Normeringer ved overenskomstbordet

Da New Zealands sygeplejerskeorganisation NZNO sidste år krævede store lønforhøjelser til sine medlemmer, rejste man samtidig krav om, at overenskomsten skulle sikre en forsvarlig normering i sygehusafdelingerne.

Det lykkedes ikke at få kravet opfyldt i den overenskomst, der blev indgået i februar. Men som udløber af forhandlingerne er der nu nedsat en officiel komite, hvor repræsentanter for NZNO, sygehusledelser og lokale sundhedsmyndigheder skal arbejde videre med, hvordan man sikrer den rigtige normering.

"Det er noget, vi lærte af de canadi- ske sygeplejersker, som fik store lønstigninger i 90erne," siger Jane OMalley, som var formand for NZNO, da kravet blev rejst ved overenskomstforhandlingerne.

"For i Canada skete der det, at afdelingerne skar ned på normeringen for at betale lønstigningerne. Den pris ønskede vi ikke at betale, derfor stillede vi både krav om løn og normering."

En for hver fire patienter

NZNO havde udarbejdet et meget konkret forslag til forhandlingerne. Det byggede på erfaringerne fra den australske provins Victoria, der har haft overenskomstsikrede normeringer - nurse to patient ratios - siden 2001. Forinden havde erfarne newzealandske afdelingssygeplejersker vurderet, at niveauet passede til newzealandske forhold.

NZNO fremlagde et helt sæt normeringer, der tog hensyn til forskelle i specialisering og patientgrundlag.

F.eks. skulle medicinske og kirurgiske sengeafdelinger på højt specialiserede afdelinger have én sygeplejerske for hver fire patienter og en afdelingssygeplejerske/ansvarshavende i dagvagt, samme normering i aftenvagt og én sygeplejerske for hver otte patienter i nattevagt.

På et mindre provinssygehus skulle normeringen i medicinske og kirurgiske sengeafdelinger f.eks. være én sygeplejerske til fem patienter plus en afdelingssygeplejerske i dagvagt, én til seks i aftenvagt plus en afdelingssygeplejerske/ansvarshavende og én til 10 i nattevagt.

Det skal tilføjes, at sygeplejersker udfører al plejen på newzealandske sygehuse. Der er rengørings- og køkkenpersonale, men hverken sygehjælpere eller assistenter.

Australsk succes

Der var mange betænkeligheder i organisationen, før man rejste kravet om faste

Side 17 

normeringer. Men erfaringerne fra Australien var så gode, at det gjorde udslaget, fortæller NZNOs direktør Geoff Annals.

"I Victoria manglede man flere tusind sygeplejersker. Så skeptikerne sagde: Hvad skal det gøre godt for med faste normeringer, når der alligevel ikke er sygeplejersker nok til at besætte stillingerne," fortæller han.

"Men meget hurtigt søgte der sygeplejersker tilbage, som enten arbejdede på deltid eller slet ikke arbejdede som sygeplejersker mere. Det første år kom der 3.000 tilbage, og tallet bliver ved med at stige. Der kommer endda sygeplejersker fra andre dele af Australien, hvor lønnen er bedre end i Victoria."

Ikke desto mindre var man meget godt tilfredse i NZNO, da arbejdsgiverne kategorisk afviste forslaget, og man i stedet blev enige om at nedsætte en fælles komite til at finde ud af, hvordan man sikrer den rigtige normering.

"Hvis vi kan sikre sygeplejeledelsens ret til at fastsætte normeringen, vil det være bedre for afdelingerne, end hvis vi bare giver dem en bog at slå op i," siger Geoff Annals.

"Afdelingssygeplejersken kender patienterne og ved, hvad hun har brug for. Hun er eksperten. Men vi er nødt til at have en mekanisme, der sikrer, at der sker noget, hvis der mangler personale. Det er det gode ved Victoria-modellen. Her kan alle se det, når der må flere sygeplejersker til, eller antallet af patienter i afdelingen må begrænses."

Tillid eller fast norm

"Vi vil gerne udvikle en mere sofistikeret model, som giver kontrollen til den lokale ledelse af sygeplejen," siger Jane OMalley. Hun er ikke længere formand for NZNO, men repræsenterer nu organisationen i komitearbejdet.

"En erfaren afdelingssygeplejerske ved til enhver tid, hvad normeringen skal være på hendes afdeling. Hun behøver heller ikke plejetyngdesystemer til at fortælle hende, om patienterne er dårligere end normalt," siger Jane OMalley.

"Jeg har selv været afdelingssygeplejerske, og når de ringer fra skadestuen og spørger, om man kan tage en patient til, så kan man straks svare: Ja, det kan vi godt klare. Eller: Så må vi have en ekstra sygeplejerske ind.

Victoria-modellen giver sygeplejerskerne i afdelingen kontrol med deres arbejdsbyrde, men en model kan aldrig besvare spørgsmålet: Kan I tage en patient til?"

Jane OMalley vil helst nå frem til et system, der baserer normeringerne på sygeplejerskers professionelle skøn. Problemet er, at forholdet mellem sygeplejersker og sygeplejeledelse fik nogle skår i de turbulente 90ere, hvor newzealandske sygehuse blev omstruktureret den ene gang efter den anden.

"Det kræver tillid at give kontrollen til sygeplejeledelsen og sygehusledelsen. Og den har sygeplejersker ikke længere. Så vi må nok finde en mellemform," siger Jane OMalley.

Et andet spørgsmål, som komiteen skal prøve at belyse, er økonomien.

"Regeringen og de lokale sundhedsmyndigheder ser faste normeringer som en økonomisk trussel. Men vi mener, at udgiften formentlig tjener sig selv ind," siger Jane OMalley.

"Vi vil få færre udgifter til personaleudskiftning, sygefravær, komplikationer, forlængede indlæggelser osv. Problemet er, at vi har for dårlige tal til at afdække de reelle omkostninger ved en dårlig normering."

Der er ingen tvivl om, at sygeplejersker kan risikere at komme til at betale for gode normeringer med en dårligere lønudvikling, mener Geoff Annals. Det er også en del af erfaringen fra Victoria.

"Men hvis medlemmerne af en organisation rent faktisk lægger mere vægt på bedre arbejdsforhold end på bedre løn, så må organisationen respektere det og forhandle derefter," siger han.