Sygeplejerske i bushen

Illustration: Jørgen Saabye

Efter at have færdiggjort min uddannelse som sygeplejerske i maj 2003 fik jeg arbejde på Neurologisk afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Jeg var på overgangsordningen og havde derfor bachelorgraden med i bagagen. Jeg var utrolig glad for mit arbejde, men havde alligevel en enorm rejselyst, som jeg måtte opfylde, inden jeg var klar til fast arbejde, villa og Volvo. Jeg fik overtalt kæresten til at forsøge lykken i Australien.

I februar 2004 gik jagten på job i Australien ind. Men jeg skulle snart opdage, at der er langt fra tanke til realisering.

Jeg fik et telefonnummer på et vikarbureau, "Mediserve Nursing Agency," fra en veninde, som sidste vinter rejste rundt med rygsæk i Australien. Hun havde fortalt mig om den store sygeplejerskemangel i Australien. Vikarbureauet svarede, at der var masser af arbejde, men at visse kriterier skulle opfyldes. Jeg skulle have en australsk autorisation, men bureauet vidste ikke, om de australske myndigheder ville godkende den danske autorisation.

Det er ikke helt gratis at søge om autorisation, for slet ikke at tale om forberedelserne. I Dansk Sygeplejeråd kunne de ikke hjælpe mig. De vidste ikke, om den danske autorisation ville blive godkendt i Australien, men de kunne fortælle mig, at i USA skal man bestå en test for at få autorisation, og det var jo ikke til megen hjælp.

I øvrigt kunne Dansk Sygeplejeråd henvise til en pjece om job i udlandet. I den var der blot et nummer til et høringsråd, som ville vurdere, om man kunne få australsk autorisation, men rådet kræver alle papirerne inden.

Jeg valgte at satse og kontaktede Nurses Board of Western Australia (NBWA), som sendte et ansøgningsskema.

For at kunne søge om autorisation skal man bestå en engelsktest, International English Language Testing System (IELTS). Den koster 1.600 kroner og kan tages i København eller Århus. Første gang, jeg tog testen, manglede jeg et halvt point. Der skal gå tre måneder, inden testen kan tages om, og anden gang bestod jeg.

Endelig kunne jeg begynde at samle papirer til ansøgningen. Der skal laves og findes en lang række papirer, men langt om længe blev det hele sendt af sted. Det koster 200 australske dollars (ca. 900 danske kroner) at søge om autorisation. Efter bogstavelig talt at have kimet dem ned fik jeg i november 2004 at vide, at jeg havde fået australsk autorisation.

En ting skal man vænne sig til, alt tager lang tid. En af de ansatte på NBWA havde låst en ansøgning inde i en skuffe og havde mistet nøglen. Da ansøgeren ringede og klagede, meddelte den ansatte: "Jamen, jeg kan jo ikke finde nøglen ..."

Af sted på ferievisum

Vi havde planlagt afrejse i begyndelsen af december og havde allerede sagt lejlighed og job op. I tilfælde af, at jeg ikke fik autorisation, ville vi pakke rygsækken og rejse rundt, indtil pengene slap op. Men nu kunne vi begynde at indstille os på at skulle arbejde.

Der var ikke tid til at søge om sponsorship-visum. Et sponsor-ship-visum betyder, at et firma garanterer visumansøgeren arbejde og en vis årlig indkomst. Ansøgeren kan kun arbejde for denne arbejdsgiver. Ægtefælle eller samlever får også arbejds- og opholdstilladelse, men er ikke bundet til at arbejde for en bestemt arbejdsgiver.

En sådan ansøgning tager mindst fire til seks uger, og det var der ikke tid til, medmindre vi i december måned ville bo i telt herhjemme. Jeg kontaktede visumkontoret i Dansk/Australsk/New Zealandsk venskabsforening for at høre, om der var andre muligheder end turistvisum.

Når man er under 31 år, kan man søge om et working holiday-visum. Dette visum tager ca. 10 dage at få, fra ansøgningen er sendt af sted. En del af ansøgningen er et røntgen af thorax og en lægeerklæring af en godkendt læge (nærmeste læge kan oplyses ved Dansk/Australsk/New Zealandsk venskabsforening). Et working holiday-visum gælder i et år og kan kun udstedes én gang.

Visummet er beregnet på, at man kan tage småjob, mens man rejser rundt, men højst for samme arbejdsgiver i tre måneder. Min kæreste er for gammel til at få et sådant visum, så han skulle rejse på turistvisum.

Langt om længe kunne vi indstille os på at skulle af sted. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den sidste måned ikke var en lille smule stressende.

Stort ansvar i bushen

Langt om længe kom vi til Perth i Vestaustralien. Perth er verdens mest ensomme storby. Der bor ca. 1,5 mio. mennesker i den, men der er stort set intet rundt om. Efter en uge i Perth, som gik med at forsøge at vænne sig til 35-40 graders varme og få en masse administrative papirer på plads, fik jeg mit første vikarjob. Vi skulle til Goomalling, en lille by ude i bushen med ca. 600 indbyggere.

Vi kørte i et par timer, og absolut intet mindede om liv. Pludselig ud af det blå dukkede en lille by op. Hospitalet har 12 senge. Seks til plejehjemsbeboere og seks akutte aflastningspladser. Desuden er der en skadestue. Lægen kommer kun og går stuegang. I weekender, helligdage og ferier er den nærmeste læge ofte to timer væk. I situationer, som kræver akut lægehjælp, tilkaldes enten en ambulance eller i svære tilfælde flying doctors, som flyver patienten til Perth.

Det er en absolut anderledes måde at være sygeplejerske på og til tider lidt skræmmende, fordi man står med det fulde ansvar. Hospitalet har gulvtæpper på, hvilket ikke er særlig velegnet til patienter, som har problemer med at nå til toilettet. Det er virkelig en udfordring, for man ved aldrig, hvad der kommer ind ad døren i skadestuen. Fordelen ved at arbejde sammen med de lokale er, at de kender stort set alle, der kommer.

Det absolut værste ved at være i bushen er slangerne og edderkopperne, især når de kommer ind på hospitalet. En lille babyslange, ca. 15 cm lang, 1 cm i diameter og grøn som græs, havde sneget sig ind i journalarkivet. De lokale tog det forholdsvis roligt, men jeg sprang op på den nærmeste stol, indtil portøren havde hakket hovedet af den.

Hierarki på hospitalet

At arbejde på de store hospitaler inde i Perth er som at komme til en helt anden verden.

En sengeafdeling med typisk 30-40 sengepladser har i hver vagt en koordinator, som går stuegangen og skal forsøge at holde overblik. Efter stuegangen skal hun meddele den enkelte sygeplejerske, hvad der er blevet besluttet med de patienter, hun har ansvaret for.

På mange afdelinger kan en sygeplejerske end ikke give et klysma eller laktulose til en obstiperet patient, medmindre lægen har ordineret det. Der kræves specielle certifikater for at kunne anlægge et venekateter, men selvom sygeplejersken har et, vil lægen selv anlægge det. Alle beslutninger vedrørende patientens udskrivelse skal gå igennem koordinatoren.

Det er to forskellige verdener at arbejde i bushen og at arbejde i byen. I bushen har sygeplejersken et kæmpe ansvar, og i byen har hun næsten ingen beføjelser.

Fordelen ved at arbejde for et vikarbureau er, at man kan komme næsten overalt i Australien og på den måde kombinere arbejde og fornøjelse.

I februar blev mit sponsorship-visum godkendt, og vi har nu lov til at være her i fire år, forudsat at jeg arbejder for vikarbureauet. Søger jeg andet arbejde, skal jeg søge om sponsorship på ny.

Der er masser af muligheder for at komme til at arbejde som sygeplejerske i Australien, uanset om man ønsker fast stilling eller vikarbureau. Næsten alle de hospitaler, jeg har arbejdet på, har tilbudt fast arbejde. Hvis man har lyst og tålmodighed, er det kun et spørgsmål om tid, før man kan være omringet af slanger og andet godtfolk. Men vær forberedt på, at det tager tid, og at det ikke er helt gratis.

Kontakt til Dansk/Australsk/New Zealandsk venskabsforening sker via hjemmesiden www.myplanet.com