Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Få greb om sygeplejepraksis

Støtte. I Jylland skal introduktionsstillinger sikre nyuddannede bachelorers fagidentitet og kundskaber.

Sygeplejersken 2005 nr. 20, s. 32-33

Af:

Grete Kærgaard, sygeplejerske, MKS,

Susanne Jastrup, uddannelsesansvarlig,

Laila Holm, uddannelses- og udviklingssygeplejerske

Fire nyuddannede professionsbachelorer i sygepleje påbegyndte i marts 2005 deres karriere på Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus i nyoprettede introduktionsstillinger.

Introduktionsstillingerne er af et års varighed og er oprettet i et samarbejde mellem tre afdelinger på sygehuset. Aftagerne af introduktionsstillingerne vil i perioden være seks måneder på medicinsk og seks måneder på kirurgisk sengeafsnit.

Introduktionsstillingerne er oprettet på baggrund af projekt "Få greb om sygeplejepraksis." Formålet med projektet er:

  • At styrke den nyuddannede sygeplejerskes udvikling af kundskaber i forhold til klinisk praksis.
  • At skabe tilbud og rammer for den nyuddannede sygeplejerske, som skal bidrage til at understøtte god kvalitet i klinisk praksis.
  • At bidrage til at rekruttere og fastholde den nyuddannede sygeplejerske i klinisk praksis.

Projektet er udarbejdet i et samarbejde mellem fem projektdeltagere og oversygeplejersker fra Ortopædkirurgisk afdeling, Medicinsk afdeling 1 og Organkirurgisk afdeling, Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus.

Projektet tager afsæt i den amerikanske sygeplejeteoretiker Barbara Carpers kundskabsbegreb og er centreret omkring kundskaberne: Teoretisk begrundet viden, sygeplejefaglige holdninger, sygeplejefaglige færdigheder og personlige egenskaber (1). Intentionen er, at udvikling af de fire kundskaber vil føre til en hensigtsmæssig udvikling af fagidentitet og handle-kompetence, som kan bidrage til at sikre faglig kvalitet i klinisk sygepleje.

Via introduktion og oplæring i afsnittet samt planlagte temadage ønskes at styrke

Side 33 

den enkelte nyuddannedes kundskaber til at integrere Carpers fire områder.

Mentor tilkoblet

Den nyuddannede bliver tilkoblet en mentor, hvis baggrund er klinisk erfaring i afsnittet samt uddannelse som og erfaring med rollen som klinisk vejleder.

Hensigten er, at oplæringen skal tage afsæt i den enkeltes behov og forudsætninger, hvilket fordrer, at den nyuddannede sammen med sin afdelingssygeplejerske og mentor løbende får afdækket, hvilke læringsbehov hun har, samt evaluerer den udvikling, den nyuddannede gennemgår. Til dette er der planlagt samtaler mellem afdelingssygeplejersken, mentor og den nyuddannede.

I forhold til de planlagte temadage er der identificeret områder af sygeplejen, hvor de nyuddannede sygeplejersker udveksler erfaringer og har fælles refleksion om og diskussion af sygeplejepraksis. Emnerne for temadagene er:

  • Gruppe- og teamledelse af sygeplejen med henblik på større indsigt og handlekompetence i forhold til denne dimension af sygeplejen.
  • Dagligdagens kommunikation med fokus på bevidsthed og udvikling af kommunikative færdigheder i et fagfællesskab.
  • Den gode overflytning/udskrivelse, hvor patientens forløb gennem systemet er i fokus.
  • Det gode lærings- og udviklingsmiljø med fokus på betydningen af det gode lærings- og udviklingsmiljø i en sygehuskontekst og implementering i en sygeplejefaglig praksis.
  • Medicinsk sygepleje, som omhandler de typiske patientkategorier i medicinsk afdeling og deres plejebehov.
  • Kirurgisk sygepleje, som omhandler præ- og postoperativ sygepleje, anæstesiformer og plejebehov hos kirurgiske patienter.

Projektet løber foreløbig til marts 2006. På baggrund af evalueringer af projektet vil der blive taget stilling til, om det skal være et permanent tiltag, og om andre afdelinger på sygehuset skal integreres i projektet.

Grete Kærgaard, Susanne Jastrup og Laila Holm er alle ansat på Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus.

Litteratur

  1. Carper B. Fundamental Patterns of Knowing in Nursing (1978). Advances in Nursing Science, Practice oriented theory, part 1.