Socialsygeplejerske tager brodden af konflikterne

”Selvom stofmisbrugeres helbred er dårligt, opsøger de sjældent læge eller skadestue, fordi de ikke magter det og ikke føler sig velkomne,” siger socialsygeplejerske Nina Brünés, der har arbejdet som gadesygeplejerske i København i syv år. Foto. Søren Svendsen

"Han er slidt og ser hærget ud. Han har flere store sår på armen. Hans tænder er dårlige, og der mangler i hvert fald en fortand. Han er 28 år.

Han fortæller om en rå barndom og om livet på gaden. Om fængsler og dårligt selskab. Om fogeden, der satte familien ud af deres lejlighed. Om vold og mobning.

Kims mor har drukket. Kim er intellektuelt godt med, men ligner en med føtalt alkoholsyndrom."

Sådan beskriver socialsygeplejerske Nina Brünés' noter det triste livsforløb for en af de patienter med stofmisbrug, som hun mødte på Ortopædisk Afdeling M på Bispebjerg Hospital.

Afdelingen har næsten konstant to stofmisbrugere indlagt, der skal behandles for bylder. Det er svært for stofmisbrugerne at møde den regelstyrede hospitalskultur. I mange år har konflikter mellem sygeplejersker og stofmisbrugere været en del af hverdagen på afdelingen. Stofmisbrugerne blev opfattet som opmærksomhedskrævende og utålmodige.

De kunne bringe en hel fest ind på afdelingen, når kammeraterne kom på besøg, og de havde ofte deres helt egen opfattelse af, hvordan en forbinding skulle skiftes.

Udskrivelsen voldte ofte kvaler. Sygeplejerskerne følte det som dybt utilfredsstillende, når de blev tvunget til at udskrive patienter til gaden.

Det største problem var, at patienterne hele tiden pressede på for at få mere smertestillende medicin. Personalet syntes ikke, de var gode nok til at takle problemerne og ville gerne gøre det bedre.

Nye smertestandarder

Meget har ændret sig, efter at socialsygeplejerske Nina Brünés fra "Projekt Udenfor" for halvandet år siden blev tilknyttet afdelingen. Mest banebrydende er det, at der i samarbejde med Bispebjerg Hospitals smertekli-nik er udviklet nye smertestandarder for patienter med misbrug. De får i dag en dosis, der er mange gange højere end tidligere. Resultater-ne af projektet har været så positive, at Bispebjerg Hospital som det første i landet overvejer at fastansætte en socialsygeplejerske.

"Tidligere var det et stort potentiale for konflikter, at patienter med stofmisbrug ikke var ordentligt smertedækket. I dag kommer vi patienterne i møde og fortæller med det samme, at vi nok skal sørge for at give dem en medicinering, så de hele tiden er ordentligt smertedækket, og abstinenserne bliver lindret," fortæller sygeplejerske Anne Marie Elholm fra afdeling M.

Patienterne er glade for de nye retningslinjer. "En patient var fuldstændig overrumplet over, at han ved indlæggelsessamtalen havde fået at vide, at afdelingen nok skulle sørge for at lindre hans abstinenser. Han sagde, at han efter udskrivelsen ville tage ind til Istedgade og sige til alle, at de skulle skynde sig at få en byld og blive indlagt på afdeling M," fortæller Nina Brünés.

Massiv mistillid

Nina Brünés har arbejdet som gadesygeplejerske i København i syv år og kender stofmisbrugernes massive mistillid til sundhedssystemet.

"Stofmisbrugere bliver i gennemsnit bare 41,2 år gamle, men selvom deres helbred er meget dårligt, opsøger de sjældent læge eller skadestue, fordi de ikke magter det og ikke føler sig velkomne. De lader sig ofte udskrive før tid og går rundt på gaden med f.eks. sår eller knoglebrud, der endnu ikke er helet, eller alvorlige lungebetændelser," siger Nina Brünés, der mener, at den regelbundne hospitalskultur er alt for dårlig til at komme stofmisbrugere og andre socialt udsatte patienter i møde.

"Stofmisbrugere føler sig i den grad anderledes end resten af samfundet, og de er på barrikaderne. De er bange for at blive dårligt behandlet, og de føler sig ofte forfordelt og diskrimineret, også selvom den følelse ikke altid er berettiget. De lever typisk i en "her og nu-kultur." Det betyder, at der kan opstå dramatiske scener, hvis afdelingen f.eks. ikke er i stand til at give et nøjagtigt tidspunkt for, hvornår patienten skal til operation," forklarer Nina Brünés.

Sygeplejerske Anne Marie Elholm betragter det som en stor gevinst, at afdeling M på Bispebjerg Hospital har en socialsygeplejerske tilknyttet: ”Vi er blevet bedre til at tale direkte med patienterne og stille spørgsmål,” siger hun. Foto. Søren Svendsen

Forbud gav konflikter

Før socialsygeplejersken rykkede ind, fik stofmisbrugerne på afdeling M udleveret en pjece med bestemte regler, der skulle overholdes. De havde forbud mod at gå ind på medpatienternes stuer, og i modsætning til andre patienter måtte de ikke forlade afdelingen eller tage væk i weekenden.

En overtrædelse af reglerne betød, at de kunne blive smidt ud af afdelingen. For en patient var konsekvensen af reglementet, at hun var interneret på afdelingen i samtlige ni måneder, hun var indlagt.

"Folderen var pinlig og nedladende i sit sprog, og vi besluttede at droppe den. Vi fik også diskuteret, om vi virkelig kan forhindre, at stofmisbrugerne går ud og tager stoffer et andet sted. Det kan vi ikke, selvom vi opstiller nok så mange regler. Derfor besluttede vi at ophæve reglen om, at patienterne ikke må forlade afdelingen. Det har gjort samarbejdet med patienterne meget bedre," fortæller Anne Marie Elholm.

Undervejs i forløbet har Nina Brünés gjort meget ud af at tale med personalet om principperne i den skadesreducerende tankegang.

"Den skadesreducerende tankegang forholder sig ikke til, om det er rigtigt eller forkert at tage stoffer, men fokuserer på at mindske skaderne af misbruget. Jeg har f.eks. selv undervist patienterne i, hvordan de kan fixe mere hygiejnisk," siger Nina Brünés.

Hun opfordrer sygeplejersker til at gå i dialog med patienterne i stedet for at opstille regler og forbud.

"Det er vigtigt ikke at tvinge de her patienter til at modtage en bestemt behandling, men i stedet at lægge op til dialog. Tal til stofmisbrugere, som du ville tale til alle andre mennesker. De er særlige patienter med særlige behov. Men jo mere normalt og ligeværdigt kommunikationen foregår - jo mere kommer det godt tilbage," siger Nina Brünés og fortsætter:

"Hvis en patient virker skæv, så sig f.eks.: "Jeg synes, du virker påvirket. Har du taget noget ved siden af? Er det, fordi du har ondt, eller er du bange?" Spørg af faglig interesse og ikke for at kontrollere."

Anne Marie Elholm fortæller, at hun har lært at tale mere direkte og åbent med de indlagte stofmisbrugere:

"Vi er blevet bedre til at tale direkte med patienterne og stille spørgsmål. Vi spørger
f.eks. åbent om, hvilke stoffer patienten tager, og vi fortæller, at vi har brug for at vide det i forhold til medicineringen."

Generelt har socialsygeplejersken skabt mere ro på afdelingen: "Patienter med misbrug har behov for at snakke, og det har vi ikke altid tid til. I dag kan vi henvise til Nina. Patienterne får dækket deres behov, og det giver en helt anden ro i afdelingen," fortæller Anne Marie Elholm. Også udskrivelserne er der kommet bedre styr på, fordi socialsygeplejersken har tiden og ekspertisen til at finde det rigtige tilbud.

Nina Brünés mener også, at andre udsatte grupper kan have brug for en sygeplejerske til at bygge bro mellem personalet og patienterne.

"Jeg kunne f.eks. godt forestille mig, at nogle af de mest udsatte indvandrere kunne have gavn af at have kontakt med en sygeplejerske, der har godt kendskab til begge kulturer."  

LÆS OGSÅ: "Lægerne er alt for rå" i Sygeplejersken nr. 22/2007