Sygeplejersken
Frygt for at blive fyret lukker munden på sygeplejersker
Mundkurv. Sygeplejersker må sige lige så meget som alle andre uden at blive afskediget - med ganske få undtagelser. Og de behøver ikke spørge om lov først. Men få kender reglerne, og mange holder sig tilbage.
Sygeplejersken 2005 nr. 20, s. 14-15
Af:
Nina Vinther Andersen, journalist
Illustration: Jørgen Saabye
Mange sygeplejersker er så bange for konsekvenserne af at ytre sig om kritisable arbejdsforhold, at de vælger at tie stille.
"Vi har ret vanskeligt ved at få folk til at ytre sig. De er bange. Det er dybt problematisk i et demokratisk samfund," siger Mia Linda Møller, formand for Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Storstrøms Amt. Hun oplever, at især ledere henvender sig for at få gode råd til at tackle det, de føler er loyalitetskonflikter.
Som omtalt i sidste nummer af Sygeplejersken har syv sygeplejersker henvendt sig til redaktionen for at fortælle, hvordan travlhed i sommerferien fik konsekvenser for plejen af patienterne (se artiklerne "Plejesvigt i sommerferien" og "Umulige valg" i Sygeplejersken nr. 19).
Seks ønskede at være anonyme. En var bange for at blive fyret, hvis ledelsen fik at vide, at hun var en af kritikerne:
"Det ville de ikke se med blide øjne på. De vil ikke have ud, at besparelserne har omkostninger. Det skal se så pænt ud på overfladen. Jeg tror, alle her er klar over, at det skal man ikke snakke for højt om," siger hun.
En anden er på vej til en vigtig stilling og afhængig af ledelsens velvillighed.
"Jeg ved, jeg burde gå ud og sige: Hør her, jeg har overarbejde hver eneste dag, og jeg er fastende fra klokken 18.00 den foregående aften og til klokken 17.30, når jeg går hjem, og har ikke været på toilettet, siden jeg stod op, og kommer det først, når jeg har fri. Lægerne brokker sig, bare de skal sætte en label på den blodprøve, de selv har taget. Vi har lige skåret fru Hansens ben af, fru Hansen med udtalt ekspressiv afasi, med arytmi, med lungebetændelse, og så er der ingen, der har tid til at mobilisere hende. Indirekte aflivning af mennesker, om man vil," siger hun og fortsætter:
"Men jeg tør ikke stå frem på nuværende tidspunkt i min karriere. Jeg har været fandens hurtig til at arbejde mig op til nogle af mine mål, og jeg er bange for, at alt det tages fra mig igen, hvis jeg ytrer min kritik offentligt."
Frygten er ikke helt uden grund.
Rundt om i amter og kommuner og på sygehusene har ledelsen en tendens til at opfatte reglerne noget snævrere, end de har belæg for, siger professor Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet.
"Med andre ord: Ledelsen tror, der er mindre spillerum for de ansattes ytringsfrihed, end der reelt er," siger han.
Kort sagt har sygeplejersker og andre offentligt ansatte samme ret til at sige deres uforbeholdne mening, som alle andre har. For ansatte tæt på den politiske ledelse kan der være visse begrænsninger. Og så skal de huske på tavshedspligten Men ellers er der frit slag.
Langtfra alle ved det, da reglerne i vidt omfang er uskrevne. Godt nok er ytringsfriheden omtalt i Grundloven, men ikke særlig præcist. Derfor skal normerne for, hvad sygeplejersker og andre offentligt ansatte må sige, findes i studier af Folketingets Ombudsmands mangeårige virke.
Må gerne udtale sig kritisk
Ombudsmanden har gang på gang udtalt, at offentligt ansatte - herunder sygeplejersker - gerne må udtale sig kritisk om deres arbejde. Bortset fra hvis de med vilje eller på grund af sløseri giver forkerte oplysninger om de faktiske omstændigheder.
Side 15
Og så må de selvfølgelig ikke fortælle om navngivne patienter.
Ledelsen må suverænt bestemme, hvem der må udtale sig på afdelingens eller enhedens vegne. Men de må ikke bestemme, hvad en sygeplejerske må sige som privatperson. Og sygeplejersken behøver ikke spørge ledelsen om lov, før hun går ud med sin kritik.
Det kan være et problem, at grænserne for ytringsfriheden ikke står klart og tydeligt, for det kan betyde, at sygeplejersker holder sig tilbage fra at sige deres mening.
For fire år siden etablerede en gruppe læger Dansk Selskab for Lægers Ytringsfrihed, som både skal sikre lægers ytringsfrihed, støtte medlemmer, der er kommet i knibe i forhold til ytringsfriheden og forsøge at forhindre, at det sker i fremtiden. Selskabets arbejde er bl.a. funderet i Grundlovens §77, som handler om ytringsfrihed og etiske regler for læger §14, der omtaler den ret og pligt, som læger har til at deltage i den sundhedspolitiske debat. Blandt andet bør læger, der bliver opmærksomme på forhold, som lægen mener er sundhedsmæssigt uforsvarlige, sige det åbent. bliver spurgt om referencer, og jeg så ikke kan give nogen fra det sted, hvor jeg har været i over tre et halvt år. Eller de spørger: Er det ikke dig fra avisen," siger Helle Rehtmar, som dog har fået et barselsvikariat.
"Der er en række tilfælde, hvor offentligt ansatte af frygt undlader at udtale sig på grund af ukendskab til reglerne," siger han.
Det er hverken godt for demokratiet, for debatten eller udviklingen, og det var en væsentlig grund til, at regeringen med resten af Folketinget i ryggen sidste år nedsatte et udvalg, der skal gå reglerne efter i sømmene.
Sag endte hos Ombudsmanden
Sygeplejerske Bettina Dahl blev ikke fyret. Men ledelsen truede med det.
Sammen med sygeplejerske Charlotte Engelbrecht kritiserede hun for 12 år siden i en pressemeddelelse forholdene på Hillerød Sygehus ortopædkirurgiske afdeling efter nedskæringer. De skrev, at de ikke længere kunne stå inde for den behandling, som patienterne blev tilbudt - en kritik, som sygehusledelsen og amtets politikere ikke brød sig om.
Amtet mente bl.a., at sygeplejerskerne skulle have brugt tillidsmands- og ledelsessystemet, og måtte senere beklage, at det kunne opfattes, som om sygeplejerskerne havde fået en påtale.
Sagen røg helt til Folketingets Ombudsmand. Han udtalte, at kritikken af sygeplejerskerne var ubegrundet, og fandt, at amtet havde optrådt kritisabelt.
"Det var virkelig udmattende. Men jeg kan se, at mange har høstet frugterne. Sagen er blevet brugt som eksempel på, hvad man må ytre sig om som sygeplejerske, og hvad man ikke må. Og jeg synes, det virker, som om flere og flere sygeplejersker tør stå frem, når de synes, at dårlige arbejdsforhold får konsekvenser for patienterne. Hvis det ikke skulle komme fra os, der arbejder med det, så ved jeg ikke, hvem der skulle sige det. Så det var godt for noget," siger hun.
I dag arbejder Bettina Dahl stadig på sygehuset. Sagen fik ikke betydning for hende, da hun søgte over på børneafdelingen, som hele tiden havde været hendes mål.
"Det sagde de i hvert fald, at det ikke havde. Jeg tror også, at mange sygeplejersker mente, vi gjorde det i en god sags tjeneste. Så kan det jo godt være, at den øverste ledelse mente noget andet," siger hun.
Charlotte Engelbrecht Madsen arbejder i dag som produktspecialist for et stort medicinalfirma. Sagen står stadig klart for hende.
Sygeplejerske Helle Rehtmar blev sammen med kollega Helle Eriksen fyret fra metadon-behandlingsstedet Enghaven i København i maj. Det skete i forbindelse med en artikel i B.T., som handlede om narkoindsatsen i Danmark.
Den varslede fyring kom, dagen efter B.T. havde talt med lederen af ambulatoriet - men før artiklen overhovedet var trykt. Begrundelsen var "graverende loyalitetsbrud."
Forud for fyringen havde de to sygeplejersker længe nægtet at udlevere erstatningsmetadon, fordi det ikke var blevet ordineret af en læge, men i stedet for af lederen selv, der ikke er læge. De to sygeplejersker havde været sygemeldte på grund af stress. Kort før fyringen skrev lederen til de to sygeplejersker, at man glædede sig til, at de to medarbejdere vendte tilbage til arbejdspladsen. Da den endelige fyring kom, var begrundelsen ændret til "langvarige samarbejdsproblemer," oplyser Helle Rehtmar.
I øjeblikket ligger sagen hos en ekstern advokat, som forhandler med arbejdsgiveren om et eventuelt forlig. De to sygeplejersker har efterfølgende haft svært ved at finde arbejde.
"Det kan jo være lidt svært, når man til en samtale bliver spurgt om referencer, og jeg så ikke kan give nogen fra det sted, hvor jeg har været i over tre et halvt år. Eller de spørger: Er det ikke dig fra avisen," siger Helle Rehtmar, som dog har fået et barselsvikariat.
"Det var meget voldsomt. Den tidligere sygehusdirektør var vildt aggressiv. Vi fik masser af opbakning fra kollegerne. Men hvis vi ikke havde haft en stærk fællestillidsmand, så tror jeg, at vi havde fået sparket," siger hun og fortsætter:
"Vi havde slet ikke regnet med al den opmærksomhed. Vi ville bare have ledelsen i tale, og pludselig stod TV Avisen der."
Umiddelbart efter de var kommet med deres kritik, blev afdelingens normeringer bedre. Charlotte Engelbrecht er stolt af sagen.
"Selvom det var pissehårdt arbejde, var det også godt, at vi på patienternes vegne sagde fra," siger hun.
Ikke alle valgte anonymitet på grund af frygt, da de i sensommeren kontaktede Sygeplejersken for at fortælle om deres erfaringer. En ønskede ikke, at fokus skulle flyttes fra selve problemet til hende selv. En anden, fordi henvendelsen var et pludseligt indfald.
"Ikke videre gennemtænkt," siger hun og fortsætter:
"Ellers vil jeg gerne stå frem. Men jeg ville ikke gøre det uden først at have talt med ledelsen," siger hun.
Sygeplejersken opfordrede i juli måned sygeplejersker til at henvende sig, hvis de havde så travlt i sommerferieperioden pga. ferie og nedlukning af sengepladser, at det gik ud over patienterne og sygeplejersken selv. Syv sygeplejersker henvendte sig. De seks ville være anonyme, fordi de var utrygge ved stå offentligt frem med deres kritik.