.eks. yngre læger. De kender deres svage sider bedre end nogen og kan sætte ind netop der. I øvrigt er kommunikationskurserne meget afhængige af, hvad kursisterne gerne vil have behandlet, så det betyder ikke så meget, om det er en læge eller en sygeplejerske, der står ved tavlen.