Netværk for adopterede og adoptanter

Arkivfoto: Corbis

I 1980-89 er der på verdensplan foretaget 170.000-180.000 internationale adoptioner - adoption af børn fra udviklingslande til vestlige lande - og det anslås, at tallet i 1990'erne og de første år i dette årti er steget yderligere (1). Norden er det sted i verden, hvor der relativt set foretages flest internationale adoptioner. I 1998 var der i Norge, Sverige og Danmark en adoptionsratio - antal adoptioner af udenlandske børn pr. 1.000 indenlandske fødsler - på henholdsvis 11,2, 10,8 og 9,9 (1). Der er siden 1970 blevet adopteret ca. 21.000 udenlandske børn til Danmark, og det årlige antal har siden 1980 været ca. 5-700 børn (2) svarende til ca. 1-1,3 pct. af det årlige antal fødsler.

En stor del af børnene har inden adoptionen levet under dårlige sociale, hygiejniske og ernæringsmæssige forhold med risiko for udvikling af sundhedsproblemer af kortere eller længere varighed. Moderens levevilkår under graviditeten betyder en problematisk fostertilværelse for en stor del af børnene med bl.a. lav fødselsvægt til følge (3).

Børnehjem er første station

For mange børns vedkommende er den første levetid ukendt, fordi de er hittebørn, fundet uden nogen form for oplysninger og herefter indbragt til et børnehjem. Andre børn er blevet indbragt til børnehjem af forældre eller slægtninge og har givet børnehjemmene mulighed for at få oplysninger om den biologiske familie og omstændighederne omkring bortadoptionen. Langt størstedelen af børnene har således været på børnehjem i kortere eller længere perioder inden adoptionen, og en mindre del har i perioder været anbragt i plejefamilier i afgiverlandet.

Der er meget store variationer i kvaliteten af omsorg, pleje og behandling af børnene på børnehjemmene, men generelle problemer er: Mange børn samlet på lidt plads, høj varme og fugtighed, få ressourcer og dårligt uddannet personale med hygiejniske problemer, infektionssygdomme, dårlig ernæring og mangelfuld følelsesmæssig kontakt og stimulering til følge.

Alle børnene har oplevet mindst en separation, nemlig den fra den biologiske mor. Mange af børnene har desuden oplevet flere flytninger, separationer og omsorgssvigt, først inden for den biologiske familie og siden hen mellem forskellige institutioner og plejefamilier.

Børnene knytter sig ofte til de nære omsorgspersoner, de møder på børnehjemmene eller i plejefamilien, inden de overdrages til adoptivforældrene, og oplever i denne proces endnu et omsorgssvigt. Forskning på det psykologiske område viser, at sådanne separationer og omsorgssvigt kan medføre relationelle og mentale problemer senere hen i livet (4). En stor del af børnene har således i både den præ- og postnatale periode levet under forhold, som må kunne formodes at være en trussel mod deres fysiske, psykiske og sociale velbefindende senere i livet.

Særlige problemstillinger hos de adopterede

Den nordiske forskning viser generelt, at majoriteten af de internationalt adopterede børn og unge befinder sig godt i deres nye familie og nye land, de klarer sig uden tegn på større problemer. Der er dog forskning på området, som viser, at de adopterede på nogle områder og i perioder af deres liv har nogle særlige problemstillinger, samt at en lille gruppe af de adopterede udvikler alvorlige problemer.

Kliniske undersøgelser af børn adopteret til de skandinaviske lande har således vist, at børnene ved ankomsten til adoptivfamilien i udpræget grad har lidt af infektioner, fejlernæring, væksthæmning og forsinket motorisk udvikling. De fysiske helbredsproblemer har dog i løbet af 1-2 år udlignet sig i forhold til kontrolgrupper af børn fra biologiske familier (3,5).

Undersøgelser, hvor man vha. af spørgeskemaer og interview har bedt adoptivforældre og eller de adopterede om at vurdere de adopteredes fysiske, psykologiske og sociale forhold, har vist:

• en udtalt grad af angst-, spise- og søvnproblemer hos børnene efter ankomst, som dog er aftaget i løbet af ca. seks måneder (6)

• at 13-18-årige piger hyppigere har rapporteret selvmordstanker, ubehagelige seksuelle oplevelser samt en signifikant tidligere pubertet end jævnaldrende (7)

• at 17-27-årige har rapporteret en signifikant øget grad af tvangstanker (8).

Endelig har svenske registerundersøgelser vist, at graden af psykiatriske problemer, alkohol- og stofmisbrug, selvmordsforsøg og selvmord var øget hos de adopterede i puberteten og den tidlige voksenalder (9).

Man kan ikke konkludere noget entydigt på baggrund af ovenstående resultater, men tendensen er, at de adopterede i perioder af deres liv oplever problemstillinger, som er relateret til de særlige vilkår, livet har budt dem. Det er derfor nærliggende at antage, at adoptivfamilier kunne have behov for støtte og vejledning til at imødegå disse problemstillinger, ligesom man kan forestille sig, at nogle af problemerne kunne forebygges.

Pligt til støtte og rådgivning

I artikel 9 i Haagerkonventionen er der lagt vægt på, at en sådan forebyggelse og støtte skal være til rådighed (10). Haagerkonventionen er en international konvention, som beskytter internationalt adopteredes rettigheder. Konventionen stadfæster, at de centrale myndigheder i modtagerlandene har pligt til at fremme udviklingen af adoptionsrådgivning og støtte til adoptanter og adopterede efter adoptionen. Post adoptions service (PAS) er det begreb, der i Haagerkonventionen anvendes om denne service, og det omhandler bl.a. støtte på det sociale, psykologiske og helbredsmæssige område. Danmark ratificerede konventionen i 1997. I Danmark har myndighederne indtil videre henholdt sig til, at disse tilbud allerede er indeholdt i de generelle tilbud i social- og sundhedssektoren.

Inden for de seneste år har det dog flere gange været oppe i medierne, at adoptivforældre savner rådgivning og hjælp efter adoptionen, samt at det er svært at finde fagfolk, som har kendskab til de særlige problemstillinger, adoptivfamilier kan have.

I Københavns Amts Børne- og Ungeafdeling oplevede man i årene op til 2005 et stigende antal henvendelser fra adoptivforældre, som søgte hjælp. Forældrene gav udtryk for, at de ikke vidste, hvor de skulle henvende sig. Det gav anledning til, at Børne- og Ungeafdelingen i 2005 igangsatte et projekt, hvor man ønskede at afdække behovet for forebyggende foranstaltninger i adoptivfamilier (11). Projektet indeholdt litteraturstudier, studierejse til Holland, hvor der ved universitetet i Leiden forskes i adoptivbørns tilknytning, og hvor der i Utrecht - for offentlig støtte - tilbydes forebyggende støtte til adoptivfamilier. Der blev desuden foretaget semistrukturerede interview med ni adoptivfamilier.

I Børne- og Ungeafdelingens rapport konkluderes det, at der er nogle særlige forhold ved adoption, som kan komplicere samspillet mellem barn og forældre, samt at det vil være relevant at tilbyde adoptivfamilier mulighed for rådgivning ikke kun umiddelbart efter adoptionen, men også senere hen i barnets liv (11). Som noget helt nyt har Familiestyrelsen i 2007 fået bevilget 13 mio. kr. til et fireårigt projekt. Projektet er endnu ikke beskrevet, men omdrejningspunktet er rådgivning til adoptivfamilier de første tre år efter barnets ankomst.

Frivilligt nordjysk adoptionsforum

I foråret 2005 blev der i Nordjylland afholdt to tværfaglige temadage om børns start på livet. Som en udløber heraf blev der i efteråret 2005 i den nordjyske region oprettet et frivilligt adoptionsnetværk, der på trods af den geografiske placering er et tilbud til alle adoptivfamilier og forskellige fagpersoner i Danmark. Netværket blev oprettet for at imødekomme behovet for PAS.

Netværket er frivilligt og består af ca. 40 professionelle og forskere med adoptionserfaring på generalist- og specialistniveau. Det består af et bredt udsnit af fagpersoner, bl.a. sundhedsplejersker, læger, psykologer, pædagoger, lærere, ergoterapeuter, fysioterapeuter og socialrådgivere.

Sundhedsplejersker og praktiserende læger er vigtige nøglepersoner i netværket, idet det er disse professionelle, stort set alle familier kommer i kontakt med. Alle adoptivfamilier får på lige fod med biologiske familier tilbud om besøg af sundhedsplejerske, hvilket langt de fleste familier tager imod. Sundhedsplejerskegruppen er da også den største gruppe af professionelle i netværket.

Sundhedsfremme på adoptionsområdet

Netværket ønsker at støtte nuværende og kommende adoptivfamilier, at formidle adoptionsfaglig viden til andre fagpersoner, som er i kontakt med adoptivfamilierne samt med de unge og voksne adopterede. Netværket ønsker at opsamle viden og erfaring om adoption og at øge interessen for tidlig forebyggelse og sundhedsfremme på adoptionsområdet.

Som et helt konkret resultat af netværket blev der i 2006 åbnet en telefonrådgivning, som alle, det være sig adopterede, adoptanter, fagfolk og andre med adoptionsrelaterede spørgsmål, har mulighed for at benytte sig af. Netværket tilbyder ikke behandling. Hvis telefonrådgiveren skønner, at der kan være behov for en nærmere udredning eller behandling, vil den, der søger rådgivning, blive opfordret til at kontakte relevante professionelle inden for det etablerede system.

Der er en stor variation i de problemstillinger, som medfører telefonkontakten, og et monitoreringsskema er under udarbejdelse. Formålet er at opsamle viden om, hvad det er for problemstillinger, netværket bliver konfronteret med, hvilken form for rådgivning der efterspørges, og hvilke faggrupper der bliver kontaktet. De hidtidige erfaringer viser, at telefonrådgivningen kontaktes 3-5 gange om ugen af familier fra hele landet. Det er primært psykolog, sundhedsplejerske, socialrådgiver og læge, der bliver kontaktet. Rådgivningen kontaktes af både nybagte forældre og familier, som har haft børn i flere år.

Et netværk for sundhedsplejersker

Mange sygeplejersker - og ikke mindst sundhedsplejersker - vil møde adoptivfamilier en eller flere gange i løbet af karrieren. Adoptivfamilier er på mange måder sammenlignelige med andre familier, men på samme tid også meget forskellige. Børnene har biologiske forældre et andet sted i verden, og børnene har haft et andet liv, før de kom til adoptivforældrene. Et liv, som adoptivforældrene ikke har været en del af. Et for mange børn traumatisk liv, som måske har varet i flere år. Sundhedsplejersken vil møde mange familier med særlige behov, og det er ikke forventeligt, at hun har specialviden om de mange problemstillinger, hun vil møde. Nordjysk Adoptionsforum skal derfor betragtes som et sted, hvor der kan søges opdateret viden, samt et forum, hvor der er mulighed for faglig sparring.

Se www.adoptionsforum.dk

Lotte Fock er udviklingskonsulent på Sundheds CVU Nordjylland.

Litteratur

1. Selman P. Intercountry adoption in the new millennium; the "quiet migration" revisited. Popul Res Policy Rev 2002;21:205-25.
2. Statistiske efterretninger 2005. Befolkning og valg. Danmarks Statistik.
3. Proos LA. Growth and development of Indian children adopted in Sweden. Uppsala: The Faculty of Medicine, Uppsala University; 1992.
4. Brodzinsky DM, Schechter MD, Henig RM. Being Adopted. New York: Doubleday; 1992.
5. Vagn-Hansen PL, Pedersen M. Adoption af udenlandske børn i Danmark. Ugeskr Laeger 1982;144:2033-7.
6. Dalen M, Sætersdal B. Utenlandsadopterte barn i Norge. Tilpasning - Opplæring - Identitetsutvikling. Empirisk undersøkelse og teoretisk videreutvikling. Oslo: Spesiallærerhøgskolen - Universitetet i Oslo; 1992.
7. Berg-Kelly K, Eriksson J. Adaptation of adopted foreign children at mid-adolescense as indicated by aspects of health and risk taking - a population study. Eur Child Adolesc Psychiatry 1997;6:199-206.
8. Cederblad M, Höök B, Irhammar M, Mercke AM. Mental Health in International Adoptees as Teenagers and Young Adults: An Epidemiologocal Stuy. J Child Psychol. Psychiat 1999;40:1239-48.
9. Hjern A, Lindblad F, Vinnerljung B. Suicide, psychiatric illness, and social maladjustment in intercountry adoptees in Sweden: A cohort study. Lancet 2002;360:443-48.
10. Convention on Protection of Children and Co-operation in respect of Intercountry Adoption. 33 (May 29, 1993).
11. Københavns Amt. Psykiatri og Socialforvaltningen. Rådgivning efter adoptionen. Afdækning af behovet for en forebyggende foranstaltning i adoptivfamilier; 2006.