Alt er muligt, indtil det modsatte er bevist

Indlægget er en refleksion over, hvordan Kirsten Amstrups perspektiv beskrevet i artiklen "Udnyt ressourcerne hos svært demente gamle" (1) kommer til udtryk i daglig praksis på Betaniahjemmet på Frederiksberg.

Hjemmets motto: "Alt er muligt, indtil det modsatte er bevist," er udtryk for, at ressourcerne skal bruges i videst muligt omfang.

Når vi som mennesker bliver mødt og set, vokser vores selvværd, og vi får lyst til at leve livet og deltage i aktiviteter og fester, på trods af alderdom og demens. Det er Betaniahjemmets formel på at dyrke beboernes ressourcer, så tilværelsen på plejehjemmet bliver indholdsrig og fuld af mening. Indhold og meningsfuldhed giver livskvalitet.

Det er vigtigt at se, hvilket liv beboeren har levet, kende hans identitet og livshistorie. Uanset hvor dement man er, findes der altid et menneske og en livshistorie inde bagved. Har man eksempelvis været vant til at være pænt klædt i pressede bukser, skjorte og slips, skal det respekteres og forsøges opretholdt. Ligesom tøjet er en identitetsmarkør, er referencer til beboerens tidligere profession en anden måde at bekræfte den dementes identitet på.

Tag f.eks. Marie. Hun er rastløs, bange, forvirret og vil hjem til sin mor, som hun udtrykker det. En del af Maries identitet og historie er, at hun i mange år har undervist i engelsk som lektor på et gymnasium, og at hun går meget op i sin malerisamling. For at forhindre, at Marie går fra plejehjemmet, skal plejeren henvende sig til Marie som lektor. Så retter Marie sig op og vil glad vise sin fine samling af malerier frem. Væk er hendes rastløshed, angst og længsel efter at komme hjem til sin mor. I stedet for at tale om moderen, som Marie vil hjem til, skal personalet tage udgangspunkt i hendes identitet og møde hende dér.

Fra fitness til fest

I forlængelse af filosofien om mødet beskriver sygeplejeprofessor Katie Eriksson, hvordan omsorg består i god fysisk pleje, leg og læring (2). Leg er en måde at prøve sig frem, afprøve grænser og ikke mindst lære noget nyt på. Den tilgang bruges i den fysiske træning gennem leg. Det har f.eks. vist sig, at legen og sangen for Anna er det, der skal til, for at hun deltager aktivt i fysioterapeutens træning. Anna har svært ved at tolke sproget, så i stedet for at tale til hende, når man gerne vil have hende med til træning, skal man synge en lille sang. Så lyser Anna op, synger, leger og træner med.

Betaniahjemmet er kendetegnet ved dets mange forskellige aktiviteter, fra fitness til fest, udflugter og rejser. Det er vores erfaring, at det giver livskvalitet og glæde at opleve noget sammen med andre. Beboerne bliver vant til at opleve og få indtryk, det holder dem friske. Aktiviteterne giver noget at se frem til, så man vælger livet i stedet for at sygne hen, og det sociale samvær mellem beboere og personale og beboerne imellem bidrager til et godt fællesskab og en varm atmosfære.

Denne tilgang til arbejdet med demensramte lægger sig op ad Tom Kitwoods nuancering af den dementes behov for kærlighed i form af begreberne tilknytning, beskæftigelse, trøst, inklusion og identitet som de vigtigste psykologiske behov hos mennesker med demens (3). Eksemplerne fra de aktuelle plejesituationer viser effekten, når dette perspektiv implementeres.

Laust Sørensen er forstander på Betaniahjemmet på Frederiksberg;
Lone Kronborg Andersen er ansat samme sted.

Betaniahjemmets erfaringer med arbejdet med demensramte er illustreret i filmene "Minderne har jeg da lov at ha'" og "Fyld mit hjerte - du gyldne sol." Betania Film 2000. Dvd'erne kan købes på Betaniahjemmet for en samlet pris på 500 kr. eller enkeltvis for henholdsvis 350 kr. og 250 kr. 

Litteratur

1. Amstrup K. Udnyt ressourcerne hos svært demente gamle. Sygeplejersken 2007;(13/14):38-45.
2. Eriksson K. Omsorgens idé. København: Munks-gaard Danmark; 1999.
3. Kitwood T. En revurdering af demens - personen kommer i første række. København: Munksgaard Danmark; 2003.