Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fem enkle trin hindrer fejloperationer

Fuldt forebyggelig. Forvekslingskirurgi kan forebygges ved hjælp af fem enkle tiltag, som det bl.a. beskrives i en vejledning fra Sundhedsstyrelsen fra juni 2006. På hospitalerne i hovedstadsregionen har man med succes arbejdet med metoderne siden maj 2005.

Sygeplejersken 2007 nr. 10, s. 26-27

Af:

Christina Sommer, journalist

De kan tælles på ganske få hænder, men går det galt, går det virkelig galt. Vi taler om forvekslingskirurgi, altså operationer, hvor kirurgen kommer til at operere en forkert patient eller på det forkerte sted. Trods fænomenets ganske sparsomme udbredelse, gælder det om at forebygge det mest muligt, naturligvis af hensyn til patienternes sikkerhed, men ikke mindst fordi forvekslingskirurgi faktisk er fuldt forebyggelig og derfor helt uacceptabel.

Det var bl.a. de tanker, der lå bag kampagnen "De Fem Trin" (se boks), som direktionen i det daværende Hovedstadens Sygehusfællesskab iværksatte i maj 2005. De seneste to år har personalet på de kirurgiske afdelinger på hovedstadens hospitaler således målrettet arbejdet på at implementere De Fem Trin, og det med succes, viser en evaluering fra efteråret 2006. Heri fremgår det bl.a., at to ud af tre medarbejdere på operationsafdelingerne mod tidligere hver tredje anvender De Fem Trin altid eller næsten altid, også på Centraloperationsgangen på Frederiksberg Hospital. Det fortæller klinisk udviklingssygeplejerske Lisa Kofoed.

"Metoden var forholdsvis nem at indføre på vores afdeling. For det første arbejdede vi allerede med et lignende system, hvor kirurger og sygeplejersker gjorde mange af tingene hver for sig. Derudover har vi kun planlagte operationer, og vi har derfor ideelle forhold til at arbejde systematisk og konsekvent med De Fem Trin," siger Lisa Kofoed.

   
   

Systematik minimerer risiko

Kort fortalt går De Fem Trin ud på, at patienten og operationsteamet flere gange i forløbet bekræfter hinanden i, at der er tale om den korrekte patient, hvad patienten fejler og hvor på kroppen, operationen skal foretages. Tre af trinene har været fasttømrede rutiner i mange år, mens to af trinene var nye for de fleste, og måske også derfor sværere at indføre. Det drejer sig om trin to "Markering af operationsstedet" og især trin fem "Time out."

"I begyndelsen syntes mange, at det var lidt tåbeligt, at man skulle holde timeout lige før operationen, måske fordi det "bare" er en opsummering af alle de ting, man allerede har gennemgået. Det virkede fjollet på mange, men det er ingen undskyldning for at udelade timeouten," siger Lisa Kofoed og uddyber det med et konkret eksempel, hvor det var tæt på at gå galt:

"Efter kampagnen var gået i gang, stod vi med en patient, der skulle opereres i skulderen. Stedet var blevet markeret med tusch, men man var alligevel kommet til at dække den forkerte skulder af, og det blev opdaget under timeouten. Så selvom tingene tit er åbenlyse, og mange ting er sagt før, mindskes risikoen for forvekslinger ved at systematisere det endnu mere. Og det er det, De Fem Trin gør," siger Lisa Kofoed.

Og især den systematiske markering af operationsstedet med tusch tjener sit formål på Centraloperationsafdelingen, som ud over ortopædkirurgi udfører urologiske og gynækologisk-obstetriske indgreb:

"Den konsekvente markering er en vigtig og rigtig god metode til at forhindre forvekslinger, især på en afdeling som vores, hvor der tit er to af hvert organ, samtidig med at mange patienter har dobbeltsidede lidelser, f.eks. dårlig hofte i både højre og venstre side. Her kan patienten måske fra dag til dag eller time til time selv være i tvivl om, hvor det smerter mest, og derfor komme til at udpege den forkerte hofte," siger Lisa Kofoed.

Gennemsyret af patientsikkerhed

For at få De Fem Trin ind under huden på personalet, som bl.a. tæller 41 operationssygeplejersker, afholdt Centraloperationsgangen bl.a. en temaaften om patientsikkerhed og De Fem Trin i efteråret 2005. Derudover hænger der stadig kampagne-plakater på gangene og laminerede opslag med De Fem Trin på de otte operationsstuer, så alle nemt kan få opfrisket deres viden, hvis der er behov for det.

Lisa Kofoed er desuden overbevist om, at afdelingens kultur har været medvirkende til, at De Fem Trin er blevet hverdag for hende og kollegerne.

"Det spiller en stor rolle, at vores arbejde her på afdelingen er gennemsyret af et ønske om høj patientsikkerhed. Vi kan naturligvis ikke forudse alt, men hver gang vi står over for nye udfordringer eller opgaver, tænker vi i patientsikkerhed. Og i den forbindelse ser jeg ikke De Fem Trin som et valg, men en pligt, især fordi Sundhedsstyrelsen jo ligesom HS også er kommet med en vejledning. Men også fordi det er en metode, der øger patientsikkerheden," siger Lisa Kofoed.

Det er klinikchef og ortopædkirurg Arne Borgwardt enig i.

"Nogle af trinene har været lidt svære at indføre, bl.a. timeout, især under mindre indgreb, hvor lægen ofte arbejder alene. Et andet problem kan være, at anbefalingen går på, at man skal markere operationsstedet i god tid. Det er jo lidt svært, hvis patienten kommer ind akut eller til dagkirurgi, som det er tilfældet på andre afdelinger. Men der er ingen tvivl om, at De Fem Trin er en vældig god idé. Forvekslingskirurgi forekommer, og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre det," siger Arne Borgwardt.

Hverken han eller Lisa Kofoed har dog oplevet konkrete tilfælde af forvekslingskirurgi på Centraloperationsgangen.

DE FEM TRIN 

Trin 1:

Gå journalen igennem og kontrollér, at informeret samtykke er indhentet og dokumenteret, at indgrebstype og -sted er defineret, og at øvrige notater er i overensstemmelse med hinanden.
 

Trin 2:

Markér det rette sted: Operatøren eller en stedfortræder - dvs. en fra operationsteamet eller en anden læge - skriver med en vandfast tusch eller pen sine initialer på stedet for indgrebet eller i umiddelbar nærhed heraf. Såfremt det er muligt, deltager patienten aktivt ved at udpege stedet eller svare bekræftende på, at det er rette sted.
 

Trin 3:

Verificér. Patienten identificeres ved, at patienten selv på forespørgsel siger sit fulde navn og cpr-nummer samt oplyser om, hvor operationen skal foretages. Det er ikke tilstrækkeligt, at patienten konfirmerer egne data. Svaret fra patienten sammenholdes med identifikationsarmbånd, markering af rette sted samt oplysningerne i journalen.
 

Trin 4:

Tjek. Mindst to personer kontrollerer, at den korrekte billeddokumentation er ophængt rigtigt og er i overensstemmelse med øvrige data for den pågældende patient.
 

Trin 5:

Hold timeout. I sekunderne før indgrebet påbegyndes, konfirmerer alle medlemmer af operationsteamet, at det drejer sig om korrekt patient og procedure, og der informeres om det forventede forløb af indgrebet.

Kilder:
Det tidligere Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejdede den tværgående vejledning "Forebyggelse af forvekslingskirurgi - De Fem Trin - Time out" på baggrund af analyser af en række rapporterede hændelser vedr. forvekslingskirurgi samt initiativer fra Veterans Affairs og Joint Commission International. I juni 2006 udsendte Sundhedsstyrelsen vejledningen "Sikring mod forvekslinger ved kirurgiske indgreb: De Fem Trin."

Læs mere på de5trin.dk  og www.sst.dk under menupunktet Regler og vejledninger 2006. 
 

PROBLEMETS OMFANG

Hospitalerne i det tidligere Hovedstadens Sygehusfællesskab gennemfører ca. 90.000 invasive indgreb om året. Overføres internationale erfaringer med udbredelsen af forvekslingskirurgi, kan der forventes 3-6 tilfælde af forvekslingskirurgi om året.

På landsplan indberettede de danske sygehuse i 2005 i alt 98 tilfælde, hvor der skete eller var tæt på at ske en forveksling. Fra 2003 til september 2006 har personalet i det tidligere Hovedstadens Sygehusfællesskab indrapporteret ni egentlige forvekslingsindgreb og 13 nærhændelser.

Kilde: "Evaluering af kampagnen vedr. De Fem Trin. Rapport udarbejdet af HS Enheden for Patientsikkerhed. September 2006.

Tema: Forvekslingskirurgi

På job: Timeout før operationen           

Fem enkle trin hindrer fejloperationer            

Få De Fem Trin ind under huden