Et ansigt på statistikken

Foto: Thomas Tolstrup

Birgit Hartoft mistede 9. april sidste år sin mand Henning. Han var terminal kræftpatient, men indtil sin død var han stadig i stand til at passe sit arbejde på mere end halv tid og gå ture med hunden. Han blev indlagt på sygehus pga. et voldsomt smertegennembrud.

Han døde i løbet af to uger. Birgit Hartoft mener, at hendes mand havde haft gode muligheder for at gennemføre den livsforlængende behandling, han skulle starte på, hvis han havde fået den rigtige smertebehandling, og hvis han ikke var blevet trappet så hurtigt ud af sin prednisolonbehandling.

"Han var først indlagt på en kirurgisk afdeling, hvor han alene blev behandlet med morfinplastre. Selvom der stod i journalen, at han tålte morfin dårligt," siger Birgit Hartoft.

Glemt medicin

Hun oplevede, at flere ting gik galt med smertebehandlingen under de første dages indlæggelse. Den pose med hans medicin, som hun selv havde taget ind på hospitalet og efter aftale med en sygeplejerske stillet i sengebordet, blev ikke åbnet.

Sygeplejersken forklarede, at der stod i papirerne, at Birgit Hartofts mand var "selvadministrerende," men Birgit Hartoft mener, at han pga. sin tilstand ikke var i stand til det. 

"Vi kunne ikke forstå, hvorfor Henning reagerede, som han gjorde, og hvad der skete med ham. Jeg forsøgte at komme til at tale med en læge, men fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre," fortæller hun.

Tidspres

En dag overværede hun, at hendes mand spurgte sygeplejersken, om man havde fundet ud af, hvad der var galt.  Sygeplejersken sagde: "Kan du ikke fatte dig i korthed, jeg er allerede 10 min. forsinket til et møde." Det var tydeligt, at personalet var meget presset på tid."

Hendes mand gik i koma pga. en overdosis morfin og blev behandlet med modgift. "Samtidig blev han alt for hurtigt trappet ud af den medicin, han var vant til at få," siger Birgit Hartoft.

Da hendes mand var bragt ud af koma, blev hun tilbudt en samtale med lægen.
"Jeg spurgte, om de havde kontaktet Rigshospitalet eller Sankt Lukas Stiftelsen, hvor min mand sidst var blevet behandlet. Men lægen sagde, at det intet havde med medicineringen at gøre. Det skyldtes kræftens fremmarch," siger Birgit Hartoft.

Resultatet af CT-skanningen betød, at hendes mand skulle flyttes til den urologiske special-afdeling, hvor han selv havde ønsket at blive indlagt. Efter en kort indlæggelse her blev han overflyttet til hospice, hvor det lykkedes at gøre ham smertefri.

"Men det var desværre for sent," siger Birgit Hartoft. "Hvis de havde inddraget os fra starten, så kunne vi have forebygget, at det gik, som det gjorde. Henning var hundeangst, havde mareridt og stolede ikke på personalet. Det var en meget voldsom oplevelse for os begge to," siger Birgit Hartoft.

Hun har ikke konfronteret personalet på de forskellige hospitalsafdelinger med sine oplevelser. Men hun har klaget til Patientklagenævnet og Patientforsikringen. "Mit formål er ikke at hænge nogen ud, jeg vil bare gerne forebygge, at det samme sker for andre," siger hun.