Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mønsterbrydere i kommunikation

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der arbejder med kronisk syge patienter. Hovedbudskabet er, at kommunikationen med disse patienter skal foregå uden løftede pegefingre og være præget af viden og vilje. Artiklen er baseret på et besøg på en dialyseafdeling på Odense Universitetshospital.

Sygeplejersken 2006 nr. 25, s. 59-61

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2006-25-59-1aa
Dorte Rahbek, Lone Lindharth og Edith Brandt har arbejdet med kommunikationen med den kronisk syge patient.
Udgangspunktet er, at patienten er ekspert i sin egen sygdom. Foto: Søren Svendsen.

Sygeplejerskerne lægger ikke fingrene imellem i deres selvransagelse.

"Engang hoverede vi, og vores sygepleje var præget af magtmisbrug og løftede pegefingre," lyder det. Men i 2002 skrev en af dem opgave om den vanskelige patient, og det gav anledning til, at afdelingen tog sygeplejen op til grundig revision. Når patienten er ekspert i sin egen sygdom, kan det bringe sygeplejersker og patienter i en konkurrencesituation, hvor sygeplejerskerne risikerer at tabe.

Så tidligere oplevede en sygeplejerske det nærmest som en sejr, når hun bedømte, at en patient skulle have trukket seks liter ved dialysen, mens patienten sagde otte - og sygeplejersken fik ret. Sådan er det ikke mere.

Ved at fokusere på kommunikationen mellem sygeplejerske og patient er billedet ændret. Pædagogikken har fået en fremtrædende plads, og i dag er udgangspunktet for plejen patientens egen opfattelse af de problemer, der følger med at være kronisk syg. Afdelingen har satset på at uddanne mønsterbrydere i kommunikation, sygeplejersker, der fungerer som rollemodeller for de øvrige medarbejdere. Det har flyttet meget for personalet.

På Nefrologisk afdeling Y, dialyseafdelingen på Odense Universitetshospital, arbejder omkring 70 sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og studerende. De passer afdelingens 41 dialysepladser, hvor patienterne tre gange om ugen møder op for at komme i dialyse enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Sygeplejerskerne kan desuden blive kaldt ind om natten, hvis en patient får behov for akut dialyse f.eks. pga. overhydrering, høj kalium eller forgiftning.

En anden tilgang til patienten

Sygeplejerske Dorte Rahbek, sygeplejerske Lone Lindharth og afdelingssygeplejerske Edith Brandt fortæller, hvordan de ændrede tilgang til afdelingens patienter.

Kronisk syge patienter er efterhånden velbeskrevne i dansk litteratur om sygepleje, og det slangprægede og negativt ladede udtryk "kroniker" har bidt sig fast hos mange professionelle, men ikke på denne afdeling. Her taler personalet kort og godt om patienter. Dem, der kommer på dialyseafdelingen, er faste gæster i afdelingen og er kommet der mellem nul og 32 år.

"Patienter i dialyse er en kæmpe udfordring. De er eksperter på deres sygdom, og de ved rigtig meget om det hele," fortæller Edith Brandt. "De kan virkelig gøre én forrygende usikker. Specielt når vi får nyt apparatur."

"Især når man er ny, og det er man det første år," supplerer Dorte Rahbek og fortsætter: "Indtil vi begyndte at arbejde med kommunikation, spurgte vi os selv: Hvad gør vi for at ændre patienten. Vi ved, hvad der er bedst for ham, hvorfor gør han så ikke, som vi siger? Det kunne f.eks. være i forhold til diæt. Nu spørger vi i stedet: Hvad gør vi selv. Hvordan ændrer vi tilgang til patienten, og vi bruger patientens livshistorie i plejen."

"Og så kan man nå langt med humor," tilføjer hun efter en kort tænkepause.

Nogle sygeplejersker havde svært ved at magte de kronisk syge patienter og rumme den vrede eller kritik, patienten måske gav udtryk for. I dag bruger man patienternes ekspertise, uden at sygeplejerskerne føler deres professionalisme truet:

"Hvis en patient f.eks. har et højt fosfatindhold i blodet, kunne vi før i tiden finde på at spørge, om hun havde syndet, dvs. spist forkert eller for meget. Det kunne f.eks. være skæreost eller noget andet, som patienten synes er lækkert. Nu spørger vi patienten, om hun selv har en forklaring på de skæve tal, og om, hvordan vi i fællesskab får løst problemet," forklarer Lone Lindharth.

Dialyseadgangen er en navlestreng

"Sygeplejersker flytter ofte fokus over på sig selv og deres egne følelser, og de tager tingene meget personligt. Det skal vi bort fra. Vi må have ydmyghed som personale," siger Dorte Rahbek.

Edith Brandt supplerer med et eksempel: "Man kan komme ud for, at en patient siger: "Gå væk, du må ikke stikke mig," hvis patienten synes, man er for ny i afdelingen."

"Vi skal være i stand til at forstå, at en dialyseadgang er patienternes navlestreng, som de passer på. Måske er patienten bange for smerter, måske er han derfor meget opmærksom på, hvem der stikker ham. Det er ikke sikkert, der ligger noget personligt bag udsagnet: "Gå væk."

"Da jeg skrev opgave om den vanskelige patient, gik det op for mig, hvad det handler om," fortæller Dorte Rahbek. "Koncentration på arbejdet, fokus på patienten. Skolemestertonen skal væk, og det skal ordet fy også."

"Vi lytter til patientens forslag, men selvfølgelig skal vi have fagligheden med. Hvis patientens forslag slet ikke er realistisk, kan vi f.eks. foreslå en ekstra dialyse eller en forlænget dialyse. Vi forhandler og giver mulighed for dialog," supplerer Lone Lindharth.

"Det har faktisk medført, at sygeplejerskerne er mindre stressede i dag. Vi kan se, at det virker at kommunikere på en anden måde, og det giver blod på tanden, at det nytter."

Et råd til afdelinger, der vil udvikle sygeplejen, er at benytte sygeplejefaglig vejledning og kollegavejledning. Afdeling Y har på den måde haft fokus på kommunikation, hvor 8-9 sygeplejersker mødes med deres sygeplejefaglige vejleder, udviklingssygeplejerske Birgitte Bæk.Arbejdet med kommunikation har haft og har fortsat stor betydning for afdelingen.

Lone Lindharth kan da også uden tøven gøre rede for patienternes forventninger til afdelingen: "De ønsker at blive hørt, de ønsker faglig kompetence hos sygeplejerskerne, og de vil mødes som mennesker."

"Sygeplejersker skal hele tiden være bevidste om, at de har magt," tilføjer Edith Brandt.

"En patient med en kronisk sygdom mister grebet om livet, men vi kan give ham magten tilbage ved at give ham mulighed for selv at tage stilling og handle," mener hun. De to andre nikker.

Ude på gangen sidder tre sygeplejersker og spiser frokost. De har kun været kort tid på afdelingen. "Patienterne her ved meget om deres sygdom og om apparaterne," fortæller en af dem. "Det er en fordel, for så hjælper de os," mener hun.

DET HAR BETYDNING FOR MIN SYGEPLEJE

Edith Brandt

Nærvær. Jeg vil gerne være nærværende over for personalet, og så håber jeg, at det forplanter sig til patienterne. Jeg har af samme grund et galdebord, hvor de ansatte kan smide deres frustrationer, utilfredshed, sorg eller vrede og gå ud og arbejde videre bagefter.

Personalet forventer ikke, at jeg nødvendigvis skal løse deres problemer, men de ved, at jeg gerne vil lytte.

Lone Lindharth

Kommunikation. Jeg har virkelig fået meget ud af at læse om den motiverende samtale, ("Introduktion til den motiverende samtale" af Carl Erik Mabeck) og "Stages of change" (At tale om forandring) af J. Prochaska. Det har ændret min sygepleje.

Dorte Rahbek

Kommunikation og humor. Patch Adams (læge og hospitalsklovn) er væsentlig for mig, fordi han benytter humor i så mange situationer. Artiklen "Humor - et aspekt i mestring af kronisk sygdom og lidelse" i Sygeplejersken nr. 11/2006 under Videnskab & Sygepleje kunne jeg bruge, fordi den fortæller, hvordan man finder ind til patientens humor. Transaktionsanalyse er et godt redskab, når jeg analyserer min kommunikation. Desuden har Charlotte Delmars ph.d.-afhandling "Tillid og magt: En moralsk udfordring" haft betydning, og Metha Frøjks bog "Heltenes bro" har lært mig, at kronisk syge mennesker ikke altid er i stand til at give udtryk for deres følelser.

ENGLISH ABSTRACT


Bagh J. Rethinking their approach to communication. Sygeplejersken 2006;(25-26):59-61.

It can be a tremendous advantage for nurses to rethink their approach to chronically ill patients. This emerges from an interview with three nurses at a dialysis department. The nurses have experienced how significant dialogue and demeanour are, not only to patients, but also to staff. It is much less stressful to ask a patient's opinion instead of getting annoyed because the patient does not do as they are told. Tools for changing patterns of communication include specialist nursing guidance, guidance by colleagues, changes in approach and literature.

Key words: Chronic illness, dialysis, communication, power.

I dette nummer af Sygeplejersken tog hele redaktionen til Odense. Find alle artiklerne under indholdsfortegnelsen til højre.