20 procent mere på lønsedlen

Arkivfoto: Søren Svendsen

I februar i år stemte newzealandske sygeplejersker ja til en historisk overenskomst. Den var enestående på grund af de økonomiske resultater - størstedelen af de 20.000 medlemmer på New Zealands sygehuse får lønstigninger på omkring 20 pct.

Men overenskomsten var også historisk på den måde, at det var sygeplejerskernes første landsdækkende kollektive aftale i 25 år. I 1991 mistede de newzealandske fagforeninger retten til at indgå kollektive aftaler, og i de følgende år oplevede de newzealandske sygeplejersker den ene forringelse efter den anden.

Over de sidste fire-fem år har New Zealand Nurses Organisation (NZNO) fået samlet flere og flere arbejdsgivere i fælles overenskomster. Sidste år lykkedes det så at få fælles forhandlinger med alle 21 lokale sygehusmyndigheder i landet.

Sygeplejerskeflugt

Siden 1991 er sygeplejersker i New Zealand sakket så meget bagud på lønnen, at både erfarne og nyuddannede flygter ud af landet i stort tal. De kan tjene betydelig mere i andre lande. At lønniveauet var uholdbart, var NZNO og sygehusledelserne enige om. Men når det lykkedes at få store lønstigninger, skyldes det først og fremmest den styrke, som sygeplejerskerne har genvundet med de fælles overenskomstforhandlinger, mener NZNOs direktør Geoff Annals.

"Mange politikere er ligeglade med, at der er stor mangel på sygeplejersker. De er alligevel for dyre, og man kan bare erstatte dem med dårligt betalte indvandrere eller billigere personalegrupper," siger han.

Geoff Annals nævner tre grundlæggende forklaringer på den succes, NZNO har haft med kampagnen "Pair Pay."

Kampagnen har bygget på princippet ligeløn. Et princip, som er en del af den newzealandske Labour-regerings politik, og som traditionelt har opbakning i New Zealand. Det var det første land i verden, der gav kvinder stemmeret.

Gennem de fem år, hvor kampagnen har kørt, har NZNO fået stor opbakning i medier og offentlighed. Ikke mindst fordi det var sygeplejersker fra de enkelte arbejdspladser, der delte materiale ud ved

Side 17 

indgangen til det lokale supermarked og optrådte i de lokale medier.

"Befolkningen vil gerne støtte sygeplejerskerne, for man oplever, at sygeplejersker arbejder for dem," siger Geoff Annals.

"Men den moralske autoritet rækker kun et vist stykke. I sidste ende var det truslen om en landsdækkende strejke, der gjorde udslaget."

Af hensyn til patienterne

NZNO var fra starten helt på det rene med, at arbejdsgiverne ikke havde penge til at opfylde fagforeningens krav. I New Zealand får de lokale sundhedsmyndigheder deres penge direkte fra regeringen, så derfor tog NZNO i god tid kontakt til regeringen og forklarede, at der måtte ekstra penge på finansloven. Det lykkedes ikke. Men man vandt den lille sejr, at finansloven kom til at indeholde en bemærkning om, at sygeplejerskernes overenskomstforhandlinger gjorde budgetlægningen usikker. Samtidig gav NZNOs kampagne regeringen politisk opbakning til at give sygeplejerskerne særbehandling.

Der blev gennemført en landsdækkende rundspørge i befolkningen, hvor 97 pct. svarede ja til, at sygeplejerskers løn var "unfair." Og det lykkedes at samle 125.000 underskrifter på, at sygeplejersker skulle have samme løn som skolelærere og politibetjente.

"Det var vigtigt, fordi det ikke bare blev svært for regeringen at sige nej. Med rundspørgen og underskrifterne gav befolkningen regeringen lov til at bruge penge på sygeplejerskerne," siger Geoff Annals.

Kampagnen lykkedes, fordi medlemmerne virkelig engagerede sig i den og deltog meget aktivt. Men også fordi den ikke kun handlede om sygeplejerskerne selv. Konsekvenserne ude ved patientens seng blev hele tiden trukket op, understreger Geoff Annals.

"Og det var vores medlemmer, der sagde til os: Hvis det her ikke også skal handle om, hvad vores dårlige løn betyder for sundhedsvæsenet og samfundet, så vil vi ikke være med," siger han.