Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Projektarbejde giver skriftlig kompetence og udvikler sygeplejen

Artiklen henvender sig til ledere og uddannelsesansvarlige sygeplejersker. Hovedbudskabet er, at projektarbejde både giver øvelse i skriftlig formidling og øger kvaliteten af sygeplejen. Artiklen er baseret på et projekt på intensiv afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby.

Sygeplejersken 2007 nr. 22, s. 48-49

Af:

Hanne Juul Mikkelsen, sygeplejerske, MHR

Når sygeplejersker videreuddanner sig inden for intensiv sygepleje, bliver de mødt med et krav om at aflevere en skriftlig opgave (1). Det volder sjældent problemer at finde et relevant emne inden for den intensive sygepleje. Langt sværere er det, når det kommer til at skulle formulere sig skriftligt. Her mangler øvelse. Det har jeg sat fokus på og fundet frem til en løsning, der både styrker øvelsen i det skriftlige og udvikler sygeplejen.

Sådan gør vi

De seneste år har vi to gange om året afsat tre dage, hvor sygeplejerskerne skal udarbejde en projektrapport. Der er ca. syv kursister på et hold, og de får stillet computer til rådighed med internetadgang. Vi er to uddannelsesansvarlige sygeplejersker, som kan vejlede i processen. Sygeplejerskerne kan også få hjælp til litteratursøgning af statsbibliotekets bibliotekar på hospitalet. Først formulerer sygeplejerskerne problemet, og dernæst udarbejder de relevante undersøgelser. Projektet beskrives i en fem siders rapport. Efter to uger fremlægges projektet mundtligt for holdet, som fungerer som opponenter, og kolleger og ledere er inviteret med. Den sygeplejerske, der har udarbejdet projektet, får stillet uddybende spørgsmål, som hun kan bruge, hvis hun går videre med projektet i den afsluttende opgave på uddannelsen til intensiv sygeplejerske.

To eksempler på problemstillinger
Temperaturmåling vha. blærekateter

En sygeplejerske har hørt og læst om, at det er mest korrekt at måle temperatur kontinuerligt ved hjælp af urinkateter. Hun undersøger, hvordan central temperatur måles i afdelingen og udarbejder en opgørelse, som viser, at 80 pct. af målingerne er foretaget aksilært, på trods af at den evidensbaserede anbefaling er brug af rektal- eller oraltermometer ved non-invasiv måling. Forklaringen er sandsynligvis, at rektal- eller oraltermometer sjældent kan anvendes hos en intensiv patient.

Sygeplejersken undersøger dernæst, hvilke katetre der kan anbefales, og udregner pris, så det fremgår, hvad det vil koste at indføre blærekatetrene. Projektet har medført, at katetrene nu bruges i afdelingen.

Respiratoraftrapning foregår forskelligt
En sygeplejerske undrer sig over, at aftrapning af respiratorbehandling hos langtidsindlagte patienter er svær og foregår så forskelligt. Hun udarbejder en spørgeskemaundersøgelse, hvor der både indgår erfarne og uerfarne sygeplejersker samt overlæger. Her får hun afdækket, hvilke faglige overvejelser informanterne har i forbindelse med respiratoraftrapning, og hvilke problemstillinger de ser i aftrapningen. Projektet har været medvirkende til, at der efterfølgende er nedsat en tværfaglig gruppe, som arbejder med at optimere respiratoraftrapning.

Det konkrete giver mening

Det har givet god mening for sygeplejerskerne at arbejde med konkrete problemstillinger fra praksis og formulere sig skriftligt i projektrapporterne. De tilkendegiver, at det har stor betydning at have en vejleder til rådighed under hele forløbet, og at de øvrige kursisters sparring er inspirerende. Alt i alt har de følt sig bedre klædt på til at skrive opgave. Sideeffekten har været brugbare resultater til afdelingens sygepleje og en øvelse i mundtlig formidling, når projekterne fremlægges for kolleger. Erfaringerne med metodevalg og skriftlig formidling sætter sit præg på sygeplejerskernes videre arbejde med udviklingsprojekter i afdelingen.

Hanne Juul Mikkelsen er uddannelsesansvarlig sygeplejerske på anæstesiologisk - intensiv afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby.

Litteratur

  1. Cirkulære om specialuddannelsen for sygeplejersker i intensiv sygepleje. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 92 af 26. juni 1999.