5 faglige minutter: Den danske model

Danmark mangler speciallæger. Derfor afkorter man uddannelsestiden. Danmark mangler lærere, derfor ansætter man ufaglærte til at undervise. Danmark mangler sygeplejersker, og derfor bruger man andre faggrupper med kortere uddannelser.

Der bliver hugget hæle og klippet tæer i det offentlige, og skostørrelsen er nede på en 34. Det er uddannelse og viden, der skæres fra, og tilsyneladende er beskæringen startet i Folketinget, hvor der er skåret i den basale forståelse af, at det faktisk gør en forskel at lære og læse - eller muligvis tror de, at folk er dumme. Og ligeglade. Og uvidende. Men ingen skal bilde mig ind, at væsentlige afkortninger eller lavere uddannelse ikke har en konsekvens.

At der mangler uddannet personale og specialister i det offentlige, er ingen hemmelighed. Det er et reelt problem, at der er flere stillinger end ansøgere, og det er en ærlig sag at præsentere præmisserne for at vælge lavere kvalitet: "Desværre har vi ikke flere flasker Bordeaux Grand Cru på hylderne, men vi har en flaske Okseblod, den smager kun halvt så godt, men koster også kun det halve." Det er tilbuddet til dig, og hvis du ønsker noget andet, må du finde en anden butik eller vælge en anden bestyrer til din andelsbiks. Men du ved, hvad du får og hvorfor.

Det er bare ikke i orden at påstå, der er det samme i flaskerne - at vin er vin, og uddannelse er uddannelse. Og det er slet ikke i orden at lade, som om det ikke gør en forskel, ja nærmest er en fordel.

Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte sig i maj om beskæringen af speciallægers uddannelse. Han sagde, at "... det her er en væsentlig afkortning af uddannelsesforløbet og dermed et væsentligt våben i kampen mod manglen på speciallæger." Sådan bliver en beskæring vipti-vupti omskrevet til en fordel, og om føje år kan man vælte sig i speciallæger. Rent bortset fra at de jo ikke er særlig special-agtige, fordi de ikke har ret meget specialuddannelse.

Spørgsmålet er, om han glemte at fortælle dét, eller om han tror, det ikke gør en forskel. Det lader til, at vi er nede på "hvad kan du få for en femmer"-niveauet, og hver gang nogen fortæller dig, at du kan få kvali-varer for en femmer, så bliver du snydt. Hvor mange gange skal patienterne snydes" Og os, der godt kan se forskel, hvor kan vi gå hen".

Jørn Ditlev Eriksen bekymrer sig i "5 faglige minutter" i nr. 21/2007 for, at han på et tidspunkt kan blive nødt til at vælge private sundhedsydelser frem for offentlige. Den bekymring deler jeg fuldt ud. Desværre er det ikke en mulighed, hvis problemet er akut, for dér er udbuddet i privatregi stort set ikke eksisterende. Der er nemlig ikke mange klejner i at drive skadestueberedskab og akutafdelinger.

Frem for at aflyse carporten og min ferie til Maldiverne for at købe sengeplads på Hamlet vil jeg hellere investere begge dele i det offentlige og så kunne regne med, at der er kvalificerede hjerner og hænder, når jeg eller mine kære får brug for dem.

For hvis det offentlige sundhedsvæsen skal drives med de forhåndenværende midler og uden ambitioner om at erhverve og levere den højeste kvalitet, så frygter jeg, at et akut behov for en speciallæge meget snart bliver bortforklaret med: "Desværre, vi har ingen urolog i dag. Men vi har en smed. Han ved ikke så meget om urinveje, men vandhanen drypper ikke længere på O.P."

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.