5 faglige minutter: Hovedet i busken

Jeg mærker, hvordan rødmen breder sig i skjolder på halsen. Ordene bliver stikkende i munden, og 25 forældrepar ser nysgerrigt på mig. Jeg ønsker at sige min mening om forkælede 14-årige børns behov for lommepenge på en skolerejse til udlandet, men kan ikke få mit budskab frem. Det bliver til et spædt forsøg, der ender i et "tror jeg nok, jeg synes."

Samme uge spørger en reporter fra lokal-tv mig, hvad jeg synes om kommunesammenlægningen, der skal føre til Furesø Kommune. Jeg står hos grønthandleren og roder i en bunke pastinak.

"Kan vi ikke trække lod om, hvem der skal udtale sig," foreslår jeg og peger på mig selv og en anden kunde.

Reporteren vender øjnene mod himlen og stikker mikrofonen op i snuden på mig. Jeg siger hurtigt og stammende, mens pastinakken går frem og tilbage mellem højre og venstre hånd, at jeg ikke synes, min kommune skal være det redskab, der får Løkkes kabale til at gå op. Da jeg senere tænker over mit svar, melder tvivlen sig. Var det nu klogt sagt? Hvad hvis jeg kommer på tv og både ser dum ud og lyder åndssvag?

Jeg er meget relationsafhængig og ringer til veninden for at høre hendes mening. Hun råder mig til at trække mit udsagn tilbage.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Dermed deler jeg skæbne med talrige sygeplejersker, der ved nærmere eftertanke ikke kan lide at se sig citeret. Når de har udtalt sig til Sygeplejersken, rettet en saglig kritik eller bragt en kontroversiel oplysning frem, kommer redaktionen hyppigt ud for, at sygeplejerskerne trækker deres udtalelser tilbage, når de får artiklen til gennemsyn.

Men offentligt ansatte har ytringsfrihed, de skal blot præcisere, at de ytrer sig på egne vegne og ikke på vegne af den institution, hvor de er ansat, og de skal respektere tavshedspligten. De kan deltage i debatten på lige fod med alle andre. Hvorfor gør de det så ikke? 

Fordi de er bange for konsekvenserne. Bange for at miste jobbet og bange for kollegernes dom. Derfor fremsætter sygeplejersker gerne en klar og tydelig kritik af konkrete forhold, men i samme åndedrag kræver de anonymitet. En artikel baseret på anonyme kilder mister bare troværdighed, og den er kedelig læsning. En kilde, "der ønsker at være anonym," er ikke nær så interessant som en navngiven person, man måske kender.

At sygeplejen er et kvindefag, skal ikke være en undskyldning, men det er måske en del af forklaringen på den manglende lyst til at debattere. Selvværdet er større hos mænd, selv om der ikke er nogen påviselig grund til det, og kvinder er mindre trænede i at stille sig op og præstere på stedet, hvorfor de i øvrigt også klarer sig dårligere til mundtlige eksaminer end mænd.

Kulturen blandt sygeplejersker er repressiv. Grundtesen synes at være, at alle sygeplejersker er lige, og alle sygeplejersker er lige gode, derfor er det unødvendigt, at enkeltindivider stikker næsen frem. Hvis en sygeplejerske markerer sig offentligt, er det sikkert, fordi hun er en neurotisk kværulant eller en selvpromoverende wannabe, mener kollegerne.

Hvad skal der til, for at sygeplejersker stille, roligt og velafbalanceret siger deres mening, argumenterer og holder fast, både på skrift og i tale? Træning, selvdisciplin og støtte fra kolleger, tror jeg.

I stedet for at lade K.E. Løgstrup tage del i mundplejen og Bourdieu blande sig i tryksårsforebyggelsen, som det ses i sygeplejerskeuddannelsen, kunne sygeplejestuderende træne formidling i form af "kronik" på 4. semester og "læserbrev" på 6. semester. En form for tilvænning til ytring i det offentlige rum.

Hver enkelt sygeplejerske må gribe fat i sig selv og spørge, hvad der er det værste, der kan ske, hvis man melder ud og holder fast i sin udmelding, for 60.000 sygeplejersker med hovedet i busken er ikke noget kønt syn.

Jeg ved, at jeg ikke selv er for god. Jeg må have fat i reporteren fra lokal-tv, for den der med Furesø Kommune er lige stærk nok. Kunne vi da bare have trukket lod. Jeg plejer altid at tabe.