Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En verden af sygeplejerskemangel

Globalisering. Mens Danmark mangler 1.500 sygeplejersker, står de afrikanske lande syd for Sahara med et underskud på mere end en halv million sygeplejersker. Den globale sygeplejerskemangel rammer de fattigste hårdest, fastslår udviklingsorganisationerne.

Sygeplejersken 2007 nr. 22, s. 14-17

Af:

Katrine Birkedal Christensen, journalist

SY-2007-22-14a
Foto: Søren Holm

De rige lande har ifølge Det Internationale Sygeplejeråd ICN i gennemsnit otte gange så mange sygeplejersker målt i forhold til indbyggerantal som verdens fattigste lande. Alligevel satser man nu på, at manglen på sygeplejersker i Danmark skal håndteres ved at rekruttere udenlandske sygeplejersker.  Et forslag, flere uafhængige udviklingsorganisationer finder problematisk - globalt set.

"Jeg kender ikke til nogen lande i verden, der har overskud af sundhedspersonale. Når man vælger at rekruttere i udlandet, så rammer man primært de fattigste områder," siger formand for Læger Uden Grænser i Danmark, Søren Brix Christensen.

Han uddyber problematikken: "Når man eksempelvis rekrutterer læger fra Indien, så tager man dem i første omgang fra storbyerne, hvor stillingerne hurtigt bliver genbesat. Men de besættes af læger fra de fattige landdistrikter. Dermed skaber man en negativ dominoeffekt, hvor de fattigste bliver taberne, og de offentlige sundhedssystemer udsultes for det dygtige personale," forklarer Søren Brix Christensen.

Han bakkes op af direktøren for et af Danmarks største rekrutteringsbureauer, Scandinavian Medhelp, der bevidst har fravalgt at rekruttere sundhedspersonale fra tredjeverdenslande til Danmark.

"Jeg synes ikke, at det er rigtigt, at vi som iland henter læger fra underbemandede ulande. Jeg har selv besøgt indiske hospitaler, fordi vi overvejede at rekruttere fra Indien, men forholdene var simpelthen så forfærdelige, og der var langtfra personale nok. Derfor tager vi et globalt, socialt ansvar ved ikke at formidle sundhedspersonale fra udviklingslande," siger Michael Gullitsø, direktør i Scandinavian Medhelp.

Ikke rimeligt

Udviklingsorganisationen Care Danmark, der arbejder for at bekæmpe fattigdom i udviklingslandene, advarer mod at gå på personalehugst i de fattigste lande, ligesom Ibis problematiserer situationen.

"Det er ikke rimeligt, at den rige verden, bare fordi vi kan tilbyde bedre lønninger, fratager fattige ulande den ressource, som uddannede mennesker er," siger Vagn Berthelsen, generelsekretær i Ibis, og tilføjer: "På den ene side er det fair nok, at alle mennesker har mulighed for at søge arbejde der, hvor de kan få det. Men på den anden side er det problematisk, hvis man dræner fattige lande for personaleressourcer, som det er hundedyrt at uddanne."

Den problematik fremføres også af Det Internationale Sygeplejeråd, ICN, i en rapport om global sygeplejerskemangel.

"Konsekvensen af sygeplejersker, der flytter til udlandet, er for nogle udviklingslande alvorlig. De mister knappe, og relativt dyrt uddannede, ressourcer, hvilket kvaliteten af plejen lider under," konkluderer professor i arbejdsmarkedsøkonomi James Buchan og sygeplejerske og ph.d. Lynn Calman i ICN-rapporten.

For at undgå denne effekt, mener Dansk Sygeplejeråd, at man skal hjælpe med at gøre det mere attraktivt for sygeplejerskerne at arbejde sundhedssektoren i den 3. verdens lande.

"Vi skal ikke medvirke til braindrain i ulandene. Derfor er det også vigtigt at støtte projekter, der styrker vilkårene i sundhedsvæsenet i de fattige lande, og som kan gøre det mere attraktivt at blive i hjemlandet og arbejde med faget,"
siger Grete Christensen, 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og tilføjer: "I Swaziland har vi støttet opbygningen af et sundhedscenter.
Siden dette center er oprettet er antallet af sygeplejersker, der forlader Swaziland, dalet markant."

For at minimere de negative, globale konsekvenser af vestens import af sundhedspersonale mener Ibis, at man skal tilbyde de fattige lande en kompensation. Tanken er, at regeringen giver et beløb pr. sygeplejerske, der hentes til Danmark, som svarer til de uddannelsesomkostninger hjemlandet har haft.

Læger Uden Grænser mener, at løsningen er dels at overveje, om Danmark har behov for at hente sundhedspersonale i udlandet, og dels at de, der tilbydes arbejde i Danmark, hentes i den private sundhedssektor i udlandet og ikke i den offentlige, der i forvejen er spændt hårdt nok for i de fleste lande.

SY-2007-22-14b
Hvem mangler mest?

Det Internationale Sygeplejeråd, ICN, vurderer, at der på verdensplan findes godt 12 millioner sygeplejersker. Men fordelingen af sygeplejerskerne er globalt set temmelig ujævn. Alene de afrikanske lande syd for Sahara mangler 600.000 sygeplejersker, mens Canada forventer at mangle 78.000 sygeplejersker i 2011, og Australien regner med et underskud på 40.000 i 2010. Sydøstasiatiske stater, USA og flertallet af landene i Europa melder også om mangel på undhedspersonale – og særligt sygeplejersker, viser ICN-rapporten ”Den globale mangel på registrerede sygeplejersker” fra 2004. Tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, giver et indblik i den geografisk skæve fordeling af sundhedspersonale.

Kilde: WHO, 2004.