Instinktiv pleje

"... Man kunne se, at paranoiaen florerede hos ham, i og med at jeg sad med telefonen. Jeg tænkte: Hvad fanden gør du nu, jeg lagde bare røret, og så tænkte jeg: Så løfter du bare skrivebordet og gør sådan her, hvis han kommer styrtende (viser med armene, at hun løfter bordet).

Han kommer også styrtende ind på kontoret, men lukker døren indefra. Den her faste vagt, vi havde fået, blev bare så forskrækket, at hun kom løbende foran ham og blev stående i et hjørne og stod musestille.

Hun sagde ikke et bogstav, og jeg syntes, det var så flot. Nu står han og piller ved låsen, for han vender straks om, da han kommer ind, han låser op, låser i.

Tænkte, fint, jeg rejser mig stille og roligt, tager ham forsigtigt på skulderen og siger: Vi skal lige ud herfra, og der står de andre tre og kan slet ikke komme mig til undsætning, så jeg stod kun stille og roligt og ventede på, hvornår låsen blev slået fra, så jeg kunne give ham så stort et skub, så jeg kunne få en fod imellem døren, så de kunne få døren op. Vi knaldede alarmen."

Sådan lyder et interview med sygeplejerske og udviklingschef på Psykiatrisk Center Gentofte Lene Lauge Berring, der har lavet speciale på Institut for Sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet.

Ved at tale med og observere sygeplejersker på et afsnit i Storkøbenhavn har hun beskrevet, hvordan sygeplejersken interagerer med den voldelige og truende patient.

Resultatet er, at sygeplejerskerne i de svære situationer ikke blot gør deres bedste. De gør det ualmindelig godt. De improviserer, lytter, føler og sanser sig frem og får patienten til at føle sig som en velkommen gæst.

De tror, de gør det instinktivt, men rent faktisk ligger der gamle, gennemprøvede metoder bag deres handlinger. De gør det på trods af 16-timers vagter, trusler om vold, nedslidte bygninger og lokaler, og de finder sig i alt for meget. Imens ser ledelsen passivt til.

"Jeg var til stede ved en episode, da en sygeplejerske får slået tænderne ud. Jeg går hen og siger: Skal du ikke på skadestuen. Og hun siger: Nej, jeg skal passe mit arbejde. Det er indgroet. Men man brænder ud i løbet af meget kort tid. Og det er både ledere og politikere, der sætter sygeplejersken i den situation: At hun hele tiden skal sidde ved telefonen og ringe efter vagter i stedet for at sige: Det er vores ansvar, og det er vores ansvar, at du ikke kommer hjem kl. 23," siger Lene Lauge Berring.

Positivt overrasket

Hun har baseret sit speciale dels på litteratur og metodegennemgang, dels på passiv observation og interviews af sygeplejersker, der modtager tvangsindlagte patienter på et psykiatrisk sengeafsnit i Storkøbenhavn i en periode på to måneder.

Afdelingen omfatter akut døgnmodtagelse med overnatningsmulighed, åbne og lukkede sengeafsnit, gerontopsykiatrisk sengeafsnit og et daghospital. Dertil kommer fire distriktspsykiatriske centre, som er tilknyttet afdelingen.

Afdelingen modtager årligt omkring 1.500 patienter, som bliver indlagt - heraf ca. 150 med tvang. På afdelingen arbejder en afdelingssygeplejerske, syv sygeplejersker og omkring 13 social- og sundhedsassistenter, en overlæge, reservelæge, socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut, lægesekretær og psykolog. Personalet har været i afsnittet fra tre måneder til 13 år.

"Det overraskede mig meget, at sygeplejerskerne var meget imødekommende og deeskalerede volden. Jeg havde jo læst mig frem til, at sygeplejersker fremprovokerede det, selv om jeg ikke selv havde oplevet det, og jeg har arbejdet på en lukket afdeling i mange år. Og jeg havde ellers bevidst valgt en afdeling med mange voldsomme patienter. Jeg gik efter et sted, hvor jeg var sikker på, at jeg så voldsomme situationer. Og det så jeg også, men de kom mere som en overraskelse," fortæller Lene Lauge Berring.

For sygeplejerskerne gør rigtig meget for at forebygge de situationer i løbet af en arbejdsdag, der ellers er præget af kaos og uforudsigelighed. Allermest anstrenger sygeplejersken sig i selve modtagelsen, hvor hun lader, som om hun har tid og overskud og smider alt, hvad hun har i hænderne, for at modtage vedkommende.

Set analytisk deler Lene Lauge Berring sygeplejerskens tanker og handlinger op i tre strategier: Forberedelsesstrategien, hvor sygeplejersken forbereder modtagelsen praktisk og mentalt - er det på røde eller gule papirer? Får hun øjenkontakt med patienten, når han eller hun træder ind ad døren? Skal hun give ham hånden? Hun gør, som hun plejer, men uden det står skrevet nogen steder.

Hun bruger Beskyttelsesstrategien til at beskytte sig selv og omgivelserne. Sørger for, at der er flere om at modtage patienten og eventuelt står i en kreds om vedkommende.

Og så iværksætter hun Introduktionsstrategien, hvor hun byder patienten velkommen og får stablet den indledende relation til patienten på benene; får etableret tillid, trøster, hvis det er nødvendigt, og undgår så vidt muligt konfrontationer.

Men bag ved det hele ligger hårde arbejdsbetingelser og lange, lange vagter. En virkelighed, som patienten møder, når vedkommende er blevet indlagt.

Eller som Lene Lauge Berring konkluderer: "Modtagelsen (af en truende og voldelig patient) er som et skuespil, der foregår på en problemfyldt scene. Skuespillet foregiver, at patienten er ventet og velkommen uanset de faktiske og kaotiske forhold. Sygeplejersken kaster sig over patientens indlæggelsesforløb uden megen forberedelse og improviserer sig igennem forestillingen. Derefter er der tæppefald, sminken tørres af, og afsnittets virkelige ansigt træder frem. Patienten overlades til en pleje præget af scenens hårde arbejdsbetingelser."

Afdelingen er nedslidt. Elevatoren er overmalet med graffiti. Der er senge på gangen i afsnittet. Der er lange vagter, trusler om vold, der nogle gange bliver ført ud i livet, få fridage, og sygeplejerskerne bruger meget tid på at ringe rundt for at fylde hullerne ud. Kaotiske arbejdsforhold og belastning medfører en "vis udmattelse" i personalegruppen og påvirker sygeplejerskens tolerancetærskel. Hun slipper den professionelle distance og udtrykker manglende lyst til dagens opgaver.

"...Andre udenfor skulle bare vide, hvordan her er, så kommer jeg hjem med et blåt øje, min kæreste vil ikke følges med mig, han siger, tænk, hvis de tror, det er mig, der har gjort det, nej så er der mindre vold i Vestre Fængsel, hvor jeg arbejder, der er sygeplejersken den søde," som en sygeplejerske fortæller; i fængslet er sygeplejersken den gode, mens hun opfattes som patientens modstander på en psykiatrisk afdeling.

Lene Lauge Berring: "Patienter lider jo under, at sygeplejersken ikke har tid til at være ude i miljøet. De overlades til medpatienterne, og det er også fint, for de har mange erfaringer at dele, men det er galt, at sygeplejersken ikke er med i miljøet, hvor hun er rigtig god til at forebygge. Så kunne det være, at det kunne minimere tvangen endnu mere."

Ikke desto mindre bliver hun glad, hver gang hun ser på sit materiale.

"Jo mere jeg kigger på det, jo mere glad bliver jeg i virkeligheden for, at sygeplejersker har noget at gøre. Mit største problem er bare, at sygeplejersken ikke fortæller noget om det. Sygeplejerskerne har ikke tradition for at fortælle om det, de gør. Og de overser helt klart de metoder, de anvender. De har ikke ord for det. De tror, de nærmest er født med de evner," siger Lene Lauge Berring og fortæller om en sygeplejerske, som på spørgsmålet om, hvor hun havde lært at håndtere truende og voldelige patienter, svarede: "Det synes jeg altid, at jeg har kunnet." Hendes far havde været dyrlæge og lært hende, at man altid kan se på en hund, om den er glad eller trist, selv om den ikke har noget sprog.

"Når jeg så spørger ind til det, hun gør, så er det jo adfærdsterapi. Hun tror, hun handler pr. instinkt. Men det er jo klogt, når man skal interagere med en voldelig patient.

Problemet, som jeg ser det - og der er jeg en lille smule ked af det på sygeplejerskernes vegne - er, at man ikke anvender faglige begrundelser for sine metoder. Man går ind og fortolker en patient på baggrund af sin personlige viden - bruger ikke sygeplejefagligt sprog, og derfor kommer man ikke på banen i offentligheden. F.eks. fremhæver en sygeplejerske i selve modtagelsessituationen plejeren og social- og sundhedsassistenten og siger, at de er bedre end hende til det. Men det, der reelt sker, er, at sygeplejersken selv står forrest, fordi hun er bedst.