Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienterne skal selv styre deres sygdom

Principper og penge. En engelsk diabetespatient bruger ca. fire timer om året sammen med sundhedspersonale. Resten af tiden skal hun eller han tage sig af sig selv. Derfor skal patienter styre programmet hele vejen igennem, mener den øverste ansvarlige i det engelske sundhedsministerium. Hårdt presset indrømmer han, at den beslutning ikke bare handler om principper, men også om penge.

Sygeplejersken 2006 nr. 4, s. 22

Af:

Anne Skrubbeltrang Thomsen, journalist

SY-2006-4-22-01"Dette er et program ledet af patienter, støttet af patienter og ønsket af patienter," siger Harry Cayton, øverste ansvarlige embedsmand i det engelske sundhedsministerium.Foto: John Behets

I det engelske Expert Patient-program er der gjort meget ud af, at det skal være styret af kronisk syge på alle niveauer. Sundhedsprofessionelle skal så vidt muligt holdes udenfor.

Ikke bare de frivillige undervisere er kronisk syge, det er de lønnede koordinatorer i sundhedscentrene også.

Kravet for at blive ansat er administrative og ikke sundhedsfaglige kvalifikationer. En del frivillige undervisere har arbejdet sig op og fået et job på patientskolerne.

Sygeplejerskernes officielle holdning er positiv, mens især lægerne har markeret sig negativt.

Blandt sundhedspersonale generelt er der en del skepsis. Det viser evalueringsrapporter fra universitetet i Manchester, der også konkluderer, at det ville få flere mennesker fra mindre ressourcestærke grupper til at deltage i programmet, hvis det var bedre integreret med resten af sundhedsvæsenet. Sygeplejersken har talt med den øverste ansvarlige for programmet i det engelske sundhedsministerium, Harry Cayton:

Hvordan stiller du dig til de vanskeligheder, der har været med at rekruttere patienter til kurset?

"Dette er et program ledet af patienter, støttet af patienter og ønsket af patienter. Men det har været svært at få sygeplejersker og især læger til at tage det alvorligt. Nogle sygeplejersker og læger støtter op omkring os, men størstedelen har ikke været til meget hjælp," siger Harry Cayton.

Ville det ikke hjælpe at få flere af de professionelle til at arbejde inden for programmet?

"Det er ikke et uddannelsesprogram. Det er et motivationsprogram. Så der er ikke brug for de kvalifikationer, sygeplejersker og læger har. For det handler ikke om sygdom, men om at finde ud af, hvordan du kan undgå at lade sygdom bryde negativt ind i dit liv. Det skal ledes af patienter, fordi de er de eneste, der kender svaret på det," siger Harry Cayton.

Det har været et problem, at det først og fremmest er de ressourcestærke, der kommer på programmet, hvordan vil I løse det?

"Hvis bare vi kunne få flere læger og sygeplejersker til at anbefale det. Det er, fordi vi er nødt til at rekruttere gennem mund til mund og reklamer," siger Harry Cayton.

Hvorfor ansætter I så ikke flere sygeplejersker?
"Det kunne vi gøre, men vi har kun penge til at betale for programmet. Vi har ikke penge til at betale dem for at rekruttere," siger Harry Cayton.