Afrika lider under sygeplejerskeflugt

70-årige Bicenytina Lapobo er en stolt kvinde, som for ti år siden blev drevet på flugt fra sit hjem af borgerkrigen i Uganda. Som 1,6 millioner andre ugandere fandt hun ly i en lejr for internt fordrevne flygtninge, hvor hun bor med sine børnebørn. Hendes fod er skrammet og giver hende smerter, men hun har ikke råd til at betale medicin, så hun søger ikke hjælp. ”Det er op til Guds vilje, om foden bliver rask igen,” siger hun. Foto: Katrine Birkedal Christensen

Sammensurret med plastik og strå stikker de spidse tagrygge op som tætpakkede sukkertoppe i flygtningelejren Pabbos i det nordlige Uganda. Der er tusindvis af dem, og i hver af hytterne sover hele familier på den bare jord. Størstedelen har været der i mere end 10 år, efter de enten frivilligt eller tvunget søgte ind i lejrene, da regeringens tropper og oprørshæren Lord's Resistance Armys kampe var på det højeste i Uganda.

I én af hytterne sidder Bicenytina Lapobo. En 70-årig dame, der kærligt genner sine fem børnebørn ud af hytten i de beskidte gyder, da hun får besøg. Hendes fod er svulmet op og har skrammer. Bicenytina Lapobo ved ikke, hvad der er galt med den, for hun har ingen penge til at gå til flygtningelejrenes sundhedsklinik. I stedet har hun smurt den med det, hun har - lidt vegetabilsk madolie, som hun synes hjælper på kløen. Men ellers er det op til Guds vilje, som hun siger, om foden eller for den sags skyld hendes syge barnebarn bliver rask igen.

Social- og sundhedsassistent Janet Acang arbejder på sundhedsklinikken i Pabbo Flygtningelejr. Hun har ikke fået løn i seks måneder og ønsker sig et job langt væk fra lejren.

Ingen løn i et halvt år

Bicenytina Lapobo er blandt de 1,6 millioner ugandere, der er fordrevet fra deres hjem pga. borgerkrigen i det nordlige Uganda. Gennem det seneste år har der været våbenhvile, men regeringen har endnu ikke givet grønt lys for genopbygningen af landsbyerne. De internt fordrevne ugandere er blandt dem i landet, der må tage til takke med det ringeste af det offentlige sundhedsvæsen.

I Pabbos-lejrens offentlige sundhedsklinik sidder mødre, børn og ældre i lange køer til indregistrering. Det foregår i et skur, der nødtørftigt er flikket sammen af et par brædder. Klinikken består af et par rum i et hus, der skal tage imod flygtningelejrens 40.000 beboere. Og sygdomme er der nok af. Uden myggenet eller ordentlige sanitære forhold er folk plaget af særligt malaria og diarré, men også hiv/aids er udbredt.

Janet Acang er social- og sundhedsassistent på den offentlige sundhedsklinik. Hun er 24 år og har arbejdet her i seks måneder. Hun får knap 175 kr. i løn om måneden, men hun har endnu ikke modtaget løn for sit arbejde, der dagligt kræver, at hun og klinikkens 10 andre ansatte modtager 200 patienter.

Ingen vil arbejde på landet

"Jeg kan ikke lide at arbejde her. Jeg vil gerne se mennesker uden for lejren. Og jeg får ingen penge, selv om jeg arbejder hver eneste dag. Jeg har klaget, men der sker ingenting," fortæller Janet Aceng.

Hun overvejer ligesom mange andre sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i det nordlige Uganda at søge job i byerne eller tage til udlandet.

"Der er ekstrem mangel på sygeplejersker i yderdistrikterne. Særligt Norduganda er hårdt ramt. Det skyldes dårlige forhold. Der er ringe muligheder for at give børn skolegang, dårlig løn, manglende boliger og ringe sikkerhed. Det er enormt svært at tiltrække sygeplejerskerne, særligt da der ikke er økonomi til at tilbyde mere i løn," forklarer Claes Broms, der er Danida-rådgiver for det ugandiske sundhedsministerium.

For at tiltrække flere sygeplejersker til Nord-uganda har Danida gennem en årrække støttet tre sygeplejerskeskoler netop i nord. Én af dem er Lacor School of Nursing, der årligt uddanner ca. 190 sygeplejersker. Men selv om uddannelsen færdiggøres i yderdistriktet, er det imidlertid ingen garanti for, at de studerende foretrækker at arbejde her efter endt ud-dannelse.

Moses Jones Okello er 3.-semester-studerende og 24 år. Han føler sig fristet af udlandet. "Jeg vil gerne arbejde med mennesker, der har brug for hjælp. Men det har de alle steder. Hvis jeg får muligheden, vil jeg gerne til Danmark eller England, for jeg forestiller mig, at det vil være nemt at bruge min uddannelse i de lande. Der er folk venlige, og der er ingen aggressivitet eller krig," siger han.

På arbejde hele døgnet

Der er ellers brug for ham i Uganda. De fleste klinikker og hospitaler uden for hovedstadsområdet er underbemandede. Dels fordi det er svært at tiltrække personale, dels fordi regeringen holder en stram og lav normering.

På Atar sundhedsklinik i nærheden af landsbyen Inomo skulle der egentlig være ansat otte sundhedsuddannede medarbejdere. Men netop nu er der ansat tre, der dagligt tilser de mellem 200-300 patienter, der vandrer til fra nær og fjern for at modtage den gratis (om end begrænsede) behandling her.

Klinikken består af bare to rum, og personalet bor i stråtækte, runde hytter ved siden af klinikken, der har døgnåbent, så de få ansatte er på vagt døgnets 24 timer. Vand er der intet af, så personalet må hente det ved en vandpost 4 km væk og bringe det tilbage til klinikken.

"Vi kan f.eks. ikke sy en flænge her. Der skal patienten ind på hospitalet i Apac 9 km væk. Har patienten ikke råd til selv at arrangere transport, er det ret usandsynligt, han eller hun kommer på hospitalet, for ambulancerne har som regel ingen benzin til at køre herud," fortæller 27-årige Eunice Akello, der er jordemor på klinikken og tjener 1.150 kr. om måneden.

Overbelastningen for de få tilbageblivende sygeplejersker, jordemødre og assistenter i Uganda er til at tage og føle på. En sygeplejerske på nattevagt på landets største hospital, Mulago Hospital i Kampala, må ifølge sygeplejerskeorganisationen ene mand/kvinde til-se 100 patienter på de overfyldte sale.

"Vi har et meget fjendtligt arbejdsmiljø - særligt i landområderne. De fleste veluddannede sygeplejersker vil hellere være i en by med faciliteter som vand og elektricitet, end hun vil være langt ude på landet, hvor der også er ringe transportmuligheder. Derfor er der mange, der strejker, når de bliver sendt i klinikkerne på landet," fortæller Janet Obuni, der er formand for Nurses' Organisation of Uganda.

Sygeplejestuderende i Norduganda drømmer om en fremtid med arbejde i vesten – gerne i Danmark. Foto: Katrine Birkedal Christensen

Migration er en ret

Hun understreger, at det er ordentlige ressourcer på klinikkerne, ordentlige tjenesteboliger, flere personaleressourcer og god løn, der skal til for at lokke sygeplejerskerne til yderområderne. Ellers tager de til udlandet, hvilket formanden egentlig godt kan forstå.

"Migration kan man ikke stoppe. Det er folks ret at flytte derhen, hvor de ønsker. Men vi så gerne, at regeringen håndterede det på en mere systematisk måde, så vi var sikre på, at sygeplejerskerne føler sig velkomne til at vende hjem igen," siger Janet Obuni.

Og netop muligheden for at vende tilbage med ny viden og erfaringer fra Vesten er motivationen for en anden sygeplejerskestuderende i nord, Alima Achola, der ikke lader sig lokke af penge alene.

"Hvis jeg fik mulighed for det, kunne jeg godt finde på at rejse til udlandet og arbejde. Men det skyldes ikke den høje løn. Jeg vil gerne have udfordringer og prøve at arbejde med den moderne teknik. Så ville jeg også kunne rådgive her i Uganda, når jeg kom tilbage," siger 27-årige Alima Achola.

Chancen for at få de vestlige erfaringer tilbage til det afrikanske kontinent er lyspunktet i migrationen, mener Nurses' Organisation of Uganda.

"Uanset hvad vi synes om det, så rejser de. Så vi skal sikre os, at de føler sig velkomne til at vende hjem igen. Det vil være med til at forbedre vores sundhedsvæsen i Uganda," siger formand Janet Obuni.

Artiklen er blevet til efter research foretaget i forbindelse med deltagelse i udvekslingsprojektet Danmark-Uganda 2007 arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke.