Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2006 nr. 13, s. 47-49

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

En afdelingssygeplejerske fortæller

Vibeke Krøll, Anne Birthe Garde, Trine Madsen

Filmen om LE-DEL-SE set med en afdelingssygeplejerskes øjne

Skejby Sygehus 2006

Ledelse er en proces, som foregår i samspil med andre mennesker ... Spændende, jeg putter med stor forventning cd-rommen ind i min computer en sen eftermiddag, hvor der er stille på kontoret. Støjen fra trafikken fortoner sig, jeg skærper min koncentration og håber, at der kommer ny viden ud til mig som afdelingssygeplejerske i et stort sengeafsnit. 

Jeg ledes straks, uden nogen form for præsentation, ind på en hospitalsafdeling. Her møder jeg en afdelingssygeplejerske, som fortæller om og demonstrerer det at være leder af sygeplejen. Der skiftes mellem situationer fra praksis, alle sammen på sygeplejekontoret, og interview, hvor hun redegør for sine overvejelser.

Jeg føler mig lidt skuffet, da den slutter. Der kom ikke noget frem, som jeg ikke allerede vidste. Jeg er ikke uenig med afdelingssygeplejersken i det, hun siger, men emnerne berøres kun ganske overfladisk, og jeg får desværre ikke mange indtryk fra praksis.

Jeg tror bestemt, at afdelingssygeplejersken både er en dygtig og kompetent leder, men hvordan hendes velovervejede handlinger påvirker praksis, får jeg ikke indtryk af. 

Det svære er ikke at udtale sig om, hvordan virkeligheden bør være, men at demonstrere det. Cd-rommen varer knap 21 minutter, hvilket virker passende i forhold til dybden.

Det er uklart for mig, hvad formålet med denne cd-rom er. Om den er tænkt som diskussionsoplæg om ledelse eller inspiration til andre afdelingssygeplejersker?

Afdelingssygeplejersken (hvis navn jeg ikke præsenteres for, ligesom afdelingen heller ikke præsenteres) kommer ind på mange relevante områder i forhold til det at være leder i sygeplejen. F.eks.

  • Lederens rolle som den, der skaber orden i kaos.
  • Retten til at være den, som bestemmer, eller den, som vælger, at andre må bestemme.
  • At man som leder skal kunne trives med forstyrrelser.
  • At man er den, som vurderer den enkelte sygeplejerskes kompetence og planlægger plejen ud fra det.
  • At det er en fordel at kende specialet for at kunne guide den enkelte sygeplejerske.
  • At det er vigtigt at gå foran ved forandringer. At være den, som efterspørger forandringer. At være den, som tager initiativ.

 Jeg sidder tilbage og tænker: Hvorfor har man valgt netop denne afdeling, har den frembragt nogle gode resultater? Har afdelingssygeplejersken særlige evner, som man gerne ville fremhæve? 

Da formålet ikke er tydeligt for mig, er det svært at sige, om cd-rommen når den målgruppe, den henvender sig til. Hvis jeg alligevel skal anbefale, hvordan den kan finde anvendelse, må det være som visuel inspiration i forbindelse med en diskussion om ledelse i sygeplejen. 

Af Rie Jackson, afdelingssygeplejerske, Klassisk thoraxkirurgisk afdeling, Rigshospitalet.

Afmystificering af supervision

Henrik Wengel

Supervision i grupper

København: Dansk Psykologisk Forlag, 2005.
184 sider, 248 kr.

SY-2006-13-47aSupervision er en aktivitet, der skaber plads til det, man ellers er alene med. Som gør en jeg-opgave til en vi-opgave. Metoden, der introduceres her, er velegnet til individuel supervision i grupper for tværfagligt personale ansat ved dag- og døgninstitutioner. Alle faser i supervisionen gennemgås grun-

digt i et tydeligt og letforståeligt sprog. De mange illustrative eksempler sætter teori og praksis sammen på en indbydende måde. 

Henrik Wengel skriver bl.a., at når man arbejder med andre mennesker, påvirkes man. Belastende oplevelser slider på medarbejderen. Gennem bearbejdning forebygges slitage og udbrændthed. 

Den, der giver supervision (supervisor), vil ideelt være én, der har stor faglig indsigt, styr på sig selv, relevante færdigheder i at supervisere og er i stand til at formidle dem. 

Det kræver mod at modtage supervision, da man kommer i kontakt med uvante følelser og reaktioner og opdager, hvor krævende det er at udtrykke sig forståeligt. Det er en arbejdsmetode, der søger at give optimale muligheder for virksomme processer i samspillet mellem supervisand, observatører og supervisor. Supervisor har ansvaret for, at regler defineres og opretholdes.

Supervisor superviserer et af gruppens medlemmer (supervisanden) foran de andre medlemmer uden tilstedeværelse af klienter. Supervisionen foregår med udgangspunkt i supervisandens egen fremstilling af sagen.

Wengels teoretiske indfaldsvinkler bygger for problemafklaringens del på klientcentreret praksis og teoridannelse, og for problemformuleringen og problemløsningens del på en mere systemorienteret praksis.

Det vil sige, at supervisandens oplevelse gengives respektfuldt af observatører og supervisor. Ved at bruge supervisandens egne ord udforsker han/hun sin oprindelige oplevelse, motiveres til at bearbejde den og se på den fra nye vinkler.

Det, supervisand og observatører lærer i denne supervisionsmodel, er yderst brugbart i sociale sammenhænge i hele personalegruppen. Man trænes i at høre, hvad den anden siger, og i at være undersøgende og nysgerrig, før man er løsningsorienteret. Trænes i at ændre belastninger til udfordringer gennem empati og dialogiske samtaler. 

Bogen afmystificerer supervision og giver lyst til at komme i gang med supervision på arbejdspladsen. 

Af Ilse Gottlieb, sygeplejerske med specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, ansat på Ungdomspsykiatrisk afsnit på Augustenborg Sygehus.

God kunst signalerer omhu

Ib Hessov

Kunst giver liv

Om kunst på sygehuse

Århus: Aarhus Universitetsforlag 2006
112 sider, 198 kr.

SY-2006-13-47bJeg blev indlagt akut og opholdt mig en lang weekend på et hospital i København, i omgivelser, som var nedslidte, trøstesløse og rodede. Affaldsstativer, transportcontainere, brugte senge med plettede madrasser og rulleborde stod alle vegne. En skævt opklistret historisk udstillingsplakat med et krøllet hjørne udgjorde vægdekorationen. Min første tanke var: Hvordan kommer jeg væk herfra - hvad mit brækkede ben forhindrede. Dernæst opstod følelsen af mistillid. Vil personalet gøre sig lige så lidt umage med min behandling som med omgivelserne?

For få dage siden modtog jeg en bog om kunst og liv på sygehuse. Jeg har slugt bogen - det var helbredelse. Sikke en gave, en fortælling om kunst, som idérige ildsjæle har beriget patienter, personale og besøgende med på Amtssygehuset i Århus.Ib Hessov står bag bogen. Han er overlæge, kunstkender og initiativtager til sygehusets kunstfond, som startede i 1985. Bogen fortæller historien og rejser spørgsmål som: Kan god kunst på sygehus gøre en forskel? Kan den udgøre oaser af oplevelser, som glæder, provokerer og bortleder tanker om sygdom? Betyder den noget for arbejdsglæde og forholdet til patienten? Kan det, i en epoke præget af mangel på tid og dårlig sygehusøkonomi, lade sig gøre at opbygge en samling af god kunst på et offentligt dansk sygehus?

Kan kunst, ud over at virke livsbekræftende, have en helbredende virkning? Poul Gernes havde denne teori, og Per Kirkeby er tilbøjelig til at give ham ret: "Da jeg vågnede op på Ålborg Sygehus efter min hjerneblødning, og der ikke var noget at se på nogen steder ... Det var så grimt, at man blev helt dårlig af det."

Holdningen er, at de indtryk, man får på et sygehus, betyder meget for opfattelsen af den behandling, der ydes. Omhu med rummenes indretning, kvalitet i valg af møbler, farver og kunst giver forventning om kvalitet i behandling og pleje. Signalet skal være: Her gør vi os umage, og du kan forvente omhu, venlighed, kvalitet og nytænkning.

"Hvis der hænger et godt billede på væggen, skal man gå meget stille forbi, hvis ikke det skal få øje på én," har Asger Jorn sagt. Det og mange andre citater beriger bogen. Der er i kunstfonden satset på god kunst fra unge kunstnere. Hvad god kunst er, diskuteres i bogen. Ud over at besvare spørgsmålene tager bogen os med på billedoplevelse. Bogen er en æstetisk oplevelse. Ib Hessov har gjort sig umage: Et flot format, smuk opsætning, gode fotografier, klog og afvekslende. Bogen er en gave til alle, som vil have en æstetisk oplevelse, finde argumenter for et større kunstbudget, overveje næste indlæggelse. En mulighed med det frie sygehusvalg. Hvis uheldet igen skulle være ude, vil jeg bide tænderne sammen og lade mig transportere til Århus.

Epilog: Min mistillid under hospitalsopholdet bevirkede, at jeg forlangte et ekstra røntgenbillede af mit ben inden udskrivelsen for at sikre, at det ikke var så rodet sat sammen som omgivelserne. Hvad man sparer på arkitektur, æstetik, indretning og kunst, bruger man på ekstra behandlingsudgifter. Benet er perfekt helet, og jeg er på vej til Århus på kunstbesøg på Amtssygehuset.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent i Roskilde Amt. 

Meningen bag handlingen

Birgit Hermann Hansen

Kompetenceudvikling i sygeplejerskeuddannelsen

Kulturelle betydningsstrukturer og udvikling af sygeplejekompetence

København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2005
378 sider, 285 kr.

SY-2006-13-47cBogen er skrevet på baggrund af Birgit Heimann Hansens ph.d.-afhandling. Hun gør hurtigt læseren opmærksom på, at det ikke længere er nok at uddanne sygeplejestuderende i forhold til almene og specifikke kvalifikationer. Udviklingen i sundhedssektoren har medført, at der stilles krav om udvikling af den enkelte sygeplejestuderendes kompetencer, hvis hun skal kunne udøve virksomhed som sygeplejerske.

I sin forskning tager forfatteren udgangspunkt i sygeplejestuderende, som er i deres sidste klinik i sygeplejerskeuddannelsen. Hun har dermed fokus på de næsten færdiguddannede studerendes udvikling af sygeplejekompetencer. 

Bogen argumenterer for, at det personlige handlegrundlag er baseret på forskellige betydningsstrukturer, som influerer på den enkelte studerendes dannelse af mening og dermed valg af handling. Mening indtager derfor en central og betydningsfuld placering i Birgit H. Hansens forskning, idet mening bliver betragtet som et handlingskonstituerende aspekt i forhold til de studerendes handlinger og udvikling af kompetence.

Forfatterens hensigt er at få en dybere forståelse af de betydningsstrukturer, der indvirker på de studerendes meningsdannelse og handlingsvalg og hermed forbindelsen mellem de studerendes udvikling af sygeplejekompetence og det kulturelle fundament i sygeplejen. Kort sagt søger forfatteren at forstå, hvilke overvejelser og intentioner, der ligger bag de studerendes valg af handlinger i relation til, hvad normen for god handlingspraksis på det pågældende praktiksted er.

Forfatteren understreger, at det kliniske personale har et stort ansvar for at støtte de studerende i at opøve den praktiske evne til at vurdere, hvis de studerende gennem meningsdannelse skal lære at foretage gode og hensigtsmæssige valg af handlinger. Men ud over at skabe overblik over sygeplejesituationen skal de studerende også have evnen til at turde og kunne tage ansvar for egne handlinger. Det er her, den studerendes teoretiske forudsætninger og praktiske erfaringer, men i høj grad også den faglige drøftelse med personalet, er en vigtig del af kompetenceudviklingen.

Birgit H. Hansen betragter det som nødvendigt, for at de studerende kan opnå en bevidsthed om og tillid til deres egen kompetence - og dermed troen på sig selv. En tro, som i høj grad knytter sig til praktikpersonalet og især praktikvejledernes tro på den studerendes sygeplejekompetence og evne til at leve op til fagets indhold og selvforståelse og hermed de kulturelle betydninger.

Bogen åbner op for interessante sammenhænge i forhold til, hvilke betydningsstrukturer der indvirker på de studerendes meningsdannelse og valg af handling, og forfatteren har nogle spændende vinkler på forbindelsen mellem de studerendes udvikling af sygeplejekompetencer og det kulturelle fundament i sygeplejen.

Bogen kan virke tung, men selvom den er svær at fordøje, bidrager den med ny forståelse af den betydning, som praktikstedet socialt og kulturelt har for de studerendes udvikling af sygeplejekompetencer. 

Bogen udfordrer kliniske vejledere og andre, som medvirker til at uddanne sygeplejestuderende, og den er relevant for dem, som planlægger kliniske studier og uddanner studerende fra andre professionsuddannelser.

Af Birgitte Hansson, sygeplejelærer, cand.mag.,ansat på Sygepleje- og Radiografskolen Herlev. 

Læring er alt, og alt er læring

Carsten Nejst Jensen

Voksnes læringsrum

Værløse: Billesø & Baltzer bogforlagene 2005
520 sider, 298 kr.

SY-2006-13-47dI marts 2000 afholdt det Europæiske Råd topmøde i Lissabon. Konklusionen var, at Europa har bevæget sig ind i Vidensalderen, hvor læringsmønstre, levemønstre og arbejdsmønstre er under hastig forandring. Det pointeres, at livslang læring ikke kun er en opgave for uddannelsesinstitutionerne, men at livslang læring skal forstås som "al målbevidst læringsaktivitet, som man løbende deltager i med henblik på at forbedre sin viden, sine færdigheder og sin kompetence." Dvs. at tænkningen er, at læring finder sted mange andre steder end i undervisning, læring kan finde sted hvor som helst.

Antologien har til hensigt at starte denne debat omkring voksnes læring med udgangspunkt i uddannelse, arbejde, hverdagsliv og internettet. Læringsrum refererer til de ydre fysiske, sociale og især psykologiske rammer og betingelser, der sætter muligheder og begrænsninger for, at læring kan finde sted. Læringsrum er en metafor for de steder, hvor læring kan finde sted.

Det fremgår tidligt i antologien, at et er teori, noget andet er praksis, for der er en dyb afgrund mellem den megen snak og de gode visioner på den ene side og implementering af livslang læring i praksis på den anden side. Professor i pædagogik Knud Illeris mener, at der er sket et skred, trods alle smukke formuleringer om det modsatte er livslang læring totalt overtaget af den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken. Livslang læring er derfor ved at blive en pæn betegnelse for den måske hidtil mest raffinerede form for social kontrol.

I praksis skal de lærende i de fleste tilfælde opfylde nogle detaljerede målsætninger, der er opstillet af politikere, uddannelsesplanlæggere og/eller virksomhedsledere, og helst så hurtigt som muligt for derefter at blive effektiv arbejdskraft, der kan bidrage til økonomien i en globaliseret verden. Konsekvenserne af, at de lærende ikke lever op til målsætningerne, kan meget let blive marginalisering.

Der er mange forskellige bud på, hvilke teoretiske begreber der nødvendigvis må indgå i livslang læring. Bl.a. præciserer og nuancerer cand.mag. Kim Pedersen i "Den organiserede refleksion" læring og kompetenceudvikling i arbejdslivet. Refleksionsprocessen betragtes som en organiseret proces, hvor deltagerne i fællesskab reflekterer over forhold, der vedrører den enkelte, og hvor værdier og forestillinger både i organisationen og i samfundet behandles.

Flere af bidragene er gentagelser fra tidligere udgivelser. Det gælder både for Knud Illeris' bidrag "Hvad er det særlige ved voksnes læring" og "Læring i arbejdslivet" og for professor i psykologi og filosofi Steen Wackerhausens "Tavs viden, pædagogik og refleksion."

I disse år er læring tilsyneladende alt, og alt er læring. Om denne antologi vil medvirke til at skabe debat om implementering af livslang læring i praksis, er vanskeligt at sige.

De fleste afsnit rummer en tung og vanskeligt tilgængelig fagterminologi.

Af Birgitte Jensen, cand.pæd.pæd.,uddannelseskoordinator i Helsingør Kommune.