Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Baggrund som sygeplejerske en fordel

Sygeplejersken 2006 nr. 4, s. 19

Af:

Anne Skrubbeltrang Thomsen, journalist

SY-2006-4-17-01c
"Fordi jeg har klinisk erfaring, ved jeg, hvem jeg skal sælge kurset til. Og jeg ved, hvordan jeg skal overbevise mine kollegaer i branchen," siger Polly Sandhu, der er leder af Expert Patients-programmet i Wembley. Foto: John Behets

Polly Sandhu er leder af Expert Patients-programmet i Wembley. Hun har en baggrund som sygeplejerske, og det synes hun hjælper meget i det daglige arbejde.

"Jeg synes, det er sørgeligt, at man ikke har involveret sundhedsfagligt personale mere i programmet. For jeg mener, at jeg som sygeplejerske er bedre til at støtte både folk på kurset og de frivillige undervisere, end hvis jeg bare havde en administrativ baggrund," siger Polly Sandhu.

Hun oplever, at kursisterne har tillid til hende og spørger hende om ting vedrørende deres sygdom. Det kan være noget, lægen har sagt, som de ikke har forstået, eller et problem de ikke ved, hvordan de skal gå videre med.

Erfaringen som sygeplejerske betyder, at hun kan drage nytte af sin viden og sit netværk. Og det mener hun kan være en forklaring på, at hun ikke oplever problemer med at få deltagere til kurserne. Det er ellers udbredt i hele landet.

"Fordi jeg har klinisk erfaring, ved jeg, hvem jeg kan sælge kurset til. Og jeg ved, hvordan jeg skal overbevise mine kollegaer i branchen. Derfor behøver jeg ikke at sælge det så hårdt. For jeg kan fortælle, at der findes evidens."