Synspunkt: Tag vægten i den anden hånd

Læs artiklen som PDF - gå til side 43  

Tove Sheth er ansat i Sundhedsplejen, Fredensborg-Humlebæk Kommune.

Når en art langsomt uddør, kan det være, fordi den ikke formår at tilpasse sig ændrede livsbetingelser, eller fordi dens habitat bliver overtaget af andre, eller måske forsvinder det, den plejer at leve af.

Jeg undres og bliver forvirret, ligesom børn gør det, når tale og handling passer dårligt sammen. Jeg hører dagligt i medierne, at forældre har det svært, programmer om børn og opdragelse fylder primetime på flere tv-kanaler, kurser hos f.eks. Falck om opdragelse er populære. Der tales om tidlig indsats til udsatte børn, forebyggelse af overvægt og sukkersyge. Kommunerne skal opruste omkring forebyggelse. Kurser udbydes til forældre for at undgå overgreb og vold mod spæd- og småbørn. Der vælter eksperter frem fra alle hjørner og kroge.

Men hvor er sundhedsplejerskerne? De myldrer ind og ud af de små hjem og drikker kaffe med vægten i den ene hånd og målebåndet i den anden, ingen ser det, ingen taler om det, i hvert fald ikke ret meget. Det må være ligesom de underjordiske i Ronja Røverdatter, eller nisserne, som vi tror på, men aldrig ser.

Faktisk kommer vi i alle familier, fra de får det første barn og/eller allerede i graviditeten. Vi er velkomne, har oftest kontakt med begge forældre. Vi følger barnet det første leveår eller længere samt gennem skoleforløbet - men hvor meget længere?

Vi er veluddannede til at se, hvornår et barn og en familie ikke trives, om der er brug for en særlig indsats, hvornår et barn ikke udvikler sig normalt, eller familien har brug for kortere eller længerevarende støtte og opbakning.

Vi er ikke specialister i et lille snævert område, men vi er børne- og familiespecialister med stor viden og erfaring både somatisk, psykisk og socialt og med et stort kontaktnet til samarbejdspartnere på alle niveauer og faglige områder. Vi er vant til at færdes i familiens hjem og til at lytte og være sparringspartnere og rådgivere.

Hvorfor er det så, at vi bliver væk derude i det offentlige rum, usynlige, ikke nævneværdige i ret mange forbindelser og nu mange steder mål for nedskæringer og visse steder så meget, at tilliden og kontakten til familierne er i fare? Det er fristende at sige, at det er regeringens skyld, kommunernes, familierne, medierne. Men måske skulle vi også gribe en lille smule i egen barm (nu er vi jo næsten alle kvinder, så det lader sige gøre) og ikke bare gøre, som vi plejer. For hvor meget træder vi frem med vores viden og synspunkter? Hvor meget tydeliggør vi den indsats, vi yder?

Det er jo ikke nok, at "det er meget rart, at hun kommer" sådan på ammestueniveau. Vel er det rart, men det er også hamrende vigtigt for Danmark og fremtidens børn og unge, for deres sundhed og opvækst. Bortset fra at formidle alle de vigtige forebyggende tiltag, som er afgørende for børns udvikling og sundhed, er vi jo også dem, der kan se, hvornår det er på vej i den gale retning, og kan sætte ind, inden det udvikler sig og måske ender som fjernelsessager, vold, misrøgt eller lignende. Nu er det jo jul, så derfor ønsker jeg mere opbakning til sundhedsplejen fra stat og kommuner, og det betyder flere ressourcer mange steder. Jeg ønsker mere opbakning fra Dansk Sygeplejeråd, man kan nogle gange føle tvivl, om man overhovedet hører til der mere eller bare er blevet midlertidigt væk i trængslen.

Og så til nytårsforsætterne; lad os stå frem, blive overjordiske og synlige, tale og skrive om, hvad vi mener og gør, og hvad vi betyder for folkesundheden, børn og familier nu og i fremtiden.

Lad os tage vægten i den anden hånd.