Nye horisonter i Nordjylland

Foto: Lars Horn

Butiksdøren går op. Den ældre kvinde skal lige nå at have det nyeste jubilæumsskrift om Hjørring Teater inden lukketid. Inge Reenberg står bag skranken i Teaterbutikken. Det lille butikslokale med en disk og to skriveborde er tætpakket med bøger, brochurer og farvestrålende teaterplakater. Dagen inden har 450 unge og gamle været samlet i byens statelige teatersal klos op ad butikken for at overvære opførelsen af Jesus Christ Superstar i forbindelse med Hjørring Teaters 100-års-jubilæum. Forsiden på dagens udgave af lokalavisen viser et billede af begivenheden, og på side 3 i avisen er der et stort billede af Inge Reenberg på scenen. 

Den 53-årige teaterleder lyser op i et stort smil, når hun fortæller om sit arbejde og sin tilværelse i Vendsyssel.
"Lige nu kunne jeg slet ikke forestille mig noget andet job."

Inge Reenberg taler hurtigt og med en smittende begejstring om teatrets næste projekter: Forestillingen "Hvem er Bange for Virginia Woolf," en Cuba-aften og en tur til operaen i København.

Inge Reenberg er uddannet sygeplejerske og arbejdede som sygeplejelærer på sygeplejeskolen i Hjørring, da hun i 1994 blev headhuntet til et deltidsjob ved Hjørring Teater. Tre år senere overtog hun posten som leder af teatret. Hun booker forestillinger, styrer økonomien, har kontakt til pressen, turnerer rundt på skoler for at fortælle om teatret, står for markedsføring, indgår sponsoraftaler med erhvervslivet og meget mere. Umiddelbart en virkelighed langt fra hospitalsgangen og undervisningslokalet. Og dog.

"Som sygeplejerske skal du kommunikere med andre mennesker og være til stede i nuet. Det er kompetencer, jeg bruger hver eneste dag, og som jeg kan takke sygeplejen for," fortæller Inge Reenberg.

I det rummelige køkken i parrets parcelhus i Hjørring står hendes mand praktiserende læge Jesper Holmelund og steger grøntsager og kødstrimler i en wok.  Også han er uddannet sygeplejerske og blev færdig i 1978. Samme år som Inge. Parret mødte hinanden ved et møde på Mols arrangeret af Dansk Sygeplejeråd.

"Det var dengang, sygeplejeskolerne var præget af venstreorienterede grupper som SAP (Socialistisk Arbejderparti), KAP (Kommunistisk Arbejderparti) og DKP (Danmarks Kommunistiske Parti). Vi var nogle studerende, der gerne ville ændre den gammeldags lærlingeuddannelse uden at være partipolitiske. Vi dannede vores egen gruppe på tværs af skolerne med opbakning fra Dansk Sygeplejeråd og var med til at arrangere store landsdemonstrationer," fortæller Jesper Holmelund, der i dag har praksis i Brønderslev.

Moster Ella som rollemodel

For Jesper Holmelund faldt valget på sygeplejerskeuddannelsen ved en tilfældighed. "Efter hf-eksamen fik jeg arbejde på et plejehjem. Det var sjovt, og jeg kunne godt lide jobbet. En oversygeplejerske foreslog mig at læse til sygeplejerske. Det råd fulgte jeg, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg kom ind på Herlev Sygeplejeskole i 1974. Dengang var vi syv mænd på uddannelsen."

For Inge Reenberg var det ønsket om en kort og overskuelig uddannelse med rejsemuligheder samt drømmen om at gøre en forskel, der gjorde udslaget. "Og så havde jeg en moster Ella, der var hjemmesygeplejerske på Frederiksberg. Hun var en vældig sej dame, og hende kunne jeg godt se mig selv som. Det spillede også en rolle, at jeg gerne ville kunne forsørge mig selv hurtigt," fortæller Inge Reenberg.

Debuten som sygeplejerske faldt let for både Jesper og Inge. Inge arbejdede bl.a. på en intensivafdeling, en gynækologisk og en psykiatrisk afdeling. Hun kunne godt lide at fordybe sig i faget og have kontakt med patienterne.

Jesper arbejdede på intensivafdeling, i hjemmeplejen og siden på Hvidovre Hospitals Brandsårsafdeling. Også han trivedes godt med de faglige udfordringer. Men han havde det svært med kulturen i sygeplejen.

"Der herskede sådan en konsensuskultur på afdelingen. Alle skulle være enige om alting," siger Jesper Holmelund og fortsætter: "Det var nemt at være sygeplejeelev. Men jeg havde svært ved at finde fodfæste som færdiguddannet. Jeg kunne ikke se mig selv blive gammel i det fag. Det var f.eks. træls, når en sygeplejerske sagde: "Her på afdelingen plejer vi at gøre sådan ..." Dengang måtte sygeplejersker ikke lægge kateter på mandlige patienter, heller ikke selvom de kunne. Man lagde et fællesskabsbånd ned over faggruppen og sagde: "Selvom du kan gøre det, så gør vi ikke det." Det havde man bare at respektere, ellers trådte janteloven i kraft."

Jesper Holmelund forholdt sig også kritisk til den humanistiske tilgang til sygeplejen, der efterhånden vandt indpas. "Den udvikling med, at vi skulle læse Kari Martinsen, og sygeplejeskolerne begyndte at forske i omsorg, var slet ikke noget for mig. Jeg kunne ikke se, hvad vi skulle bruge det til. Og det skete efter min mening på bekostning af det faglige. F.eks. blev pensum i anatomi skåret ned."
 

Turnus i provinsen

Jesper Holmelund besluttede, at han ville uddanne sig til læge og blev optaget på medicinstudiet i 1980. Mens de andre studerende tørstede efter at komme ud til patienterne, så længtes han efter teorien. Sideløbende med studierne var han natsygeplejerske på brandsårsafdelingen. Inge havde aftenarbejde på et plejehjem, og parret boede i et nyerhvervet rækkehus i Allerød med deres tre små børn. Umiddelbart en cocktail, der kunne tage pusten fra de fleste. Men Jesper Holmelund og Inge Reenberg husker det ikke som nogen hård tid.

"Jeg kan ikke forstå, at studerende venter med at få børn. Det er da ideelt at have små børn, mens man studerer og ikke er så bundet," siger Jesper Holmelund.

Efter hans kones udsagn var han da også god til at lukke verden ude og gå ned i kælderen for at studere. I midten af 80'erne fik Inge Reenberg job som lærer på Sygeplejeskolen i Hillerød. "Jeg har altid kunnet lide at kommunikere med andre mennesker, og det var lige mig at undervise."

Da Jesper Holmelund skulle ud som turnuslæge, trak han et nummer, der betød, at han var nødt til at flytte fra hovedstadsområdet. Forinden havde familien været på ferie i Nordjylland og snakket om, at det kunne være et dejligt sted at bo. Jesper Holmelund fik tilbudt en stilling på Hjørring Sygehus, og beslutningen om at flytte til Vendsyssel blev truffet på en bakke med udsigt over sandbanken Rubjerg Knude, Vesterhavet og badebyen Lønstrup.

"I begyndelsen tog vi ofte til København i weekenderne. Men vi fandt ud af, at hvis vi skulle bo her, måtte vi også slå rødder," fortæller Inge Reenberg.

De første par måneder var Inge Reenberg arbejdsløs, og hun brugte bl.a. tiden til at skabe kontakter i byen. Senere fik hun job på sygeplejeskolen i Hjørring. Hun var projektvejleder og underviste i psykiatri og sundhedsvæsenets historie. "Jeg har altid syntes, det var udviklende at undervise. Det var en engagerende tid. Mine kolleger var alle sammen lærere, der brændte for deres job."

Inge Reenberg arbejdede også frivilligt for Hjørring Teater. Hun var medlem af bestyrelsen og solgte billetter på sygeplejeskolen. Den daværende teaterleder Gerner Johansen var en karismatisk personlighed, og Inge blev meget fascineret af de spændende mennesker og miljøet omkring teatret. I 1994 tilbød Gerner Johansen hende et deltidsjob i Teaterbutikken. Inge Reenberg sagde sin tjenestemandsstilling op.

"Jeg forlod ikke sygeplejen, fordi jeg manglede udfordringer. Der var bare noget andet, jeg også måtte prøve." I fire år var Inge Reenberg reelt i lære som teaterleder. Hun blev introduceret til arbejdsopgaverne og mødte egnens kulturpersonligheder.

Da Gerner Johansen døde i 1997, overtog Inge Reenberg ledelsen af teatret. "Mit job har været en fantastisk indgangsvinkel til at lære et lokalsamfund at kende. Hvis jeg går 15 år tilbage, var de fleste af vores bekendte læger og sygeplejersker. Nu oplever vi folk, der laver mange forskellige ting. Der bor utroligt mange spændende mennesker i en by som Hjørring," fortæller Inge Reenberg.

Hun er desuden med i en støtteforening for Kamillianergaardens Hospice i Aalborg. Parret er begge aktive i Rotary, og Inge Reenberg var den første kvindelige præsident for Rotary i Hjørring.

Sygeplejersker aflaster lægen

Mens Inge Reenberg bruger langt over 37 timer om ugen på teatret, lægger Jesper Holmelund mange kræfter i at udvikle en praksis, hvor sygeplejersker kan aflaste lægen. Han har ansat to sygeplejersker, der bl.a. foretager forebyggende besøg på plejehjem og tager de lettere konsultationer. Han deltager også i en arbejdsgruppe i Region Nordjylland, der skal komme med et forslag til en uddannelse af konsultationssygeplejersker.

"I Brønderslev mangler der tre læger. Min baggrund som sygeplejerske betyder, at jeg selvfølgelig har været meget opmærksom på, at sygeplejersker har nogle kompetencer, der kan bruges i praksis. I begyndelsen troede jeg, at praksissygeplejersken skulle komme fra hjemmeplejen. Men det har vist sig, at sygeplejersker med erfaring fra specialafdelinger har det overblik og den faglige kunnen, der skal til," siger Jesper Holmelund.

Hans baggrund indebærer, at han er ekstra kritisk, når en sygeplejerske ikke gør det godt nok. "Det er vigtigt, at f.eks. hjemmesygeplejersker måler blodtryk, tager puls, og foretager deres observationer, inden de ringer til lægen. Det gør forskellen på, om det er patientens kone, der ringer, eller det er sygeplejersken. Når det sker, at en sygeplejerske ringer og siger: "Han har ondt" uden at komme med en nærmere observation, så tænker jeg: "Det var dengang, det gik galt, fordi sygeplejerskeuddannelsen undsagde den naturvidenskabelige tænkning. Og så bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvorfor jeg selv forlod sygeplejen."

Lægen fra Brønderslev understreger samtidig, at han har fået meget med sig fra sygeplejen. "Som sygeplejerske har jeg lært at kommunikere med patienterne, og som ung læge blev jeg nogle gange sat til at tale med de terminale patienter. Men da jeg gik fra at være sygeplejerske til at blive læge, skulle jeg lære at tage ansvar. Det tog mig to år at aflære, at jeg som sygeplejerske hele tiden tænkte, at der er en anden, der tager ansvaret," siger Jesper Holmelund og fortsætter:

"Jeg bliver da utrolig stolt, når sygeplejerskerne i min praksis siger til en patient: "Tag du nu hjem. Nu har jeg undersøgt dig, og så konfererer jeg lige med Jesper." Det myldrer med sosu-assistenter, hjælpere og uuddannet personale. Hvis sygeplejersker virkelig skal markere sig og få mere i løn, så går vejen gennem mere ansvar."

Impulskøb af missionshus

Den faglige del af interviewet er ved at være forbi. Inge Reenberg fortæller om lyset, havet og de store vidder, som for parret er en vigtig del af at bo i Nordjylland.

Hun har sin bestemte plads i Lønstrup. Her cykler hun ud for at kigge på udsigten over Vesterhavet. Så kan hun finde på at ringe til sin mand og sige: "Jeg sidder her og ser ud over havet."

Jesper Holmelund er vokset op i Virum nord for København. "Men når jeg er på besøg i København og kommer til Nordjylland, så føler jeg, at jeg er kommet hjem. Her er en helt anden plads," fortæller Jesper Holmelund.

For nylig købte parret et missionshus uden for Hjørring. Et impulskøb, som Inge Reenberg kalder det: "Min datter og jeg tog ud og så det, og det lå helt fantastisk med naturen lige uden for døren. Vi vil renovere det, og så drømmer vi om at lave udstillinger og sælge kunsthåndværk. Det er vores måde at holde os unge på."