Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Ny sundhedstænkning i kommunerne

Kommunalreform. Nye opgaver i kommunerne er en mulighed for at ændre fokus fra sygdom til sundhed. Det er godt for borgerne.

Sygeplejersken 2005 nr. 20, s. 29

Af:

Anne Mette Villadsen, sygeplejerske

SY-2005-20-29-01-Ny_sundhedI forbindelse med kommunalreformens ikrafttræden overtager kommunerne ansvaret for forebyggelse og genoptræning.

Får det nogen praktisk betydning for borgerne? Ja, det gør det i høj grad, hvis kommunen satser på forebyggelse frem for pleje. Hidtil har amterne haft ansvaret for forebyggelse og genoptræning, og kommunen har haft ansvaret for behandling og pleje. At kommunen i fremtiden får ansvar for såvel forebyggelse, genoptræning som behandling og pleje uden for sygehusene, gør, at man nu får mulighed for at få større sammenhæng i patientforløbet. Sundhed kan komme i fokus frem for sygdom.

Det kræver en ændring i måden at tænke sundhedsvæsen på, opmærksomheden skal rettes mod sundhedsfremme og forebyggelse for borgeren, og det lokale sundhedsvæsen bliver omdrejningspunktet. Det vil kræve en fælles forståelse mellem region og kommune, hvis indsatsen skal lykkes. Der skal indgås sundhedsaftaler, som skal understøtte sammenhængen mellem behandling, forebyggelse og pleje. Der skal udarbejdes en overordnet sundhedspolitik i kommunen, og man kunne f.eks. nedsætte et særligt sundhedsudvalg. Allerede nu mener jeg, det er vigtigt at få sundhedsområdet profileret politisk.

Kommunen får nye opgaver, hvilket kræver nye faglige kompetencer på sundhedsområdet, som gør, at medarbejderne skal efteruddannes for at kunne løfte den nye opgave op på et ordentligt fagligt niveau.

Der skal etableres et tættere samarbejde med almen praksis omkring forebyggelse og sundhedsfremme.

Hvor skal genoptræning og forebyggelse foregå? De bedste resultater af genoptræning ser man i borgerens eget hjem, hvor man kan træne borgeren i færdigheder i egne omgivelser. Det nytter f.eks. ikke ret meget at træne en borger i gangtræning på en hospitalsgang uden trapper, dørtrin og løse tæpper, hvis borgerens eget hjem har løse tæpper, dørtrin og trapper.

En anden del af træningen vil kunne foregå på et sundhedscenter i borgerens lokalområde. Det kan være, der er behov for styrketræning, hvor der skal anvendes apparater/maskiner, der findes på sundhedscentret. Det kan også tænkes, at borgeren i kortere tid har behov for at komme ind på et ophold på sundhedscentret til intensiv træning, det skal der åbnes mulighed for.

Hvad er et sundhedscenter? Begrebet er ikke entydigt. Et sundhedscenter kan være en del af et af kommunens nuværende lokalcentre, men kan også være et selvstændigt center, der står for sundhedsfremme og forebyggelse for alle befolkningsgrupper fra vugge til grav. Et sundhedscenter skal tilbyde genoptræning efter sygdom/operation, tilbyde sundhedsfremme og forebyggelse bredt set, f.eks. i form af rygestopkurser, kurser i kostændring og motion, samt tilbyde ydelser rettet mod lokale sundhedsproblemer, f.eks. i socialt udsatte grupper. Jeg forestiller mig, at sundhedspleje og tandpleje tilknyttes et sundhedscenter. Et sundhedscenter skal ikke være et alternativ til et sygehus. Det vil klart være at foretrække, at sundhedscentret etableres som en selvstændig enhed og ikke som et appendiks på et af de nuværende lokalcentre. Hvorfor?

Etableres det på et nuværende lokalcenter, vil der, som jeg ser det, være en risiko for, at sundhedscentret ikke udvikles som et selvstændigt og fagligt nødvendigt led i et træningsforløb.

Det vil kræve en økonomisk tilførsel af ressourcer at opstarte dette tilbud i kommunalt regi. Til gengæld forventes det, at ved at satse på genoptræning og forebyggelse kan antallet af indlæggelser på medicinske afdelinger reduceres kraftigt med en stor besparelse til følge. Mange ældre vil kunne undgå at skulle på plejehjem, hvis de får tilstrækkelig træning og vejledning i eget hjem, hvilket også giver en besparelse. Borgere, der kommer til skade, vil med den rigtige genoptræning hurtigere kunne komme til at genoptage deres arbejde.

Hvorvidt omlægning af genoptræningsforløb til kommunalt regi vil betyde en serviceudvidelse på det økonomiske område, eller om forebyggelse, sundhedsfremme og genoptræning i kommunalt regi vil medføre store besparelser i form af mindre udgifter til sygedagpenge, førtidspensioner og mistede skatteindtægter, er det svært at spå om. Et er sikkert, det vil medføre forbedret livskvalitet for borgeren at modtage en helhedsorienteret indsats på genoptræningsområdet og få fokus på sundhedsfremme og forebyggelse. Det er en opgave, det bliver særdeles spændende at arbejde med i det nye byråd. En ny epoke inden for sundhedsfremme og forebyggelse er skabt med dette tiltag.

Anne Mette Villadsen er visitator i Hørning Kommune.