En bombe under sårplejen

Hjemmesygeplejen må ikke tage brugerbetaling, dvs. opkræve betaling for hjemmesygeplejersken arbejde. Men kommunen må godt indføre egenbetaling. Dvs. at patienterne selv skal købe og betale de nødvendige materialer. Foto: Nicolai Howalt

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hjemmesygeplejen står, at kommunerne skal stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed for alle patienter. Vederlagsfrit.

Alligevel er det helt lovligt, at borgere i Horsens, Juelsminde, Otterup og en række andre kommuner selv skal købe de materialer, som hjemmesygeplejersken skal bruge i sårplejen.

Det kunne jurist Bodil Frimodt-Møller fortælle de tilstedeværende, da Dansk Selskab for Sårheling holdt årsmøde i november 2005.

"Ja, det er en bombe," bekræftede hun, da hun så deltagernes ansigtsudtryk og de mange, der lavmælt vendte sig til sidemanden med en bemærkning.

I lov om hjemmesygeplejersker står der, at borgerne har ret til vederlagsfri hjemmesygepleje. Der står desuden, at hjemmesygeplejersken skal have adgang til almindeligt anvendte plejehjælpemidler.

Det bliver uddybet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer, hvor der står, at de nødvendige hjælpemidler umiddelbart må kunne stilles vederlagsfrit til rådighed.

Mange kommuner har forstået disse linjer sådan, at kommunen selv skal indkøbe og betale for sårplejemidler og andre sygeplejeartikler.

Sådan har Bodil Frimodt-Møller også selv læst reglerne. Indtil for nylig. Men da hun undersøgte sagen i Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet forud for konferencen, fik hun en anden besked.

Kommunerne er kun forpligtet til at levere gratis sårplejemidler, indtil borgerne selv kan nå at få købt det nødvendige ind. De skal kun sikre, at hjemmesygeplejersken umiddelbart kan starte den behandling, lægen har ordineret. Det fremgår også af de skriftlige svar, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop har givet Lone Møller (S) og Birthe Skaarup (DF) fra Folketingets Sundhedsudvalg.

Det står kommunerne frit for, hvor stort et udvalg de vil have af sårplejemidler, og om de vil blive ved med at levere sårplejemidlerne gratis, også efter den indledende behandling.

"Jeg har ikke planer om at blande mig i organiseringen og tilrettelæggelsen af den kommunale hjemmesygepleje i kommunerne," skriver Lars Løkke Rasmussen til de to sundhedspolitikere.

Pres fra stigende udgifter

Bodil Frimodt-Møller forudser, at ministeriets udmelding kan få konsekvenser i de kommuner, der i dag betaler alle materialer til sårpleje. "Erfaringen er, at man kan spare på hjemmesygeplejersketimerne og give borgerne en bedre livskvalitet med moderne sårplejemidler.

Men når det bliver kendt, at det her er en kan-ydelse, bliver det en stor faglig opgave at overbevise ledelse og politikere om, at de stadig skal betale," siger hun.

I Odense Kommune, hvor Bodil Frimodt-Møller er jurist, ansatte souschef Kirsten Andersen for fire år siden en sygeplejerske, der fik uddannelse og særligt ansvar i sårplejen. Politikerne sagde ja til, at der skulle indkøbes moderne sårprodukter, og arbejdet med at lægge retningslinjer for sårplejen og uddanne personalet er stadig i gang.

Moderniseringen af sortimentet har kostet mange penge. Indkøb af sårplejemidler og andre sygeplejeartikler er steget fra 712.000 kr. i 2002 til omkring 2 mio. kr. i 2004. Men samtidig er der sparet millionbeløb på kontoen til sygeplejerskelønninger - 1 mio. kr. i 2003, 3,1 mio. kr. i 2005.

Hjemmesygeplejen har ikke gjort op, hvor mange sygeplejersketimer der er brugt på sårpleje år for år. "Men jeg synes, tallene taler for sig selv," siger Kirsten Andersen.

"For samtidig har vi skullet skaffe plads til nye opgaver. Vi har kigget på, hvor vi kunne finde tiden, og om vi kunne vinde noget ved at indføre moderne sårprodukter."

Rejser vanskelige spørgsmål

Hvis politikerne i Odense Kommune en dag beslutter, at borgerne selv skal betale sårplejemidler, kan det blive et problem at fastholde besparelserne på sygeplejersketimerne. Juridisk og etisk vil det også rejse mange spørgsmål, vurderer Bodil Frimodt-Møller:

"Hvad gør vi så med de patienter, som ikke vil? Som ikke har råd eller ikke magter at fremskaffe sårplejemidler? Eller som hellere vil bruge deres penge på at blive ved med at ryge og drikke? Skal de så kun have gaze? Selv om det betyder flere skift? Og hvad med de demente, som ikke har pårørende til at købe ind for sig? Skal vi så have en værge til at sørge for det?"

Den slags overvejelser foregår allerede i kommuner med egenbetaling. F.eks. i Rødekro Kommune, hvor borgerne selv skal købe kompressionsbind og i enkelte tilfælde også sårplejemidler. Nemlig hvis de skal bruge noget, der ikke findes i kommunens standardsortiment.

"Vi har problemstillingen i forbindelse med kortstræksbind," siger ledende sygeplejerske Aase Kock. "Når de er vasket et antal gange, har de ingen effekt. For så er elasticiteten forsvundet. Men det kan være svært at få dem skiftet ud."

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at have råd, oplever Aase Kock. Mange ældre mennesker er sparsommelige, og når de ikke kan se, at kompressionsbindene er slidte, så synes de ikke, de skal smides ud.

"Men så kommer hjemmesygeplejersken og spørger mig: Skal jeg blive ved med at køre ud og lægge nogle bind på, som ikke virker? Og det mener jeg faktisk ikke, vi skal. Så må vi sige fra over for behandlingen."

Hidtil er det lykkedes at forklare borgerne i Rødekro, at de skal købe nye bind, hvis behandlingen skal være noget værd.
"Men problemstillingen er der. Og man kan frygte, at den bliver sværere, hvis vi får egenbetaling i større udstrækning," mener Aase Kock.