Dilemma: Vi observerer

Illustration: Bodil Molich

Lasse er 25 år og er netop blevet indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Igennem længere tid har han isoleret sig mere og mere på sit kollegieværelse, og op til indlæggelsen lå han i sin seng og røg cigaretter eller stod foran spejlet i badeværelset og mumlede. Forældrene tilkaldte en læge, da han dækkede vinduerne til med tæpper og begyndte at svinge med en kniv ude på kollegiegangen.

Nu skal forældrene tale med Lasses kontaktsygeplejerske Maja, en ung sygeplejerske på 27 år. De sidder i patienternes dagligstue og venter. Der lugter kraftigt af røg, og askebægrene bugner af skod. Moderen er helt ude af den, hun græder og spørger "Hvad har vi gjort galt, hvad har vi gjort forkert?" 

Faderen er tavs og sammenbidt. Da Maja træder ind ad døren, spørger moderen hende, hvad Lasse fejler, hvornår han kan komme hjem, om han skal have elektrochok, og om han kan genoptage sit studie efter sommerferien. Maja forklarer, at Lasse foreløbig skal observeres i nogen tid, og at hun pga. tavshedspligten ikke kan sige mere.

"Tavshedspligt," siger moderen, "det er vores søn, det handler om. Jeg vil vide, hvad der sker med ham."  Maja tøver.
Hvad synes du, Maja skal sige til Lasses forældre?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 4 2006 

Kan tage lang tid

Majas svar til Lasses forældre bør være:

”Lasse skal først observeres i nogen tid. Men I har brug for at tale med Lasses psykiater. På nuværende tidspunkt ved vi ikke endnu ikke ret meget om Lasses sygdom, men I er altid velkomne til senere at komme at komme her og tale med os. Men I må desværre nok indstille Jer på, at det kan være noget, som kan tage længere tid. Vi skal nok tage os godt af Lasse.”

Astrid Valentin, selv pårørende og pens. sygeplejerske

Inddrag forældrene

Maja skal afklare, om Lasse har noget imod, at hun udtaler sig til hans forældre, for har han ikke det, er det jo ikke noget problem.

Man kan naturligvis have sin tvivl, om Lasse er mentalt og psykisk i stand til at tage en sådan beslutning. I et sådan tilfælde er det Majas ansvar at handle til Lasses bedste, og jeg mener ikke, at det er til hans bedste, at forældrene ikke unddrages. Der er lavet mange undersøgelser, der viser, at behandlingen og socialiseringen efterfølgende går bedre for psykiatriske patienter når de pårørende inddrages, og dermed kan undervises og hjælpes af personalet til at være en støtte.
Når Lasse skal udskrives, skal der netop være nogen til at støtte og hjælpe ham, og det vil være nærliggende, at det kunne være hans forældre, det kan de ikke, hvis de ikke informeres og får viden om, hvordan det gøres bedst. Denne opgave må ligge hos Maja.

Jeg forestiller mig, at en fælles samtale med læge, sygeplejerske, Lasse og hans forældre kunne være en mulighed.

Kathrine Fredsgaard Pedersen, sygeplejerske, ansat på Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Sygehus.

Patientens tarv

Det er en meget vanskelig og pinefuld situation for forældre at opleve deres barn - også selvom barnet er blevet voksen – udvikle psykotisk adfærd og at se deres barn være bange og forpint og opføre sig uforståeligt for andre.

Maja skal værne om fortrolige oplysninger, så hun skal bede forældrene og Lasse om at gå med ind i et rum, der er uforstyrret (og tiltalende!). Her skal hun fortælle Lasse og hans forældre, at de kan have tillid til, at personalet vil drage omsorg for Lasse og dem som pårørende. Hun skal fortælle, hvilken sygepleje, Lasse vil få. Maja skal sikre, at forældrene og Lasse sammen med Maja taler med den behandlingsansvarlige læge og andre relevante fagpersoner om, hvilken pleje og behandling Lasse tilbydes.

Maja kan hente støtte i de sygeplejeetiske retningslinier pkt. 2, som drejer sig om sygeplejersken og patienten, herunder også pkt. 2.8: ”Sygeplejersken skal vise respekt og omsorg for pårørende. Hvis der opstår interessekonflikt mellem patient og pårørende, skal patientens tarv varetages.”

Lene Schwartz, ledende oversygeplejerske, ansat på Amtssygehuset Fjorden. Medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Lyt til moderen

Maja kan med viden om tavshedspligten ingen skade gøre ved at lytte til moderen. Moderen (de pårørende) har oftest et stort ønske om at blive set og hørt. Desværre kan tavshedspligten blive en hindring for samarbejde, og sygeplejerskerne kan gemme sig bag denne og derved skabe en barriere for en god relation til de pårørende, som kan hjælpe Lasse gennem forløbet.

Maja skal forsøge at lytte og identificere moderens frustrationer i forhold til sin søn og sig selv som mor. Måske viser det sig, at moderen ikke har behov for at kende "de lægelige/sygepleje faglige observationer." Når samtalen falder på dette, kan Maja undersøge, hvilke oplysninger Lasse ønsker skal gå videre. Maja kan hjælpe meget ved at se på situationen som en mulighed for at få forældrene som støtte i sygdomsforløbet.

Mai-Britt Pedersen, sygeplejerske, ansat på intensiv afdeling, Herlev Amtssygehus.