Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Internationalt nyuddannet master: Ekstra gevinst at have gennemført på engelsk

Via internettet. Det kan have sine store fordele at tage sin masteruddannelse som fjernstudium - også selv om vejlederen sidder i Australien, og studiet foregår på engelsk. Inge Lise Hermansen er blandt de første, der har taget den internationale masteruddannelse, der udbydes i et samarbejde mellem Viborg og Melbourne.

Sygeplejersken 2005 nr. 22, s. 16-17

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY-2005-22-16-1-forskningInge Lise Hermansen: "Nu læser, skriver og chatter jeg på engelsk uden at tænke over det." Foto: Kissen Møller Hansen

Et masterstudium på engelsk med en studievejleder i Australien er ikke lige det nemmeste, man kan kaste sig over, men sammen med 11 andre sygeplejerskekolleger kan oversygeplejerske Inge Lise Hermansen fra Sygehus Viborg nu glæde sig over, at uddannelsen er i hus.´

Master of Health Science/Nursing, er titlen på studiet, som bygger på et samarbejde mellem sygeplejeskolen i Viborg og den australske School of Nursing ved Deakin University i Melbourne. Uddannelsen er erhvervsrettet og henvender sig til sygeplejersker, der ønsker at kvalificere sig på et akademisk niveau sideløbende med deres daglige arbejde. Det betyder, at man som studerende kan tage afsæt i egen praksis og opnå ny indsigt. Og det var lige,

 Side 17

hvad Inge Lise Hermansen havde behov for:

"Jeg var nået til et punkt i mit arbejdsliv, hvor der skulle ske noget, ikke mindst fordi jeg følte, jeg manglede viden i forhold til den kliniske sygepleje. Den australske masteruddannelse var derfor en spændende mulighed. Jeg har været med på det første hold, som har gennemført uddannelsen, og da jeg hørte om den, var det endnu ikke helt afklaret, om alle skriftlige arbejder skulle afleveres på engelsk, så det var den lille kattelem, der fik mig til at melde mig. Men da det var australierne, der skulle stå for uddannelsen, skulle studiet selvfølgelig gennemføres på engelsk," fortæller hun.

Al fritid brugt på studiet

Inge Lise Hermansen erkender gerne, at det har været noget af en hurdle:

"Jeg har selvfølgelig været vant til at tilegne mig fagstof på engelsk, men det er ikke det samme som at studere og aflevere skriftlige opgaver på et andet sprog end ens modersmål. Derfor var der ekstra tid, der skulle investeres i studiet, men belønningen ved at have gennemført er så meget desto større," siger hun.

"Nu læser, skriver og chatter jeg på engelsk uden at tænke over det."

Inge Lise Hermansen, der er på ukontrolleret arbejdstid, har ikke haft nedsat tid, mens hun gennemførte sit masterstudium, så det betyder, at stort set al fritid - eftermiddage, weekender, ferier - er brugt på studiet.

"Det kan have nogle omkostninger, især hvis man har små børn," siger hun, der selv er mor til tre større børn, hvoraf den ene er hjemmeboende.

"Derfor er det godt, at jeg som leder selv har afprøvet vilkårene, når jeg skal anbefale andre at gå i gang med noget tilsvarende. Min personlige konklusion er, at man ikke kan klare et fuldtidsarbejde ved siden af, og jeg var da også den eneste på holdet, som ikke havde nedsat tid."

Inge Lise Hermansen understreger, at de australske vejledere har været fantastiske til at guide de studerende gennem studiet:

"Det var egentlig bare at kontakte vejlederne over internettet, når man havde problemer, så var der svar allerede næste dag. Her var tidsforskydningen mellem Australien og Danmark en fantastisk fordel. Når vi sov, var de på job og kunne hjælpe os via mails," siger hun og peger på, at Deakin University har studerende fra hele verden. Det har givet underviserne stor erfaring i undervisning via internettet.

En anden fordel ved fjernstudiet er den store it-erfaring, man oparbejder. Det gælder både med hensyn til kommunikation og litteratursøgning. Ud over kontakten til vejlederne har der været mulighed for at være med i diverse chatgrupper på nettet. Inge Lise Hermansen har under et besøg på Deakin University i sommer haft mulighed for at hilse på vejlederne og se det bibliotek, som hun har gjort så stor brug af under sit studium.